Den sætning har jeg tænkt flere gange på det sidste. I mødet med lidelse, udfordringer og meningsløshed hos mennesker kan jeg ofte blive helt modløs på deres vegne. Her sidder jeg endda som bachelor i teologi med alle svar i hele verdenen om Gud, men netop dette spørgsmål er umådeligt svært at svare på. Faktisk må jeg i mit stille jeg erkende, at jeg ikke kan forstå Gud på det punkt. Hvor pinligt. En teolog, der ikke forstår Gud.
Man kan tale nok så længe om, hvordan et liv med Gud er meningsfyldt, fredsgivende og trøstende, men virkeligheden råber bare tilbage: "Ikke for mig!". Hvordan er Gud med hos den modløse, som har prøvet alt? Hvor er Gud, når hans børn be'r til ham igen og igen, men han forbliver tavs?
Midt i lidelsen er letkøbte svar og teologiske tanker om at vokse i lidelsen og Guds plan på længere sigt - rent ud sagt - skodsvar.
Gud elsker dig. Gud går med dig alle dage indtil verdens ende. Gud tilgiver dig. Gud Gud Gud. Man kan ende med at få Gud helt galt i halsen. Hvor forfærdeligt det så end må lyde for en, der tror på Ham.
Jeg tror virkelig på, at Jesus græder med os, når vi græder. Jeg tror også, at han har båret vores værste lidelser og prøvelser med på korset. Det gør jeg virkelig! Jeg kan ærligt talt ikke forestille mig et liv uden Guds kærlighed til mig, og hans barmhjertighed overfor min enorme fejlfuldhed.
Men mange mennesker erfarer kun fraværet. Fraværet af kærligheden. Fraværet af hjælpen. Fraværet af Guds indgriben, når de har allermest brug for ham. Han svarer ikke engang på deres bøn.
Det kan være de tænker, som ham der skrev Salme 77 i Bibelen:
"Når jeg husker på Gud, må jeg sukke, og tænker jeg efter, svigter mit mod."
Helt ærligt Gud.
Når mennesker kommer til dig, endda i kæmpe livskriser, så svarer du ikke? Det er ikke i orden. Det er ikke tro mod den, du siger du er. Kom nu Jesus. Grib ind. Jeg tigger dig. Hold dine løfter overfor det menneske, der lider. Det skal du!
Sådan lyder min bøn ofte, når jeg møder et menneske, hvis liv er helt tomt for håb, gudserfaring og svar.
Jeg kan ikke andet. Jeg vil ikke andet. Jeg må råbe af Gud og holde ham op på sine løfter.
Helt ærligt Gud.
Men helt ærligt. Tænk, hvis jeg ikke kunne lægge ansvaret over på nogen? Tænk, hvis lidelsen og meningsløsheden ikke kunne flyttes væk fra mig - fra det menneske, der lider. Tænk, hvis vi var overladt til os selv midt i lidelsen, og at vores råb stoppede ved loftet?
Helt ærligt Gud. Tak fordi du lytter. Tak fordi man kan lide hos dig, uden at blive slået i hovedet. Men helt ærligt - hjælp nu de mennesker, der lider. Og hold dine løfter for dem! Hvis ikke, så forstår jeg dig bare ikke.
Og måske det også er okay.
