Jeg vil starte denne serie af indlæg med at tage udgangspunkt i den, for mig, sikreste gyldige gudserfaring i en kristens liv: Nadveren.
Bibelen lærer os, at Herren Jesus kommer med sit nærvær hver eneste gang, vi bryder brødet og drikker vinen efter hans forskrifter. Derfor kan Paulus skrive at: "Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod (1 Kor 11,27). På en mystisk og fascinerede måde, så fylder Jesus brødet og vinen med sig selv på en sådan måde, at vi kan stole på, at vi rent faktisk se, røre og indtage Jesus i nadveren. Det er super mærkeligt, men samtidig smukt, uudgrundeligt og trosstyrkende. Lukas beretter om, at Jesus lover os, at han vil give sig selv til os, når vi fejrer nadveren sammen (Luk 22,19). Så hver eneste gang vi deltager i nadveren så får vi altså Jesus! Helt virkeligt og med fuld sikkerhed. Det er altså, ved Jesu sande og evige løfte, en fuldstændig "bullet-proof" gudserfaring.
Hver eneste søndag kulminerer kirkens gudstjenestefejring i nadverliturgiens erfaringsoverflod. Hele nadverritualet i folkekirkens klassiske højmesse er fyldt af flere konkrete gudserfaringer:
Når præsten siger ordene over brødet og vinen og løfter det op, så vi i menigheden kan se det, så får vi lov til at se Herren Jesu' legeme og blod.
Når jeg får brødet lagt i hænderne, så kan jeg mærke legemet. Det er ikke en "ud-af-kroppen oplevelse" eller en "overåndelig manipulation". Nej, det er brød i mine hænder, som jeg kan røre og føle på.
Når jeg så engang er færdig med at røre ved brødet, så kan jeg endda få lov til at smage Jesu herlighed og nærvær. Der står i Salme 34,19 at vi kan "smage og se at Herren er god". Det løfte opfyldes hver eneste gang, vi spiser brødet til nadveren.
Når jeg får vinen hældt i mit bæger så kan jeg dufte den, og duften kan minde mig om vinunderet i Kana, hvor Jesus åbenbarede, at han er Herre og Gud. Duften kan ligeledes minde mig om det særlige måltid på første sal et sted i Jerusalem, hvor Jesus delte ud af sin kærlighed til sine elskede disciple ved at give dem et fællesskabsmåltid, hvor de kunne møde og erfare ham efter hans himmelfart.
Alle disse forskellige erfaringer: synet, følelsen, smage og duften kan give mig nye erfaringer af Gud hver eneste søndag gennem hele mit liv.
Hvis jeg siger, at jeg aldrig har mærket Gud, eller at jeg aldrig har følt Guds nærvær, så har jeg ikke grebet nadverens utrolige løfte om gudserfaring. For har du indtaget Jesus legeme og blod ved brødet og vinens måltid, så har du erfaret Gud.
Er det en lige stor følelsesmæssig oplevelse hver gang? Nej selvfølgelig er det ikke det. Nadverens virkelighed og virkning er et guddommeligt mysterium. Lad os ikke kræve noget af nadveren, som den ikke har lovet os.
Men lige præcis nadveren er faktisk så vild og derfor afgørende vigtig, fordi den netop giver mig gudserfaring, hver eneste gang jeg deltager i den. Jeg kan se, røre, smage og dufte Jesus hver søndag. Dét er da utroligt. Et dybtfølt tak må lyde i mit liv, hver gang jeg indser det. Jeg må prise Gud i respons på nadveren, når jeg endnu engang griber, at jeg i nadveren får levende åndelig mad og drikke til livet (1 Kor 10,1-4).
Nadveren fylder mit liv med et stort og rungende JA til gudserfaring.
Ja, jeg kan vide mig sikker på gyldig gudserfaring i mit liv.
Ja, jeg kan se, mærke, røre, smage og dufte Jesus i mit liv.
Ja, Jesus har givet sig selv til mig gennem nadveren og forkynder mig hver eneste gang sin død og opstandelse for mig konkret og erfarbart.
