Jeg skriver dette indlæg med den erfaring at jeg ofte møder forkyndelse der taler til mig i to forskellige faser af mit liv:
1. Enten når jeg elsker Gud af hele mit hjerte, forstår og griber nåden og bare ønsker at være en discipel af Jesus, og forkyndelsen giver mig derved råd til at søge Åndens frugter, huske ydmygheden, ikke gøre kærligheden til lov i mit liv og ikke at glemme nåden.
2. Eller når jeg er i den situation at jeg tvivler på Gud, tvivler på hans eksistens og generelt hans rolle i mit liv. Når synden fylder så meget i mit liv at jeg ikke tror tilgivelsen er stor nok til også at gælde mig og til sidst når jeg faktisk ikke ønsker Gud i mit liv og er grebet i ligegyldighedens spil og det verdslige liv virker meget mere tiltrækkende end livet med Jesus.
Jeg har flere gange været i begge situationer i mit liv og har fundet trøst og opmuntring i forkyndelserne talt til mig i denne situation og jeg tror vi er meget gode til at tale ind i menneskers liv når de oplever disse udfordringer. Jeg har blot erfaret på egen krop at jeg måske ser er en tredje livssituation hvor jeg har brug for Guds ords rolle ind i den. Det er lidt kringlet, men jeg vil prøve at beskrive den på bedste måde her:
3. Nogle gange kan man være et sted i sit liv hvor det hele bare, på godt dansk, er noget rod. Jeg tvivler ikke på Gud eller den kraft han kan have i mit liv, tværtimod. Jeg går faktisk inderligt og venter på at Gud han bruger noget af den kærlighed og retfærdighed, som han har lovet mig, på at "fikse" mit liv. Det er bare som om at det hele er en mudret affære af nederlag, sejre, dybe oplevelser med Gud, bekymringer og helt generelt en usikkerhed og nervøsitet for fremtiden. En ubehagelig udgave af tilværelsen hvor det synes at livet udspiller sig i Piraten i Djurs Sommerland, hvor ingenting er sikker grund og hvor man aldrig kan se længere frem end til næste sving, fald eller stigning.
Biblen må vel sige noget til mig i den situation?
Jeg har søgt længe efter det, indtil jeg en dag snublede over Salme 77. Lad os se på den:
v2 Jeg råber højt til Gud om hjælp, jeg råber så højt til Gud at han må høre mig!.....
... v5 Jeg er urolig og kan ikke tale,
v6 jeg mindes fortids dage, jeg husker med ondt i sindet forgange år.
v7 Om natten grunder jeg på det der skete, jeg tænker efter og ransager mig selv.
v8 Forstøder Herren for al evighed?
Vil han ikke længere vise nåde?
v9 Er hans troskab forbi for evigt?
Lyder hans ord aldrig mere?
v10 Har Gud glemt at være nådig?
Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage?
v11 Jeg siger: Det er mig en smerte, at den Højestes højre hånd ikke er den samme
Forfatteren af denne salme har ikke en situation der minder om hverken 1 eller 2. Han er tydeligvis ikke i 1. livsituationen, da han må råbe til Gud. Livet er ikke bare efterfølgelsens mirakel med nye glæder og oplevelser med Gud hver dag. Samtidig vil jeg hævde at han heller ikke befinder sig i 2. Årsagen til dette er at ligegyldigheden overfor Gud ikke er et tema, og nåden er heller ikke noget han ikke kender til og søger. Jeg tror nøglen til at forstå ham er vers 11, hvor han beklager sig over at Herrens højre hånd ikke er den samme, hvilket vidner om en livsituation hvor det går som i rutschebanen. Herren sender sving og hjørner i livet hver eneste gang man lige troede at nu var der ro på.
Tænk kort over sætningen: "Gud er ikke forvirringens Gud..."
Mærker du altid den sandhed i dit liv?
Nu forventes det nok at jeg kommer med en form for svar på hvordan man løser denne situation, eller en historie om hvordan det hele blev godt igen fx med dette citat fra Jeremias: "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give en fremtid og et håb.."
Det bliver bare ikke denne gang. For det tror jeg bare ikke er behovet for personen midt i dette.
Rodet er der bare, det er uoverskueligt, giver ikke mening, er ikke fair, og ind i det er Gud er den samme som altid. Det er fakta.
Hvordan kan jeg møde Gud i det?
Min erfaring fortæller mig at det er svært men muligt.
Den vigtigste pointe for mig med dette indlæg er først og fremmest at bringe det frem i lyset at nogen gange så er livet bare kompliceret og ufremkommeligt, men at det ikke betyder at jeg tvivler på Gud eller ikke søger ham! Man kan ikke blot læse de gode bibelvers og synge nogen lovsange og så er det ovre. Uanset hvem der ellers ville hævde det, så må min dyrtkøbte livserfaring være uenig.
Det er en tid, som man er i, indtil man går ind i en ny, og erkendelsen af dette er nok første skridt på vejen mod en større fred med Gud i disse perioder. Når den vigtigste pointe er givet, og ikke kan understreges nok, så vil jeg komme med tre erfaringer hvor freden med Gud kan vokse selv i denne livssituation:
1. Den ærlige bøn alene med Gud.
Her beder jeg fx Salme 77 til Gud og bruger den tid med Gud det tager for mig at forklare ham hele rodet, tænke over det, forklare det igen og bare være med ham i den frustration. Samtidigt med dette bruge tid på at påkalde Helligånden til at virke fred i sindet, tankerne og følelserne i bøn og stole på han kan og vil det.
2. Det er okay at du ikke fester til alle lovsange
Søg altid lovsangen og tilbedelsen af Gud uanset din livssituation, det er vigtigt! I tiden med rod og bekymringer har jeg dog oplevet, at jeg får en fred hvis jeg er ærlig overfor mig selv og erkender at den glæde og fest der er i en specifik lovsang, den kan jeg bare ikke dele med Gud pt.
Så gå i stedet ud og få noget luft og stilletid, eller luk øjnene i bøn og del hvordan du rent faktisk har det med Gud.
3. Gud sender helte i denne livssituation
I tider hvor livet virker som noget rod, så har jeg igen og igen erfaret at Gud sender kristne brødre og søstre i hans sted med lyttende øre og tålmodige sind. Det er utroligt hvordan Guds ånd kan være til stede og lede en samtale derhen hvor man har brug for det, når man står i rod til halsen som kristen. Søg den gode snak med en kristen bror eller søster, for det råd du måske ikke føler Gud har givet helt konkret i bønnen, kan sagtens komme fra Gud gennem din homie.
Jeg håber det giver mening, og hvis ikke, så er det nok fordi hele emnet kredser omkring når tingene ikke giver mening, så tilgiv mig hvis det er helt uforståeligt.
Jeg tænkt længe over om jeg ikke skulle give et bibelvers til dig i denne situation og ønskede det egentlig ikke, da jeg mest ønsker at du søger nogle af de ovenstående råd, da bibelvers for mig personligt ikke altid har været gode i denne periode. Hvis jeg dog skulle komme med et, der på en eller anden måde kan give en lille smule fred, så tror jeg det skal være dette:
Fil 4,13:
" Jeg glemmer hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til Kristus Jesus."
Der er meget mere at skrive om dette og hvert enkelt punkt kan skrives mere detaljeret, men nu hvor det er et blog indlæg som helst skal være nogenlunde spiseligt, så håber jeg det giver inspiration til selv at arbejde med dette.
Ellers så skriv hvis i er dybt uenige, enige og især hvis der er noget i ønsker forklaret bedre, for jeg vil vildt gerne indgå en dialog omkring dette hvis det rører lige præcis dig!
