"Det var bare så pinligt!"
"Hvorfor skal du altid ydmyge mig foran de andre?"
"De andre driller mig, fordi jeg er kristen"
Måske kender du det? Erfaringen af ydmygelsen. Hvorfor giver Gud os ikke nogle beviser, så vi kan ydmyge dem for deres mangel på tro? Tænker jeg ind i mellem.
Som kristen har jeg haft min del af ydmygende oplevelser. Den rungende stilhed efter svaret: "Ja, jeg er kristen". De skæve blikke eller den drillende latter efter jeg tog til KFS første gang på gymnasiet. Det er ydmygende at kæmpe for at leve efter bibelens foreskrifter for det gode liv. Det er ydmygende at tro på overnaturlige ting. Måske er det i virkeligheden også ydmygende at lederen af min tro døde på et kors?
Jeg ser et samfund omkring mig, hvor det er underligt at være kristen. Det er ikke ligefrem i tidens ånd at tro på en personlig Gud. At selvsamme Gud også skulle have en mening om den måde, jeg lever mit liv på. Ja mere mærkeligt kan det vel næsten ikke blive. Og mærkelig må man jo ikke være i vores samfund. De skæve eksistenser er i stigende grad en belastning for vores samfund. I et befolkning hvor frihed er så vigtigt, der er det foruroligende så mange friheder, der berøves i disse år. Om det er burkaer eller bederum eller noget helt tredje.
Tilbage til os mærkelige kristne. Kan vi ikke bare assimilere med samfundet og falde i et med den grå masse? Nej desværre.
Det ligger faktisk i kernen af kristendommen, at kirken vil opleve ydmygelse og forfølgelse. Grundlæggerne af kirken var endda "det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er..." Prostituerede, bedragere, løgnere og brudte mennesker var de første som råbte kristendommens fortælling på alle gadehjørner. Mennesker som havde oplevet deres del af ydmygelse i dette liv. Men lige præcis det, at kristendommen er åben for selv de ydmygede rummer en stærk udfordring til tidsånden i dag!
Nogle gange drømmer jeg om anerkendelse og ære til kirken. Jeg drømmer om, at vi kristne kan få lov til at udøve vores tro uden restriktioner og måske endda også at samfundet vil begynde at holde af os. Det ville faktisk ikke gøre noget, hvis folk synes det var lidt sejt, at jeg tror på Jesus. Det er bare ikke sandheden om en kristen eller om kirken.
For kristendommen er grundlagt af en ydmyget mand. En hånet og latterliggjort mand, der ydmygede sig selv for at give mennesker et håb om en ny tidsalder.
En tidsalder hvor de sidste bliver de første.
Et sted hvor jeg ikke længere skal kæmpe for at blive den største.
Et fortælling om en mand, der blev gjort stille.
Ja, en historie om en Gud, der blev den lille.
Jeg tror at Jesus virkelig skabte en vej mod denne tidsalder gennem sin ydmygelse for hele verdens skyld.
Derfor vil jeg glæde mig over min ydmygende kristendom. For min Herre er ikke en tyran eller en livsdiktator.
Tværtimod.
Min Gud og min Herre er så stor, at han blev lille for min skyld.
