Med fare for at blive beskyldt for click-bait, så kommer her et indlæg omkring min egen kirkelige organisation, Indre Mission. Indlægget er et umiddelbart resultat af en masse spørgsmål i mit hoved:
Hvordan skal den kristne Kirke tale ind i samfundet i dag? På hvilken måde skal kirkelige organisationer kommunikere til helt almindelige danskere? Hvordan undgår kirker at fordømme mennesker?
Mit hoved er fyldt af disse spørgsmål og tanker i de her dage. Tankerne har været i mit hoved hele efteråret, fordi vi på studiet har fået en masse undervisning om kirken, etik, religion og samfund. Det er indtil nu kulmineret i en længere Facebook-debat under en video, som blev postet af Indre Mission med titlen: "Ikke gode nyheder for alle". I videoen kommer Indre Mission med en kritisk ryst overfor afholdelsen af World Pride i København i 2021, fordi de ser ikke "denne udvikling som gode nyheder"(citat fra videoen). Jeg faldt i mine følelsers vold og kommenterede raskt på opslaget. Det udviklede sig så siden hen til en længere debat, læs med i denne tråd, hvis det interesserer dig.
Jeg er ked af Indre Missions fordømmende ry. Det gør ondt i hjertet, når jeg møder mennesker, som i den grad føler sig angrebet på identiteten i mødet med Indre Missions etiske opråb. For det vil jeg ikke være en del af. Jeg vil gerne noget andet med Indre Mission.
Indre Mission bliver nødt til at skelne mellem almen uretfærdighed og specifik kristelig etik.
Almen uretfærdighed:
Med almen uretfærdighed mener jeg for eksempel menneskehandel(human trafficing). Denne uretfærdighed og grove udnyttelse af mennesker mener jeg, at Kirken må og skal bekæmpe, da det er en almen uretfærdighed for alle mennesker og krænker basale menneskerettigheder.
Altså: Selvfølgelig må og skal Kirken, inklusiv Indre Mission, bruge sin stemme imod den almene uretfærdighed.
Specifik kristen etik:
Tværtimod mener jeg, at f.eks. kritik af World Pride tilhører den specifikke kristne etik. Denne specifikke kristne etik skal ikke påtvinges samfundet. Den er betinget af et kendskab til kristendommen og et liv i efterfølgelse af Jesus Kristus. Den hører kun til inden i kirken, i menigheden af troende. Betaling af tiende, vejledning mod rusmidler mm. er eksempler på dele af den specifikke kristne etik.
Altså: Stop med at pådutte mennesker en etik, som er begrundet i noget(bibelen), som de ikke tror på.
Jeg tror, at alt for mange mennesker i tidens løb har fået et negativt syn på Indre Mission, fordi denne skelnen ikke har været tydelig. Når kristne har fordømt alkoholindtag, dans, trommespil, kortspil, seksuelle vaner osv. overfor for deres ikke-kristne relationer, så har det fremmedgjort mennesker for evangeliet. For det er ikke almen uretfærdighed, at mennesker vælger at drikke alkohol, gå på kasino eller at mødes til en stor World Pride konference. Det er frie valg truffet i overenesstemmelse med de pågældendes egne verdensbilleder. Disse valg skal der være plads til i et liberalt pluralistisk samfund, på samme vis som, at der skal være plads til, at Indre Mission arrangerer lovsangsfest i Holstebro eller at unge vælger at leve deres singleliv i afholdenhed.
Vi må altså ikke møde disse mennesker med foragt og upersonlig generel kritik. Ingen gider da, at lytte på mine etiske præferencer for deres liv, hvis de ikke kender mig og ikke kender grundlaget for dem? Selvfølgelig vil de opfatte mig som bedrevidende og halvarrogant, hvis jeg med bibelen i hånden kritiserer dem for en livsstil, som de aldrig har ønsket målt ud fra bibelens principper.
Hvad er det så du vil David?(kan man spørge)
Jeg ønsker at møde alle mennesker, uanset livsstil, seksual orentering og etnicitet, med den samme kærlighed. Jeg ønsker at se mig selv som et menneske på fuldstændig samme vilkår som dem: En, der har brug for Guds nåde, kærlighed og tilgivelse.
Hvis, og kun hvis, et menneske har mødt evangeliet og er blevet en del af et kristent fællesskab, hvor det har mødt kærlighed, forpligtethed og frimodighed, så kan dette menneske begynde en vandring i den kristne etik, som bibelen møder os med.
Indtil da, så ønsker jeg ikke at møde andre mennesker med fordømmelse eller kritik af deres livsvalg. Og det tænker jeg heller ikke, at min kirke og organisation ønsker. Det er langt sværere at inkludere mennesker i mit liv, som jeg ikke deler livssyn med. Kritik er simpelthen for nemt. Lad os starte med kæmpe en brag kamp for at nedbryde fordomme og invitere mennesker ind i vores liv og fællesskaber med kærlighed.
Jeg vil leve efter de 3 B'er: Belong, believe, behave (hør til et fællesskab, tro og så etik). Alle steder hvor denne rækkefølge har været vendt om i Indre Mission, der frygter jeg, at mennesker er blevet fremmedgjort og marginaliseret. Og det må vi aldrig lade ske i vores missionshuse og kirker! Mennesker har først og fremmest brug for fællesskab! Følelsen af at blive accepteret lige præcis som de er. Der må aldrig være krav til livsstil for at komme ind i det kristne fællesskab!
En masse tanker som er meget rå og upolerede, men det er bare så vigtigt for mig, at få sat på dagsordenen. For det smerter mig, når jeg møder det kristne "moralpoliti". Kristne skal først og fremmest kendes på kærlighed, ydmyghed, selvopofrelse og gæstfrihed! Indtil da, så skal vi droppe al den kritik, sagt på en provokerende måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar