Tanker om lovsang - stemning og autenticitet

Jeg havde den anden dag en virkelig god og vigtig snak med en ven omkring lovsang både blandt unge og teenagere i de kredse, som vi kommer i. 

For hvordan går det for os? Hvordan er lovsangen i vores menigheder og organisationer? 

Jeg har, som sædvanlig næsten ved emner på denne blog, flere frustrationer forbundet med vores lovsangskultur i dag:

Først af alt vil jeg gerne reflektere lidt over lovsangens stemning. I bibelen findes mange forskellige lovsangstemninger: jubel, dans, sorg, åndelig fylde, glæde, klageskrig, valfartssalmer osv. Det er derfor tydeligt, at ikke én enkelt stemning kan rumme sand bibelsk lovsang. Derfor stammer nogle af mine frustrationer måske fra møder, stævner eller events, hvor kun én stemning særligt udøves. F.eks. når dansen og jublen virker som den eneste og foretrukne stemning. På samme måde kan det virke ensidigt, når kun stilheden, roligheden og hymnen fylder hele lovsangen.

Desværre virker det som om, at mit fællesskab driver med "lovsangsstrømmen" i det store landskab, som de sidste par år har været særligt fokuseret på dansen, festen, glæde og den ekstatiske atmosfære. Problemet er bare, at denne atmosfære kan virke kvælende for det brudte menneske.

Jeg oplevede dette for to år siden. Imens min morfar var syg, var jeg på KFS' Påskelejr. Jeg hørte en stærk aftenforkyndelse, som særligt talte til mine følelser, min sorg og mine bekymringer over min morfars forhold til Gud. Derfor var jeg efter forkyndelsen helt brudt og i en sørgende stemning. 

Umiddelbart herefter begyndte lovsangsbandet at spille den vildeste festmusik, og nu skulle vi feste og synge sangen "Alt er vel - jeg er fri". Jeg prøvede at gribe feststemningen, som man jo gør, men måtte hurtigt erkende, at det kunne jeg ikke. Jeg blev nødt til at gå. Jeg gik udenfor og blev derude resten af aftenen, fordi jeg bare ikke kunne være i den stemning. Den kvalte mig fordi, at den ikke kunne rumme mig i mit forhold til Gud på dette konkrete tidspunkt. Øv.

Jamen David, det er jo aldrig muligt at lave lovsang for flere hundrede mennesker, hvor man rammer alle menneskers følelser?

Nej, det kan man nemlig ikke. Så måske vi skulle overveje og revurdere lovsangens plads og rolle i disse store forsamlinger? I en forsamling på 10-20 eller 50 mennesker kan lovsangsbandet i meget højere grad mærke rummet og tilpasse sangene og stemningen efter menigheden. 

I bibelen sker lovsangen næsten altid på baggrund af de udøvendes sindelag. Når Israel synger jubel/festlovsange, så sker det på baggrund af den glæde og eufori, som de oplevede. F.eks. da Gud skilte vandene i 2 Mos. 15. Eller i Klagesangene hvor lovsangen er sørgende og stemningen er mismodig på grund af forfatterens egne frustrationer. 

Lovsang er altså en respons til Gud på baggrund af menighedens konkrete erfaring af Ham lige nu.

Vi bør reflektere over hvilken lovsangsstemning, vi ønsker. Det skal vi faktisk gøre hver eneste gang, vi planlægger lovsang. Vi må ikke drive med lovsangsstrømmen. Ellers ender vi med en masse mennesker, der fortæller denne historie om sig selv: "Lovsang er bare ikke noget for mig... Jeg har bare så svært ved at komme i den rigtige stemning". 

Lovsang handler ikke om at komme i den rette stemning! Lovsang handler om at råbe ud til Gud ud fra det sted, hvor man er lige nu. Om det er med tak, frustration, glæde, dans, reflektion eller bøn vil så variere fra gang til gang.

Hvordan rummer vi det i de store fællesskaber og events? I don't know. Men det er tankevækkende, at jeg nærmest oplever den samme stemning, hver gang vi skal lovsynge sammen i store flokke. Nemlig jubelen, dansen, glæde og festen.

Jeg drømmer om:

En reflekteret lovsang, der gør alt muligt for at kende forsamlingens sindelag. En lovsang der ikke bare er en programlagt fest, men en direkte respons på Guds handlen f.eks. gennem forkyndelse, nadver og erfaring. En lovsang i ånd og sandhed, hvor jeg er bevidst til stede gennem det hele og er autentisk i mit udtryk.

Autenticitet må være et nøgleord for lovsang. Enhver kristen og menighedens fællesskab som et hele skal lovsynge autentisk i forhold til sit nuværende sted i livet. Lovsang må aldrig blive revet væk fra det konkrete levede liv. For så sekulariserer vi lovsangen og adskiller ånd fra sjæl og legeme på en usund måde.

Magnus Malm skriver sådan i sin bog "Som om Gud ikkefindes" i et afsnit om den overåndelige kirke:

"Som i al sekularisering sker dette ikke gennem bevidste valg. Der er nok ingen, der beslutter sig for, at "jeg vil lukke af for mine menneskelige følelser og tanker". Men de besværlige følelser og tanker vækker et ubehag, som jeg ikke umiddelbart kan forbinde med mine åndelige erfaringer. Derfor vil jeg være tilbøjelig til at give dem lidt mindre opmærksomhed. Fortsætter jeg på den vej, har jeg snart udviklet et filter for, hvilke følelser og tanker der er "godkendte" og "åndelige". Dermed er vejen banet for sekularisering, ved at jeg er begyndt at afskærme mig mod den menneskelighed, som er min eneste mulige kontaktflade mod Gud. Tilbage står en stadig mere uvirkelig religiøsitet"

Ser du noget af vores lovsangskultur i ovenstående? Det gør jeg måske nogle gange. Og dét giver grund til eftertanke og selvransagelse synes jeg.