Paulus beskrev engang sig selv således:
Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.
Gal 2,20
Det er et omkvæd i meget kristen oplæring, at vores identitet skal være i Kristus. D.v.s. grundlagdet for vores værdi skal være det, som Kristus kan give os. Det er en udfordrende del af livet i troen, og jeg må indrømme, at jeg selv flere gange har fundet en identitet i mig selv, der byggede mindst lige så meget, hvis ikke mere, på andre ting end Kristus. Det gør desværre ofte ondt, før det bliver synligt, at mit grundlag har rykket sig væk fra Kristi kærlighed. Intellekt, udseende, alkohol, at få en kæreste, social status og succes. Mange stemmer kan tage pladsen fra ham. Hvad er den største "identitetstyv" i dit liv? Altså den stemme i din tilværelse, der oftest får lov at bestemme din værdi som menneske, på en anden måde end Jesus ville ha' gjort det. Det kan man skrive meget mere om, men for korthedens skyld vil jeg vende mig mod indlæggets egentlige anliggende:
Direkte ud af identiteten springer nemlig autoriteten i mit liv.
Hvis jeg giver nogen eller noget uden for mig selv ret til at korrigere og retlede mine tanker og handlinger i en anden retning, end jeg selv umiddelbart foretrækker, så får det autoritet i mit liv. Derfor gælder det modsatte også, at hvis intet får den ret i mit liv, så har jeg intet værn imod min egen fejlfuldhed. Fundamentet for min identitet er den "nogen" eller det "noget", der har autoritet over mig.
Er min identitet f.eks. rodfæstet i at være den kloge i mine sociale relationer, så styrer det både mine tanker og handlinger. Hver gang en anden udviser større klogskab end mig f.eks. gennem en højere karakter, så vil jeg få dårlige tanker om mig selv og mit eget værd. Samtidig vil mine handlinger præges heraf, for jeg vil begynde at læse endnu hårdere og blive mere konkurrencemindet og en dårligere taber. Simpelt eksempel måske, men pointen er tydelig. Identitet = autoritet i mit liv.
Derfor er det i en kristens liv altafgørende at blive i Kristus og modtage værdi fra ham alene. For så bliver også han alene autoritet i livet. Er Kristus nummer et i mit liv, så vil alle tanker og beslutninger gå forbi Ham for korrigering, retledning og vejledning. Inden jeg banker mig selv i hovedet over ikke at være god nok, så kan Kristus råbe i mit øre: "Du er højt agtet og jeg elsker dig!". Inden jeg bliver vred og skaber splid mellem mennesker, så kan Kristus sige: "Salige er de, der stifter fred". Selv lige inden fristelsen til at [Indsæt selv], så kan Kristus og hans ord minde mig om en bedre vej, der ikke umiddelbart er tydelig for mig selv i øjeblikket.
Men for at Kristus kan få lov at tale ind i mit liv som kristen, så må han først blive det eneste urokkelige grundlag for min identitet og heraf min værdi. Mit eneste værn imod min egen menneskelige tåbelighed og fejlfuldhed bliver da Kristi autoritet i mit liv på baggrund af mit identitet i Ham.
