Tanker om lovsang - stemning og autenticitet

Jeg havde den anden dag en virkelig god og vigtig snak med en ven omkring lovsang både blandt unge og teenagere i de kredse, som vi kommer i. 

For hvordan går det for os? Hvordan er lovsangen i vores menigheder og organisationer? 

Jeg har, som sædvanlig næsten ved emner på denne blog, flere frustrationer forbundet med vores lovsangskultur i dag:

Først af alt vil jeg gerne reflektere lidt over lovsangens stemning. I bibelen findes mange forskellige lovsangstemninger: jubel, dans, sorg, åndelig fylde, glæde, klageskrig, valfartssalmer osv. Det er derfor tydeligt, at ikke én enkelt stemning kan rumme sand bibelsk lovsang. Derfor stammer nogle af mine frustrationer måske fra møder, stævner eller events, hvor kun én stemning særligt udøves. F.eks. når dansen og jublen virker som den eneste og foretrukne stemning. På samme måde kan det virke ensidigt, når kun stilheden, roligheden og hymnen fylder hele lovsangen.

Desværre virker det som om, at mit fællesskab driver med "lovsangsstrømmen" i det store landskab, som de sidste par år har været særligt fokuseret på dansen, festen, glæde og den ekstatiske atmosfære. Problemet er bare, at denne atmosfære kan virke kvælende for det brudte menneske.

Jeg oplevede dette for to år siden. Imens min morfar var syg, var jeg på KFS' Påskelejr. Jeg hørte en stærk aftenforkyndelse, som særligt talte til mine følelser, min sorg og mine bekymringer over min morfars forhold til Gud. Derfor var jeg efter forkyndelsen helt brudt og i en sørgende stemning. 

Umiddelbart herefter begyndte lovsangsbandet at spille den vildeste festmusik, og nu skulle vi feste og synge sangen "Alt er vel - jeg er fri". Jeg prøvede at gribe feststemningen, som man jo gør, men måtte hurtigt erkende, at det kunne jeg ikke. Jeg blev nødt til at gå. Jeg gik udenfor og blev derude resten af aftenen, fordi jeg bare ikke kunne være i den stemning. Den kvalte mig fordi, at den ikke kunne rumme mig i mit forhold til Gud på dette konkrete tidspunkt. Øv.

Jamen David, det er jo aldrig muligt at lave lovsang for flere hundrede mennesker, hvor man rammer alle menneskers følelser?

Nej, det kan man nemlig ikke. Så måske vi skulle overveje og revurdere lovsangens plads og rolle i disse store forsamlinger? I en forsamling på 10-20 eller 50 mennesker kan lovsangsbandet i meget højere grad mærke rummet og tilpasse sangene og stemningen efter menigheden. 

I bibelen sker lovsangen næsten altid på baggrund af de udøvendes sindelag. Når Israel synger jubel/festlovsange, så sker det på baggrund af den glæde og eufori, som de oplevede. F.eks. da Gud skilte vandene i 2 Mos. 15. Eller i Klagesangene hvor lovsangen er sørgende og stemningen er mismodig på grund af forfatterens egne frustrationer. 

Lovsang er altså en respons til Gud på baggrund af menighedens konkrete erfaring af Ham lige nu.

Vi bør reflektere over hvilken lovsangsstemning, vi ønsker. Det skal vi faktisk gøre hver eneste gang, vi planlægger lovsang. Vi må ikke drive med lovsangsstrømmen. Ellers ender vi med en masse mennesker, der fortæller denne historie om sig selv: "Lovsang er bare ikke noget for mig... Jeg har bare så svært ved at komme i den rigtige stemning". 

Lovsang handler ikke om at komme i den rette stemning! Lovsang handler om at råbe ud til Gud ud fra det sted, hvor man er lige nu. Om det er med tak, frustration, glæde, dans, reflektion eller bøn vil så variere fra gang til gang.

Hvordan rummer vi det i de store fællesskaber og events? I don't know. Men det er tankevækkende, at jeg nærmest oplever den samme stemning, hver gang vi skal lovsynge sammen i store flokke. Nemlig jubelen, dansen, glæde og festen.

Jeg drømmer om:

En reflekteret lovsang, der gør alt muligt for at kende forsamlingens sindelag. En lovsang der ikke bare er en programlagt fest, men en direkte respons på Guds handlen f.eks. gennem forkyndelse, nadver og erfaring. En lovsang i ånd og sandhed, hvor jeg er bevidst til stede gennem det hele og er autentisk i mit udtryk.

Autenticitet må være et nøgleord for lovsang. Enhver kristen og menighedens fællesskab som et hele skal lovsynge autentisk i forhold til sit nuværende sted i livet. Lovsang må aldrig blive revet væk fra det konkrete levede liv. For så sekulariserer vi lovsangen og adskiller ånd fra sjæl og legeme på en usund måde.

Magnus Malm skriver sådan i sin bog "Som om Gud ikkefindes" i et afsnit om den overåndelige kirke:

"Som i al sekularisering sker dette ikke gennem bevidste valg. Der er nok ingen, der beslutter sig for, at "jeg vil lukke af for mine menneskelige følelser og tanker". Men de besværlige følelser og tanker vækker et ubehag, som jeg ikke umiddelbart kan forbinde med mine åndelige erfaringer. Derfor vil jeg være tilbøjelig til at give dem lidt mindre opmærksomhed. Fortsætter jeg på den vej, har jeg snart udviklet et filter for, hvilke følelser og tanker der er "godkendte" og "åndelige". Dermed er vejen banet for sekularisering, ved at jeg er begyndt at afskærme mig mod den menneskelighed, som er min eneste mulige kontaktflade mod Gud. Tilbage står en stadig mere uvirkelig religiøsitet"

Ser du noget af vores lovsangskultur i ovenstående? Det gør jeg måske nogle gange. Og dét giver grund til eftertanke og selvransagelse synes jeg. 

Drop nu kritikken Indre Mission

Med fare for at blive beskyldt for click-bait, så kommer her et indlæg omkring min egen kirkelige organisation, Indre Mission. Indlægget er et umiddelbart resultat af en masse spørgsmål i mit hoved:

Hvordan skal den kristne Kirke tale ind i samfundet i dag? På hvilken måde skal kirkelige organisationer kommunikere til helt almindelige danskere? Hvordan undgår kirker at fordømme mennesker?

Mit hoved er fyldt af disse spørgsmål og tanker i de her dage. Tankerne har været i mit hoved hele efteråret, fordi vi på studiet har fået en masse undervisning om kirken, etik, religion og samfund. Det er indtil nu kulmineret i en længere Facebook-debat under en video, som blev postet af Indre Mission med titlen: "Ikke gode nyheder for alle". I videoen kommer Indre Mission med en kritisk ryst overfor afholdelsen af World Pride i København i 2021, fordi de ser ikke "denne udvikling som gode nyheder"(citat fra videoen). Jeg faldt i mine følelsers vold og kommenterede raskt på opslaget. Det udviklede sig så siden hen til en længere debat, læs med i denne tråd, hvis det interesserer dig.

Jeg er ked af Indre Missions fordømmende ry. Det gør ondt i hjertet, når jeg møder mennesker, som i den grad føler sig angrebet på identiteten i mødet med Indre Missions etiske opråb. For det vil jeg ikke være en del af. Jeg vil gerne noget andet med Indre Mission.
Indre Mission bliver nødt til at skelne mellem almen uretfærdighed og specifik kristelig etik.


Almen uretfærdighed:
Med almen uretfærdighed mener jeg for eksempel menneskehandel(human trafficing). Denne uretfærdighed og grove udnyttelse af mennesker mener jeg, at Kirken må og skal bekæmpe, da det er en almen uretfærdighed for alle mennesker og krænker basale menneskerettigheder.
Altså: Selvfølgelig må og skal Kirken, inklusiv Indre Mission, bruge sin stemme imod den almene uretfærdighed.

Specifik kristen etik:
Tværtimod mener jeg, at f.eks. kritik af World Pride tilhører den specifikke kristne etik. Denne specifikke kristne etik skal ikke påtvinges samfundet. Den er betinget af et kendskab til kristendommen og et liv i efterfølgelse af Jesus Kristus. Den hører kun til inden i kirken, i menigheden af troende. Betaling af tiende, vejledning mod rusmidler mm. er eksempler på dele af den specifikke kristne etik.
Altså: Stop med at pådutte mennesker en etik, som er begrundet i noget(bibelen), som de ikke tror på.

Jeg tror, at alt for mange mennesker i tidens løb har fået et negativt syn på Indre Mission, fordi denne skelnen ikke har været tydelig. Når kristne har fordømt alkoholindtag, dans, trommespil, kortspil, seksuelle vaner osv. overfor for deres ikke-kristne relationer, så har det fremmedgjort mennesker for evangeliet. For det er ikke almen uretfærdighed, at mennesker vælger at drikke alkohol, gå på kasino eller at mødes til en stor World Pride konference. Det er frie valg truffet i overenesstemmelse med de pågældendes egne verdensbilleder. Disse valg skal der være plads til i et liberalt pluralistisk samfund, på samme vis som, at der skal være plads til, at Indre Mission arrangerer lovsangsfest i Holstebro eller at unge vælger at leve deres singleliv i afholdenhed.

Vi må altså ikke møde disse mennesker med foragt og upersonlig generel kritik. Ingen gider da, at lytte på mine etiske præferencer for deres liv, hvis de ikke kender mig og ikke kender grundlaget for dem? Selvfølgelig vil de opfatte mig som bedrevidende og halvarrogant, hvis jeg med bibelen i hånden kritiserer dem for en livsstil, som de aldrig har ønsket målt ud fra bibelens principper.

Hvad er det så du vil David?(kan man spørge)

Jeg ønsker at møde alle mennesker, uanset livsstil, seksual orentering og etnicitet, med den samme kærlighed. Jeg ønsker at se mig selv som et menneske på fuldstændig samme vilkår som dem: En, der har brug for Guds nåde, kærlighed og tilgivelse.

Hvis, og kun hvis, et menneske har mødt evangeliet og er blevet en del af et kristent fællesskab, hvor det har mødt kærlighed, forpligtethed og frimodighed, så kan dette menneske begynde en vandring i den kristne etik, som bibelen møder os med.
Indtil da, så ønsker jeg ikke at møde andre mennesker med fordømmelse eller kritik af deres livsvalg. Og det tænker jeg heller ikke, at min kirke og organisation ønsker. Det er langt sværere at inkludere mennesker i mit liv, som jeg ikke deler livssyn med. Kritik er simpelthen for nemt. Lad os starte med kæmpe en brag kamp for at nedbryde fordomme og invitere mennesker ind i vores liv og fællesskaber med kærlighed.

Jeg vil leve efter de 3 B'er: Belong, believe, behave (hør til et fællesskab, tro og så etik). Alle steder hvor denne rækkefølge har været vendt om i Indre Mission, der frygter jeg, at mennesker er blevet fremmedgjort og marginaliseret. Og det må vi aldrig lade ske i vores missionshuse og kirker! Mennesker har først og fremmest brug for fællesskab! Følelsen af at blive accepteret lige præcis som de er. Der må aldrig være krav til livsstil for at komme ind i det kristne fællesskab!

En masse tanker som er meget rå og upolerede, men det er bare så vigtigt for mig, at få sat på dagsordenen. For det smerter mig, når jeg møder det kristne "moralpoliti". Kristne skal først og fremmest kendes på kærlighed, ydmyghed, selvopofrelse og gæstfrihed! Indtil da, så skal vi droppe al den kritik, sagt på en provokerende måde.

Hvor er den lutherske katedral?

Jeg sidder i skrivende stund hjemme i Danmark igen efter en fantastisk ferie i Italien. Dette indlæg er et forsøg på at samle en masse tanker, som opstod under mit besøg i Peterskirken i Rom.

Denne fuldstændigt enormt store katedral trodser min forestillingsevne og udfordrer mit verdensbillede. Hvad siger denne katolske overdrevenhed om troen og om Gud? Det knirker i mit sind, når jeg prøver at gribe hvilke følelser, der var på spil for almindelige mennesker, da de så Peterskirken for 500 år siden. Jeg tror et besøg i Peterskirken har været den største oplevelse i deres liv. Måske endda også den største oplevelse med Gud?

Peterskirkens ufattelige storhed viser mig en Gud, som er større end noget jeg kan forstå. Kirkerummet leder mig ind i en anden virkelighed end min egen. En virkelighed, hvor Helligånden velsigner så voldsomt, at en flod af guld helt konkret vælter ned over alteret og ud på menigheden. En virkelighed, hvor den gyldne vinranke på alteret viser mig et glimt af Paradis. 

I Peterskirken møder jeg det berømte "der må være noget mere mellem himmel og jord".

Man kunne overveje: Hvilket billede viser en moderne luthersk kirkebygning af Gud?

Det kan være du er ved at flyde over med indvendinger imod min "dyrkelse" af en gammel katolsk kirkebygning, men sådan må det så være. For da jeg stod derinde, der blev jeg dybt rørt. Rørt af en tid, hvor Gud fik alt. En tid hvor Guds rige var afbillededet på en så smuk og storstålet måde, at jeg også som lille menneske kunne tro på, at det også kunne nå helt hen til mig, i al min syndighed.

Den enorme katedral sprænger ind i mit sekulariserede verdensbillede og smadrer det synder og sammen. Jeg er vokset op i en verden med forsvindende lidt plads til Gud. En verden, hvor alt skal måles og vejes. En verden hvor alle omkostninger, selv i Kirken, skal bruges "effektivt" og målrettet. Derfor bliver der nok aldrig bygget en katedral som Peterskirken igen.

Er det et tab? You decide.

Jeg ved bare, at Peterskirken viser mig en storslået Gud. En Gud som fortjener hele mit liv, alt hvad jeg ejer, og alt hvad Kirken ejer. Peterskirken er en fuldstændig overdrevet kærlighedserklæring til den levende Gud, hærskarers Herre. 

Samtidig fortæller den, at jeg ikke er alene i mit liv som kristen. Jeg er ikke den eneste, som har satset alt på Jesus. Nej, før mig ligger en kæmpe historie af mennesker, menigheder og hele lande som gav sig hen til Gud og gjorde Hans navn stort blandt folkene.

#bibelboksning

Hvad er bibelen? Hvorfor siger præsten altid, at jeg skal læse i den? Er bibelen ikke håbløst forældet? Det vil jeg prøve at se lidt på i dette indlæg.

I Jeremias' bog 36,4-6a står der noget meget spændende om Herrens, Guds, ord:

Jeremias tilkaldte Baruk, Nerijas søn, og efter Jeremias' diktat skrev Baruk alle de ord, Herren havde talt til ham, i en bogrulle. v5  Så gav Jeremias Baruk denne befaling: »Jeg er afskåret fra at gå ind i Herrens tempel. v6  Men gå du ind og læs Herrens ord, som du har skrevet i rullen efter mit diktat...

Der sker noget ret fantastisk i denne lille beretning. Gud åbenbarer sit ord for profeten Jeremias. Det er i sig selv ikke uset i GT, men da skriveren Baruk nedskriver ordene i en bogrulle, sker der en mærkværdig forvandling. Nu er bogrullen ikke længere bare en bogrulle, men når den nu læses højt, så læses Herrens ord. Bogen bliver Herrens ord til Israel. På samme måde er vores bog, bibelen, Herrens ord til os i dag - Ja, Herren taler faktisk til dig i dag gennem bibelen.

Guds ord er ikke længere kun tilgængeligt for profeter som Jeremias, der hørte Guds åbenbaring direkte. Nu er Guds ord også tilgængeligt for helt almindelige mennesker som du og jeg. Når man læser i bibelen, så læser man virkelig i Guds ord...

... "Jamen...Jeg får ikke læst nok i min bibel..." "Det er bare svært at læse i sin bibel..." Sådanne kommentarer er forholdvis normale at høre i kristne fællesskaber. Men hvorfor?

Bibellæsning minder mig lidt om en boksekamp.

Som en bokser med sin modstander, kæmper jeg med bibelen. Det føles ofte som få sejre og mange nederlag. Men jeg bliver i ringen, for jeg vil insistere på at kende bibelen. Det vil jeg gøre, fordi bibelen er min Herres eget ord til mig. Den er et lille glimt af Hans vilje for mit liv.

Mange sætter desværre lighedstegn mellem nederlag i bibellæsningen og mangel på brændende tro. De bliver mismodige og tvivler på deres egen tro, når de ikke kan "tage sig sammen" og læse i bibelen.

Men det er en fejlslutning.

For ligesom en bokser ikke kan vinde på ren styrke, så kan vi heller ikke blive gode bibellæsere på brændende tro alene. Vi har brug for redskaber, taktik og træning. Med den rette træning og teknik kan den lille bokser banke selv den største modstander. På samme måde kan selv den mindste tro blive en formidabel bibellæser.

Hvilke redskaber kan vi så bruge?

Der er mange: Jesusmeditationer, lectio divina mfl. Har du f.eks. nogensinde prøvet BibelTid-appen? (bibeltid.dk) Her serveres "kampen" i små spiselige bidder med dertil hørende forklaringer og eksempler fra hverdagen. Guds ord er for vigtigt til, at vi giver op efter første forsøg. Kast dig ud i en bibellæseplan eller et andet redskab. Det kan godt være du falder, men bliv altid i ringen. For Gud er med dig, og han vil løfte dig op igen. Du og jeg, vi må stole på, at Gud vil give os styrke til at blive ved, indtil vi finder vores teknik, vores redskab, til at læse i bibelen.

Salmisten David var en mand, dybt begravet i Guds ord. Jeg vil slutte med hans ord om Ordet. For det tror jeg er sandt. Og hvis det er det, så er det hvert eneste minut værd at bokse med bibelen.

v49  Husk det ord til din tjener,

som du har givet mig at håbe på.

v50  Det trøster mig i min elendighed,

for dit ord holder mig i live.
Salme 139,49-50

Skal kristendommen altid være inkluderende?

Hvad er egentlig Guds drøm for kirken i Danmark? Hvordan har vi klaret det indtil nu? Hvad er den største udfordring for den danske folkekirke?

Folkekirken hyldes ofte for sin store rummelighed og folkelighed. Det at tilhøre den danske folkekirke er nærmest blevet en del af den danske grundidentitet. Derfor opstår der, som følge heraf, et behov for en kirke med evnen til at rumme og inkludere ethvert livssyn, der er repræsenteret i det danske folk. Hvis danskerne er socialister, så skal kirken også rumme socialister eller hvis danskerne er naturalister, så skal kirken også rumme naturalister. Kirkens teologi forventes at istemme danskernes ideologi.

Man må spørge sig selv om teologien virkelig er så afhængig af samfundstendensen? Kan der i stedet i kristendommen være belæg for at tænke anderledes om forholdet mellem teologi og tidsånd?

I brevet til Kolossenserne (kap 2,8) skriver Paulus følgende:

Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.

Paulus understreger her et grundlæggende modsætningsforhold i kristendommen. Forholdet mellem menneskers overlevering og Kristus. Jesus Kristus er ikke givet af mennesker, men er derimod Guds åbenbaring af sig selv og sit væsen til mennesker. Kirkens første og vigtigste opgave er derfor at have Jesus Kristus som overhoved og som grundlag for sin teologi. Der er faktisk i kristendommens kerne grundlag for at plædere for en eksklusiv kirke. En eksklusiv kirke i den forstand, at den ikke i alle forhold underlægger sig tidens tanker, tidens politiske forhold eller tidens livssyn. En sand kristen kirke kan ikke rumme alt eller inkludere alle, for så bliver den ikke en forlængelse af Kristus her på jord. Hvis kirken skal bygge på Kristus, så må den træde ind i denne verden som et anderledes Guds rige med et distinkt og urokkeligt verdenssyn. For på samme måde trådte Kristus ind i denne verden med et skelsættende og dybt provokerende evangelium om frelse og nyskabelse.

Har folkekirken har mistet Kristus som grundlag, siden den ikke umiddelbart har en tydelig teologisk eksklusivitet, som står i modsætningen til tidsånden? Det er svært at sige. Det man dog kan sige er, at bibelen ikke hylder Guds levende kirke for sin store rummelighed. Tværtimod hyldes kirken kun, hvis den har Kristus som sin eneste teologiske vejviser. Den samme Kristus, der befaler sine kirkeplantere følgende, inden han forlader dem (Matt 28,19-20):

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se,  jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Ønsker du en inkluderende eller en eksklusiv kristendom?

Dåb 2.0 - En gratis genfødsel til et nyt liv

Hvad betyder dåben egentlig for mig som ung kristen i dag? Hvorfor ser jeg tit på dåben, som noget tørt og livløst teologi, der alligevel ikke vedkommer mig personligt i mit liv med Gud? Flere af disse spørgsmål rumsterer tit i mit hoved. Tidligere på bloggen her har jeg skrevet dette indlæg omkring dåb: Dåb - en udfordring til postmodernitet og DK anno 2017. Mit nye indlæg nummer to kan ses som en opfølgning og videre refleksion over samme grundtanke: "Ligger der en skat gemt i dåben, som er guld værd for kristne i dag?" I en prædiken skriver den tidligere formand for Indre Mission Vilhelm Beck følgende:

"thi sådan som man ser på sin Dåb, sådan ser man på hele Kristendommen..."

Dette citat har generet mig længe. Hvis Beck har ret, så er det pludselig aldeles afgørende, hvad dåb betyder for mig. Derfor følger nu den første i en af række refleksioner og tanker omkring et muligt syn på dåben, der kan give klarhed, frihed og styrke ind i hverdagen som kristen.

Dåben er en genfødsel

I Tit 3,5 står der således "frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden". I dåben modtager det lille barn hele Guds fulde nåde og tilgivelse. Barnet nedsænkes i al sin syndighed sammen med Jesus ned i vandet og opstår igen sammen med ham som et nyt menneske med muligheden for, ved Helligånden, at stå ren og retfærdig foran Gud (Jf. Rom 6,4-5). Alle døbte mennesker er genfødte skabninger for Gud. Alle døbte mennesker er blevet givet Helligånden og Guds fulde tilgivelse som gave. Og de fik det hele fuldstændig gratis: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af."(Efeserbrevet 2,8-9).

Påstand:

Hvis du er kristen, så er du det alene på grund af Guds indgriben i dit liv! For at du kunne være i stand til at træffe det valg at begynde troen på Jesus så skulle Gud gribe ind i dit liv, genføde dig gennem dåbsbadet og give dig Helligånden. For Han er den eneste person, der kan skabe troen i dit hjerte.

Hvordan kan denne første grundsten i dåbsfundamentet styrke dig og mig i vores hverdag som kristne?

Futurisk frelse kontra historisk frelse

Som kristne tror vi ikke på en futurisk frelse! Vi tror ikke på en frelse, der ligger et sted derude i den slørede horisont af livets udfordringer. Vi skal ikke kæmpe os vej gennem livet, for så en dag at måles på, om vi har bevaret vores tro gennem det hele. Nej! Du og jeg, som nu tror på Jesus, vi tror på en historisk frelse. Vi er allerede frelst! I dåben blev vi givet alle Guds gaver inklusiv den fulde tilgivelse og forsoning for al vores utilstrækkelighed overfor Gud. Derfor kan vi leve et liv som frelste mennesker allerede nu! Dette skaber frihed og frimodighed til at møde livet "head-on" og gå ind i tjenesten for Gud hver eneste dag.

Hver gang vi, i dette liv som historisk frelste kristne, møder tvivlen, så kan vi se den i øjnene og råbe til den: Dåben gælder for mig hver eneste dag af mit liv, og har gjort det siden jeg modtog den fuldstændig gratis. Derfor vil jeg sætte min lid til, at Gud også igen en dag vil skænke mig troen og visheden igen. Indtil da kan jeg hvile i, at jeg er frelst, og at jeg er et genfødt Guds barn hver eneste dag. Det kan tvivlen aldrig fjerne fra du og jeg!

Dåben giver os endnu flere gaver ind i vores liv som kristne, men dem kommer jeg nærmere ind på i den følgende indlæg her på bloggen. Til sidst vil jeg slutte, hvor jeg startede, med et Vilhelm Beck citat omkring dåbens styrke ind i livet som kristen:

"Og vil du være et troende menneske, ven, så gælder det om, at du vil begynde der, hvor Jesus begyndte med dig, at du vil begynde med at tage, hvad Jesus har givet dig i din dåb, begynde med at tage mod den nye fødsel og det nye liv, begynde med at tage imod hele den Nåde, at du må være af nåde, hvad Jesus er med rette, at du må være af nåde hellig, at du må være af nåde et skyldfrit menneske, et Guds barn, alt dette, som Jesus er den eneste, der er med rette. Det er vores dåbs nåde."

Kære homoseksuelle ven: Gud elsker dig, og det ønsker jeg også at gøre!

Der har de sidste dage været stor debat i diverse aviser og medier omkring folkekirkepræsters ret til frihed omkring, hvorvidt de vil vie to mennesker af samme køn. I de dertil hørende debattråde på Facebook har jeg oplevet store følelser, mudderkast og frustration fra begge sider af konflikten. Jeg vil derfor prøve at bringe en nuance i debatten set ud fra mit eget ståsted og min egen overbevisning. 

Først vil jeg nævne en forespørgsel jeg fik på SMS for ikke mange dage siden. Jeg blev kontaktet af et medie, der producerer tv-programmer, angående et nyt koncept. De ønskede at lave et program omkring homoseksualitet. De søgte derfor mennesker med stærke holdninger både for og imod homoseksualitet. Jeg går ud fra, at jeg blev spurgt, fordi jeg skulle repræsentere de stærke holdninger imod. Det vakte en mærkelig følelse i mit indre. Tror han jeg er ligesom de kristne i Facebook trådene? For det er jeg jo ikke? Hvorfor går han ud fra, at jeg er stærkt imod? Jeg tror, at der her er en grundlæggende mislyd omkring hele synet på kristendommens forhold til homoseksualitet. Særligt hvad konsekvensen af en konservativt funderet kristendom er i forhold til synet på homoseksualiteten.

Jeg er ikke som kristen imod det homoseksuelle menneske i sig selv pr. definition. Så vidt jeg indtil nu er overbevist, så er homoseksualitet medfødt for nogen mennesker. Ligesom andre distinkte karakteristika mennesker fødes med, så er det enkelte individ altså ikke ansvarlig for sin egen homoseksualitet. Derfor anser jeg det som en rimelig grov holdning for mig at indtage, hvis jeg skulle sige, at jeg var imod homoseksuelle generelt. Så ville jeg jo sige, at jeg var imod visse typer af mennesker. Det ville jeg aldrig nogensinde, med min kristne overbevisning, kunne være!

Jeg er fuldt ud overbevist om, at alle mennesker er skabt i Guds billede, højt agtede og elskede af Ham! Derfor tror jeg også, at enhver homoseksuel i denne verden er elsket lige så uendeligt højt af Gud, som jeg selv. Så NEJ, jeg er, som en personligt troende kristen med biblen som normativ rettesnor i mit liv, ikke imod nogen mennesker på grund af deres seksuelle orientering.

Jeg vil gerne undskylde for den fordømmelse og mindreværd, som nogen homoseksuelle føler sig ramt af i mødet med kristne(måske desværre også af mig) og med kristendommen. For det er ikke det, kristendommen ønsker! Gud elsker ethvert menneske helt personligt, og han har kaldet mig, som kristen, til at elske mennesker ligeså. Jeg er kaldet til, i alle forhold og til alle tider, at elske min næste som mig selv.

Man kan endvidere argumentere for, at jeg er kaldet til at elske homoseksuelle mennesker endnu højere ud fra mit kristne synspunkt. I kristendommen er det meget tydeligt, at Gud særligt kalder os til at elske minoriteter og mennesker, der på en eller anden måde ikke får den samme plads i samfundet som andre. I biblen er det særligt enken, den fremmede eller den fattige, som Guds folk særligt kaldes til at vise barmhjertighed, omsorg og kærlighed. For Gud elsker alle mennesker med den samme mængde kærlighed uanset seksualitet, race eller rigdom. I vores samfund er det blandt andet homoseksuelle, der kan opleve sig tilsideset og uønsket, derfor er det måske dem, jeg, som kristen, skal elske endnu højere?

Først når kristendommens uforståelige kærlighed til andre mennesker med baggrund i Guds nåde overfor os er blevet fortalt og vist i handling, så kan man gå videre til en snak omkring ritualer, handlinger, syndens natur i alle mennesker, moral osv.

For hvis snakken omkring ægteskabets bibelske rammer, biblens vejledning og alle menneskers medfødte syndighed ikke underbygges af Guds ufortjente kærlighed imod ethvert menneske, så kan den nedbryde menneskers Gudsgivne værdi og skabe skel imellem forskellige typer mennesker, hvilket ikke kan forenes med et kristent verdensbillede!

Kan vi derimod begynde med det skabte menneskes værdi, Guds kærlighed og tilgivelsen for alle menneskers synder gennem Jesus Kristus for dem, der tror på Ham? Så tror jeg(måske naivt), at vi kan få en mere sober og konstruktiv debat omkring, hvordan kirkens konkrete teologi og ritualer skal være i forhold til vielse, ægteskab og familiekonstruktioner.

Jeg tror lige præcis, at dette grundlag er nødvendigt, hvis man som konservativ kristen i dag skal kommunikere sine holdninger omkring vielsesritualer og ægteskabsordningen i kirken til andre. På denne måde så kan mennesker(som f.eks. homoseksuelle) måske bedre blive mødt og opmuntret til at lytte og forstå, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det.

(Det kan være, at jeg må skrive et indlæg, hvor jeg tilkendegiver min holdning på det område, men for at understrege min egen pointe, så vil jeg starte med at række Guds kærlighed og skabte værdi til alle, der læser dette, inklusiv de homoseksuelle)

NB: Snak omkring dette emne ender ofte med at blive lidt betændt, og derfor kan man nemt skydes noget i skoen ud fra en formulering eller lignende. Jeg vil derfor ydmygt spørge, om i ikke vil bede mig uddybe, hvis der er noget i er i tvivl om, inden i eventuelt danner jer en holdning til det, jeg har skrevet. For jeg er ikke altid så præcis på skrift, som jeg kunne drømme om :-)

Når troen på Gud skaber flere spørgsmål end svar

Da jeg snart har studeret teologi i to år, så slog tanken mig forleden, at teologistudiet har givet et meget anderledes udbytte end jeg havde forventet. Da jeg begyndte at studere teologi, så forventede jeg, at jeg gennem studie og fordybelse ville finde og forstå flere af spørgsmålene vedrørende; hvem Gud er, og hvordan han handler, end jeg hidtil havde mulighed for. Men sandheden blev nærmest diametralt modsat.

Når man læser i Guds ord, om Guds ord og omkring Guds ords historie hver eneste dag, så bliver konsekvensen ofte én lang række af ufærdige og ikke færdigtreflekterede tankestrømme og en endeløs række af teologiske såvel som filosofiske og pragmatiske spørgsmål.

Nogle ville nok tænke nu her: "Det er da en dybt utilfredsstillende midtvejskonklusion på din bachelor David...", tjo det kan man vel godt sige.

Årsagen til, at jeg stadig regner med at læse videre på 5. semester efter sommerferien, er, at jeg nægter at stoppe ved ovenstående frustration. Måske giver de mange spørgsmål en stærkere konklusion end mange svar ville ha' gjort?

Hvis Gud er den, som han siger han er. Hvis biblens budskab om, hvem Gud er og hvad han har gjort for os mennesker gennem Jesus, er sandt, så er Gud: Almægtig, Evig, Kærlig, Barmhjertig, Hellig, Altvidende, Skaber, Herre og Konge over jorden. Et sådant væsen kan aldrig passes ind i et skema eller et teologisk tankesæt udtænkt af mennesker uden at blive ledsaget af en masse spørgsmål og løse ender.
For at understøtte dette kan man tænke over, hvor svært det er at definere menneskers væsen og egenskaber. I Danmark har vi et Søren Kierkegaard institut. En hel afdeling af vores forskerverden, som er dedikeret til år efter år blot at undersøge en enkelt mands handlinger og holdninger. En mand begrænset af tid, rum, kraft og død. Der er 6 fuldtidsansatte professorer og lektorer, der forsker i én enkelt mands liv. Perspektiverer man dette til et "Guds institut", så bliver konsekvenserne svære at gribe. Hvor mange mennesker skal der så ikke til for at forstå en Gud, som er evig, uden for tid og rum, almægtig og udødelig?
Den logiske slutning bliver tværtimod, at det ikke kan lade sig gøre at kortlægge et sådant væsen til fulde.

Lige præcis ovenstående konklusion bliver derved svaret på den indledende frustration omkring de mange spørgsmål og få svar. Hvis Gud er den, han siger han er, så er han så uforståelig, at jeg vil gøre alt jeg kan for at forstå ham. Så er han så udefinerbar, at jeg vil gøre alt jeg kan for at prøve at definere ham. Guds dybde er så uudsigelig, at et teologisk system altid vil have mangler og "blind spots" overfor en komplet beskrivelse af hans natur. Men lige præcis fordi hans dybde er så vild og fantastisk, så er det en ære at få lov til at arbejde hver dag på at finde et svar eller en tankestrøm, som kan beskrive bare en promille mere af hvem Gud er og hvad han har gjort for verden gennem Jesus Kristus.

Det er en ældgammel sandhed, at spørgsmål giver flere svar end svar giver. Sokrates, nogle vil mene en ret indflydelsesrig og klog person, levede ud fra et spørgende mindset og sagde sådan her: "Undren er begyndelsen til visdom". Han grinte af sofister, der mente om sig selv, at de allerede havde fundet alle svarene.

Jeg vil aldrig være en teologisk sofist, der mener at kende alle svarene om Gud, men jeg vil elske spørgsmålene og samtidig vil jeg kæmpe for at undre mig over, og kende bare en smule mere af, Guds enorme dybe og uendeligt mangfoldige væsen. 

Dåb - en udfordring til postmodernitet og DK anno 2017

I filmen "In Time" fra 2011 følger man hovedpersonen Will Salas. Will arbejder i en futuristisk fremtidsverden, hvor hans løn er tid, altså helt konkrete timer, minutter og sekunder. I denne verden ældes man ikke længere, når man har fyldt 25 år. I stedet lever man den den resterende tid man ejer. Det betyder for den fattige arbejdsklasse, som Will tilhører, at man må arbejde hver dag for at tjene timer nok til at leve endnu en dag. Will har altså aldrig mere end ca. 24 timer at leve i. Han lever et liv i fastlåsthed og bundethed til fabrikken han arbejder på, da de, som ejere af den livsvigtige tid, holder hans skæbne i deres hænder.

En dag får Will et møde, der vender op og ned på hele hans verden. Gennem en række tilfældigheder møder han tidsmillionæren Henry Hamilton. I dette tidsunivers er det muligt at overføre tid mellem mennesker, hvis man griber om en andens underarm og holder fast. En nat er Will faldet i søvn i Henrys selskab, og da han vågner igen er Henry forsvundet. Senere i filmen indser Will, at Henry har taget sit eget liv efter deres møde. Men Henry har udført en sidste gerning i livet inden han gik i døden, og denne gerning skaber et altomfattende nybrud i Wills liv. Will ser til sin forundring ned på sin arm, da han vågner og indser, at Henry har overført mere end 100 års tid til ham. Will går fra et liv i pendul mellem 2 og 24 timers levetid til nu at eje en "evighed" af tid, næsten 876.000 tusind timer.

I Danmark anno 2017 kan man sige vi også kun har det liv vi selv tjener. Der gives der ikke ved dørene. I Danmark er jeg selv "herre over min egen tid" og "min egen lykkes smed". Hvis man vil frem må man realisere sit fulde potentiale, og livets leves ikke rigtig før, man er i gang med at realisere. Man må finde ind til kernen af sit eget væsen, for derinde og kun derinde kan liv, mening, substans og formål fremarbejdes. Når det brænder på og livet føles mørkt og meningsløst, så leder vi efter svar i vores eget sind og i vores egen bevidsthed. Ligeledes når livet er godt og fantastisk så sendes taknemmeligheden også indad.

Vi har meget lidt sprog i vores kultur for objektiv indflydelse i livet.
Meditation, healing, coaching, selvhjælps-bøger, deltagelse i aktivisme, stræben efter karriere osv. er produkter af en stigende desperation efter at finde fred, fylde og formål i livet for mennesker, der har mistet muligheden for at få det givet ude fra. Mennesker der har mistet forbindelse til en objektiv verden og til et objektivt input ind i hverdagen og i de eksistentielle spørgsmål.

"Vi er et helt samfund af individuelle eksistentialistfabrikker, der arbejder i døgndrift for at producere det bedste og mest og lykkeskabende formål med vores egen eksistens."

Kristendommen tilbyder en radikalt anderledes vej til formål i tilværelsen!
I den kristne dåb modtager man en radikalt ny virkelighed allerede fra barnsben af. Man bliver Guds barn og en del af Guds udvalgte folk her på jord og dermed bliver man arving til hele hans ejendom, endda arving til et virkeligt evigt liv.

I barnedåben forærer Gud det lille barn et livsfundament at bygge på. Et fundament som er spækket med grænseoverskridende løfter og sandheder:
Gud elsker mig
Gud tilgiver mig
Gud holder af mig
Gud ønsker at bruge mig i sit arbejde her på jord
Gud ønsker at være sammen med mig og give mig et evigt liv.

Et fundament som barnet aldrig på nogen måde kan gøres ansvarlig for eller høste anerkendelse for. For på samme måde som med Will, så gives hele det frelsende evigheds fundament til barnet, imens det "sover". Imens det er et lille barn uden mulighed for selv at yde det mindste. Der er ingen sammenhæng mellem barnets ydelse og gaven der foræres til det. Det er alt for intet, en gave uden betingelser, det er nåde.

Derfor kan barnet heller ikke med sine handlinger ødelægge fundamentet, at det er Guds barn. For det er ikke produceret og skabt af barnet selv eller baseret på dets egne meritter og præstationer. Nej det skabt af Ham der i sin kærlighed forærede det til barnet for intet.

Dåbens budskab sætter ethvert menneske fri fra at lede i sig selv efter svar, formål, lykke og fred. I stedet kan mennesket rette sit blik ud imod den objektive kilde til dets livsfundament, Gud. Ligeledes rettes blikket ud imod andre mennesker end mig selv og det skaber hjælpsomhed, venlighed og næstekærlighed.

Hvordan kan Gud tilbyde alt dette?
For at Will kan modtage et evigt liv for intet, måtte det gives af et andet menneske og gennem et andet menneskes død, nemlig tidsmillionæren Henry Hamilton.
Din Henry Hamilton i denne verden er Jesus Kristus. Han valgte at dø og miste alt for at Gud kunne skænke dig alt i dåben.

Dét er gode nyheder!

Farisæere og dømmesyge... eller hvad?

Udgangspunktet for dette indlæg er nogle tanker, der opstod i mig under en yderst spændende debat på MF med overskriften "hvordan formidler vi evangeliet i Danmark i dag?".

Ord som "moralisere" og "linjevogter" blev brugt om den tradition i kirken, som jeg selv er vokset op i og på sin vis stadig har min gang i. Jeg fik endnu engang anfægtelsen i tanken: "Lider jeg af dømmesyge?", "Ligner vi ubevidst farisæere i vores fællesskaber?", "Møder jeg bekendende kristne, tillige ikke-troende med Guds kærlighed og Jesu nåde først?"

En underviser på Menighedsfakueltet fortalte at man engang, heldigvis ikke mere i dag!, henviste til nogle præster som de "vantro" præster. Dette var baseret i store hele på nogle ydre valg og beslutninger som præsterne havde taget i deres virke som præster. Et ekstremt eksempel, javist, men alligevel tror jeg det kan afsløre en tendens blandt måske især "os" på den kirkelige højrefløj.

Jeg har længe tænkt på, at vores fællesskaber ofte er meget fine på overfladen. Jeg er ofte selv meget fin og "from" tror jeg, når andre har deres blik på mig. Men sandheden om mig, ligesom alle andre kristne, er at jeg er en synder. Jeg vælger det gode fra og det onde til hver eneste dag, og synden er lige for Gud uanset hvilken det er, jeg begår. Men det virker bare ofte som om, at de ydre synder(nok særligt: drukkenskab, sex uden for ægteskab, skilsmisse, stoffer osv.) bliver givet en langt højere "værdi" end de indre(f.eks. begær, grådighed, hovmod).

Ovenstående er et postulat man kan være enig eller uenig i, men hvis ovenstående accepteres til en hvis grad, så opstår følgende problemstilling: Var det ikke lige præcis farisæernes fokus på de ydre synder som Jesus gang på gang fordømte dem for? Kalkede grave var de, fordi de passede og plejede et fint ydre og ikke vedkendte sig mørket/synden inden i dem.

Jeg håber aldrig at jeg bliver farisæer(jeg er det måske allerede nogle gange) og dømmer mennesker desto hårdere efter deres ydre valg og handlinger. Som om at præsten der vier homoseksuelle er mere syndig end mig? Som om personen i kirken der afsløres i en synlig synd i kirken har mere brug for nåden end mig? Sandheden er at jeg har ubegribeligt meget brug for Guds nåde på grund af al synden i mit eget liv. Jeg må derfor igen og igen minde mig selv om det absolut eneste der er nødvendigt til frelse: En tro på og tillid til at Jesus Kristus er Guds søn og er gået i døden og opstået fra de døde og derved har sonet alle mine synder, fuldstændig uafhængig af mine gerninger! Selv troen på ham er en gave, som jeg har fået givet af Helligånden.

Derfor må jeg til stadighed minde mig selv om, at alle mennesker, der tror på ovenstående, skal jeg lovsynge sammen med i evigheden!

Er vi blevet farisæere i vores fællesskaber? Er der plads til og accept af at folk rent faktisk falder i synd?

Vi må aldrig gøre dørtrinnet højere til Jesus end han selv gør det! Et vers der særligt provokerer mig i forhold til dette emne er fra Paulus' første brev til menigheden i Korinth kapitel 1,2-3:

Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.

v3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

Menigheden i Korinth begik nærmest samtlige ydre synder, som Paulus nævner. De begik direkte forkastelige seksuelle synder internt i familier og lign. Situationen så meget værre ud på overfladen end i vores menigheder i dag. Men Paulus understreger alligevel i allerførste linje i brevet at menigheden er helliget ved Kristus. Ser du(og mig) én der lever i åbenlys bevidst synd i vores fællesskab, er det så også altid den tilgang vi har til vedkommende?

Lad os øve os i at se synderne i vores eget hjerte først, og lad os aldrig ende som farisæerne. Og blive mennesker der dømmer andre på de ydre handlinger de gør. Det er vi sat fri fra!

Stor parentes:

(Jeg ved godt man kan snakke om et træ kendes på frugten osv., men lige nu her ønsker jeg at prøve at holde fokus på ovenstående. Men det er en valid kritik af nogle af mine tanker og det vil jeg meget gerne tage op i et andet indlæg engang, eller forsøge at nuancere i en eventuel drøftelse.)

Gud du frustrerer mig!

Troen på Jesus, som min frelser, er simpel, men livet i troen på ham synes for mig ofte kompliceret og frustrerende - hvordan kan det være?

I den sidste tid har mit liv som kristen nok været mere fyldt med spørgsmål end med svar. Refleksionerne, udfordringerne, længslerne, skuffelserne, bekymringerne, ja listen bliver hurtigt lang. Den umiddelbart simple tro på, at Jesus har frelst mig alene grundet i hans kærlighed til mig. Og at han blot ønsker, at jeg tager imod hans gave med taknemmelighed og tillid til ham. Den kan og bliver nogle gange blive væk i hverdagens tankemylder og gøremål.

I Matthæus 11,13 lover Jesus mig jo hvile og fred hos ham - men hvad betyder det hvis jeg ikke altid oplever ro og hvile i mit liv med ham?

I mit eget liv kan jeg måske bedre genkende Davids poesi i salme 42, når han skriver: "Hvorfor er du fortvivlet min sjæl?" Denne fortvivlelse tror jeg nødvendigvis ikke springer ud af en grundlæggende tvivl på Gud eksistens og kærlighed. Tværtimod ser jeg den som et udtryk for, når livet med Gud er hårdt, kompliceret og frustrerende. Når jeg ikke elsker som jeg gerne vil elske, når jeg ikke finder de svar jeg ønsker, ja når det hele bare på en eller anden måde virker lidt uforløst. 

Bekymrer jeg mig overhovedet for folk, der ikke kender Jesus?

Er jeg oprigtig i min bøn og min lovsang til Gud, eller gør jeg det bare fordi det er det man gør?

Hvad er egentlig mit syn på (indsæt teologisk emne), og burde jeg ikke være afklaret med det?

Lever jeg virkelig som om Gud rent faktisk findes og er den han siger han er?

Hvorfor lever jeg ikke op til mine egne drømme for mit liv for og med Gud?

Det kan virke en smule stort og uoverskueligt, når det stilles op som ovenfor, men det er jo lige præcis min pointe! Bør jeg ikke som kristen altid spørge mig selv om disse ting eller andre lignende? Bør jeg ikke dagligt ransage min sjæl og lægge mit liv i Guds hænder?

Min erfaring fortæller mig at livet med Gud bliver aldrig, for mig, simpelt. Det er en daglig kamp, forundring, glæde og udfordring at tro på Jesus og leve mit liv på hans ord. Ofte bliver denne frustration over troen negativ i mit hoved og jeg bliver mismodig i mit forsøg på at leve det liv jeg ønsker i taknemmelighed over, hvem Gud er, og hvad Jesus har gjort for mig. Hvad ville der ske, hvis nu det var positivt at leve et liv i frustrationens dans med Gud? Kan det være at den grundlæggende følelse af mening og formål i tilværelsen springer ud af den konstante, levende og dog frustrerende relation som jeg har indgået med Gud som kristen?

Jeg ved det ikke endnu.

Det jeg ved er at jeg kun har ét sted at bringe min frustration, og det er, paradoksalt nok, til Gud. I Guds nærvær kan jeg få fred og ro fra mine frustrationer i livet med ham. Det kan virke helt ulogisk, når jeg takker Gud for fred fra mine bekymringer. Da disse bekymringer jo tit springer ud af helt konkrete udfordringer af hans eget ord til mig. Dér må jeg altid sætte min lid til, at Gud ønsker en relation med mig hver eneste dag, og at han glæder sig hver eneste gang jeg kommer frem for ham i bøn og i tanke. Den lid og det håb jeg har i Jesus må altid overvinde frustrationens og bekymringens råb i mit liv. På den sandhed kan jeg tro på Jesu ord til mig om fred og hvile i ham, fordi jeg i ham kan komme lige præcis som jeg er. Hos ham kan jeg, ligesom David gjorde det i salmerne, bringe min frustration imod ham, velvidende at han aldrig viser mig bort.

Jeg tror aldrig vi må fremstille livet med Gud som et simpelt og problemfrit liv. Det er for overfladisk. Nej, livet med Gud er fyldt med en uendelig dybde og rigdom. I Romerbrevet skriver Paulus det således:" O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!" Dybden af relationen med Gud må følges af brydninger og spændinger, fordi jeg bare ikke kán rumme hans væsen eller blot hele hans ord til mig. Min erfaring siger mig, at jeg ikke kan forvente en simpel og nem tilværelse i livet med Gud. Og jeg har endnu ikke fundet svaret, nøglen, til at gennemskue det perfekte liv som kristen. Hvem ved om jeg nogensinde finder den?

Det jeg dog ved er:

Jeg vil, gennem alle bekymringer og frustrationer, sætte min lid til ham alle mine dage, for hos ham er der liv, mening og frelse for mig!

Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud.

- Habakkuk 3,18