Frihed til at elske

Her den anden dag sad jeg og arbejdede på en forkyndelse og kæmpede lidt med et sted i Kolossenserbrevet. Paulus taler her om det nye liv i Kristus og samtidig formaner han os til at tage afstand fra nogle ting: filosofi, verdens magter, jordiske ting osv. En på mange måder klassisk Paulus forkyndelse, hvor grundtanken er at den troende skal lægge sit gamle liv bag sig og leve det nye liv i Kristus.

Jeg tænker tit på friheden under nåden og sætningen "alt er tilladt, men ikke alt gavner". Paulus understreger flere steder, at som kristen er jeg i min grundform fuldstændig sat fri. Jeg er et frit menneske med frihed til at vælge som jeg vil. Kristus har opfyldt lovens krav og er død for mig, og derfor gælder loven, at jeg skal dømmes efter mine gerninger mod Gud og mennesker, ikke længere for mig, for den er der betalt for, i mit liv.

I lyset af den her tale, hvordan kan Paulus så skrive op og ned ad lange sider om hvordan vi skal leve livet? Hvorfor giver han mig en masse påbud og regler som jeg skal følge, nu hvor jeg er sat fri?

Pludselig slog det mig imens jeg læste følgende i Kolossenserbrevet 3,14:

"Men over alt dette skal i iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd…" 

Paulus har lige skrevet tusind ting om, at vi skal have inderlig barmhjertighed, bære over med hinanden, holde os fra diverse afguder. Klassisk Paulus igen, men her er der måske en nøgle til det hele.

Prøv at overveje denne tanke:

Kan det være muligt at alt Paulus skriver i alle sine breve grundlæggende handler om 2 ting: At vi skal vokse i kærlighed til Gud og til mennesker?

Kan det passe at alt Paulus skriver drejer sig rundt om denne simple sandhed? Har Paulus bare revet totter ud af sit skæg, hver gang han skulle skrive et brev og formulere det hele på en ny måde igen, fordi han bare ikke har kunnet begribe hvorfor de kristne ikke bare ville elske Gud og elske mennesker?

Vi får af vide gentagne gange af Paulus at vi skal holde os fra denne verdens tanker, filosofier og tomme bedragerier? Er det fordi Paulus bare synes at filosofi er træls? Måske fordi der ikke er nogle langsigtede jobmuligheder? Nej! Det er fordi at filosofierne på bibelsk tid såvel som i dag forhindrer bibelsk kærlighed til Gud og til mit medmenneske, næsten.

Epikuræerene, en af de filosofiske strømninger på bibelsk tid, troede ikke der var et liv efter døden. De kunne derfor ikke vokse i kærlighed til Gud. Stoikerne, en anden strømning i tiden, var determinister og fokuserede udelukkende på den fornuftige handling for selvet - dette umuliggøre selvopofrende næstekærlighed. Kan det samme ikke siges i dag med succesbølgen og selviscenesættelsesbølgen? Det hele handler om, at det der holder mig fra at vokse i kærlighed til Gud og til min næste skal der advares imod. Hvor møder du tanker og ideologier i din hverdag, som leder dit fokus væk fra at elske Gud og elske mennesker?

For at provokere her til sidst vil spørge mig selv - hvad vil jeg helst læse i min bibel? At kvinder skal tie i menigheden og at man ikke må danse og drikke alkohol? Eller ønsker jeg at finde et kald til selvopofrende tålmodig kærlighed til Gud og min næste derinde et sted? I frygt for at jeg kan blive nødt til at gøre det?

I Romerbrevet forkynder Paulus Jesu død og opstandelse så stærkt og så klart. Jeg kan, som det fejlfulde og uperfekte menneske jeg er, få del i evigt liv gennem Jesus. Dette fordi hans død har slettet alle mine overtrædelser imod mennesker og imod Gud. Det eneste jeg skal er at tro det er sandt, tage imod det og sætte min tillid til ham så kan jeg stå fuldstændig ren og retfærdig foran Gud en dag. Dette er den gode nyhed, det glade evangelium, som er den grundlæggende sandhed for mig som kristen. Har Paulus også noget at sige om kærligheden i dette brev? Det har han!

I samme brev da Paulus har banket denne gennembrydende skelsættende sandhed ind i hjerterne på dem, der tror, der slutter han af således:

"Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke begære og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør altså ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde!"

Jeg er blevet købt fri fra synden så jeg frivilligt og med glæde kan elske min løskøber og mine medmennesker.