Tanker om lovsang - stemning og autenticitet

Jeg havde den anden dag en virkelig god og vigtig snak med en ven omkring lovsang både blandt unge og teenagere i de kredse, som vi kommer i. 

For hvordan går det for os? Hvordan er lovsangen i vores menigheder og organisationer? 

Jeg har, som sædvanlig næsten ved emner på denne blog, flere frustrationer forbundet med vores lovsangskultur i dag:

Først af alt vil jeg gerne reflektere lidt over lovsangens stemning. I bibelen findes mange forskellige lovsangstemninger: jubel, dans, sorg, åndelig fylde, glæde, klageskrig, valfartssalmer osv. Det er derfor tydeligt, at ikke én enkelt stemning kan rumme sand bibelsk lovsang. Derfor stammer nogle af mine frustrationer måske fra møder, stævner eller events, hvor kun én stemning særligt udøves. F.eks. når dansen og jublen virker som den eneste og foretrukne stemning. På samme måde kan det virke ensidigt, når kun stilheden, roligheden og hymnen fylder hele lovsangen.

Desværre virker det som om, at mit fællesskab driver med "lovsangsstrømmen" i det store landskab, som de sidste par år har været særligt fokuseret på dansen, festen, glæde og den ekstatiske atmosfære. Problemet er bare, at denne atmosfære kan virke kvælende for det brudte menneske.

Jeg oplevede dette for to år siden. Imens min morfar var syg, var jeg på KFS' Påskelejr. Jeg hørte en stærk aftenforkyndelse, som særligt talte til mine følelser, min sorg og mine bekymringer over min morfars forhold til Gud. Derfor var jeg efter forkyndelsen helt brudt og i en sørgende stemning. 

Umiddelbart herefter begyndte lovsangsbandet at spille den vildeste festmusik, og nu skulle vi feste og synge sangen "Alt er vel - jeg er fri". Jeg prøvede at gribe feststemningen, som man jo gør, men måtte hurtigt erkende, at det kunne jeg ikke. Jeg blev nødt til at gå. Jeg gik udenfor og blev derude resten af aftenen, fordi jeg bare ikke kunne være i den stemning. Den kvalte mig fordi, at den ikke kunne rumme mig i mit forhold til Gud på dette konkrete tidspunkt. Øv.

Jamen David, det er jo aldrig muligt at lave lovsang for flere hundrede mennesker, hvor man rammer alle menneskers følelser?

Nej, det kan man nemlig ikke. Så måske vi skulle overveje og revurdere lovsangens plads og rolle i disse store forsamlinger? I en forsamling på 10-20 eller 50 mennesker kan lovsangsbandet i meget højere grad mærke rummet og tilpasse sangene og stemningen efter menigheden. 

I bibelen sker lovsangen næsten altid på baggrund af de udøvendes sindelag. Når Israel synger jubel/festlovsange, så sker det på baggrund af den glæde og eufori, som de oplevede. F.eks. da Gud skilte vandene i 2 Mos. 15. Eller i Klagesangene hvor lovsangen er sørgende og stemningen er mismodig på grund af forfatterens egne frustrationer. 

Lovsang er altså en respons til Gud på baggrund af menighedens konkrete erfaring af Ham lige nu.

Vi bør reflektere over hvilken lovsangsstemning, vi ønsker. Det skal vi faktisk gøre hver eneste gang, vi planlægger lovsang. Vi må ikke drive med lovsangsstrømmen. Ellers ender vi med en masse mennesker, der fortæller denne historie om sig selv: "Lovsang er bare ikke noget for mig... Jeg har bare så svært ved at komme i den rigtige stemning". 

Lovsang handler ikke om at komme i den rette stemning! Lovsang handler om at råbe ud til Gud ud fra det sted, hvor man er lige nu. Om det er med tak, frustration, glæde, dans, reflektion eller bøn vil så variere fra gang til gang.

Hvordan rummer vi det i de store fællesskaber og events? I don't know. Men det er tankevækkende, at jeg nærmest oplever den samme stemning, hver gang vi skal lovsynge sammen i store flokke. Nemlig jubelen, dansen, glæde og festen.

Jeg drømmer om:

En reflekteret lovsang, der gør alt muligt for at kende forsamlingens sindelag. En lovsang der ikke bare er en programlagt fest, men en direkte respons på Guds handlen f.eks. gennem forkyndelse, nadver og erfaring. En lovsang i ånd og sandhed, hvor jeg er bevidst til stede gennem det hele og er autentisk i mit udtryk.

Autenticitet må være et nøgleord for lovsang. Enhver kristen og menighedens fællesskab som et hele skal lovsynge autentisk i forhold til sit nuværende sted i livet. Lovsang må aldrig blive revet væk fra det konkrete levede liv. For så sekulariserer vi lovsangen og adskiller ånd fra sjæl og legeme på en usund måde.

Magnus Malm skriver sådan i sin bog "Som om Gud ikkefindes" i et afsnit om den overåndelige kirke:

"Som i al sekularisering sker dette ikke gennem bevidste valg. Der er nok ingen, der beslutter sig for, at "jeg vil lukke af for mine menneskelige følelser og tanker". Men de besværlige følelser og tanker vækker et ubehag, som jeg ikke umiddelbart kan forbinde med mine åndelige erfaringer. Derfor vil jeg være tilbøjelig til at give dem lidt mindre opmærksomhed. Fortsætter jeg på den vej, har jeg snart udviklet et filter for, hvilke følelser og tanker der er "godkendte" og "åndelige". Dermed er vejen banet for sekularisering, ved at jeg er begyndt at afskærme mig mod den menneskelighed, som er min eneste mulige kontaktflade mod Gud. Tilbage står en stadig mere uvirkelig religiøsitet"

Ser du noget af vores lovsangskultur i ovenstående? Det gør jeg måske nogle gange. Og dét giver grund til eftertanke og selvransagelse synes jeg. 

Drop nu kritikken Indre Mission

Med fare for at blive beskyldt for click-bait, så kommer her et indlæg omkring min egen kirkelige organisation, Indre Mission. Indlægget er et umiddelbart resultat af en masse spørgsmål i mit hoved:

Hvordan skal den kristne Kirke tale ind i samfundet i dag? På hvilken måde skal kirkelige organisationer kommunikere til helt almindelige danskere? Hvordan undgår kirker at fordømme mennesker?

Mit hoved er fyldt af disse spørgsmål og tanker i de her dage. Tankerne har været i mit hoved hele efteråret, fordi vi på studiet har fået en masse undervisning om kirken, etik, religion og samfund. Det er indtil nu kulmineret i en længere Facebook-debat under en video, som blev postet af Indre Mission med titlen: "Ikke gode nyheder for alle". I videoen kommer Indre Mission med en kritisk ryst overfor afholdelsen af World Pride i København i 2021, fordi de ser ikke "denne udvikling som gode nyheder"(citat fra videoen). Jeg faldt i mine følelsers vold og kommenterede raskt på opslaget. Det udviklede sig så siden hen til en længere debat, læs med i denne tråd, hvis det interesserer dig.

Jeg er ked af Indre Missions fordømmende ry. Det gør ondt i hjertet, når jeg møder mennesker, som i den grad føler sig angrebet på identiteten i mødet med Indre Missions etiske opråb. For det vil jeg ikke være en del af. Jeg vil gerne noget andet med Indre Mission.
Indre Mission bliver nødt til at skelne mellem almen uretfærdighed og specifik kristelig etik.


Almen uretfærdighed:
Med almen uretfærdighed mener jeg for eksempel menneskehandel(human trafficing). Denne uretfærdighed og grove udnyttelse af mennesker mener jeg, at Kirken må og skal bekæmpe, da det er en almen uretfærdighed for alle mennesker og krænker basale menneskerettigheder.
Altså: Selvfølgelig må og skal Kirken, inklusiv Indre Mission, bruge sin stemme imod den almene uretfærdighed.

Specifik kristen etik:
Tværtimod mener jeg, at f.eks. kritik af World Pride tilhører den specifikke kristne etik. Denne specifikke kristne etik skal ikke påtvinges samfundet. Den er betinget af et kendskab til kristendommen og et liv i efterfølgelse af Jesus Kristus. Den hører kun til inden i kirken, i menigheden af troende. Betaling af tiende, vejledning mod rusmidler mm. er eksempler på dele af den specifikke kristne etik.
Altså: Stop med at pådutte mennesker en etik, som er begrundet i noget(bibelen), som de ikke tror på.

Jeg tror, at alt for mange mennesker i tidens løb har fået et negativt syn på Indre Mission, fordi denne skelnen ikke har været tydelig. Når kristne har fordømt alkoholindtag, dans, trommespil, kortspil, seksuelle vaner osv. overfor for deres ikke-kristne relationer, så har det fremmedgjort mennesker for evangeliet. For det er ikke almen uretfærdighed, at mennesker vælger at drikke alkohol, gå på kasino eller at mødes til en stor World Pride konference. Det er frie valg truffet i overenesstemmelse med de pågældendes egne verdensbilleder. Disse valg skal der være plads til i et liberalt pluralistisk samfund, på samme vis som, at der skal være plads til, at Indre Mission arrangerer lovsangsfest i Holstebro eller at unge vælger at leve deres singleliv i afholdenhed.

Vi må altså ikke møde disse mennesker med foragt og upersonlig generel kritik. Ingen gider da, at lytte på mine etiske præferencer for deres liv, hvis de ikke kender mig og ikke kender grundlaget for dem? Selvfølgelig vil de opfatte mig som bedrevidende og halvarrogant, hvis jeg med bibelen i hånden kritiserer dem for en livsstil, som de aldrig har ønsket målt ud fra bibelens principper.

Hvad er det så du vil David?(kan man spørge)

Jeg ønsker at møde alle mennesker, uanset livsstil, seksual orentering og etnicitet, med den samme kærlighed. Jeg ønsker at se mig selv som et menneske på fuldstændig samme vilkår som dem: En, der har brug for Guds nåde, kærlighed og tilgivelse.

Hvis, og kun hvis, et menneske har mødt evangeliet og er blevet en del af et kristent fællesskab, hvor det har mødt kærlighed, forpligtethed og frimodighed, så kan dette menneske begynde en vandring i den kristne etik, som bibelen møder os med.
Indtil da, så ønsker jeg ikke at møde andre mennesker med fordømmelse eller kritik af deres livsvalg. Og det tænker jeg heller ikke, at min kirke og organisation ønsker. Det er langt sværere at inkludere mennesker i mit liv, som jeg ikke deler livssyn med. Kritik er simpelthen for nemt. Lad os starte med kæmpe en brag kamp for at nedbryde fordomme og invitere mennesker ind i vores liv og fællesskaber med kærlighed.

Jeg vil leve efter de 3 B'er: Belong, believe, behave (hør til et fællesskab, tro og så etik). Alle steder hvor denne rækkefølge har været vendt om i Indre Mission, der frygter jeg, at mennesker er blevet fremmedgjort og marginaliseret. Og det må vi aldrig lade ske i vores missionshuse og kirker! Mennesker har først og fremmest brug for fællesskab! Følelsen af at blive accepteret lige præcis som de er. Der må aldrig være krav til livsstil for at komme ind i det kristne fællesskab!

En masse tanker som er meget rå og upolerede, men det er bare så vigtigt for mig, at få sat på dagsordenen. For det smerter mig, når jeg møder det kristne "moralpoliti". Kristne skal først og fremmest kendes på kærlighed, ydmyghed, selvopofrelse og gæstfrihed! Indtil da, så skal vi droppe al den kritik, sagt på en provokerende måde.