onsdag den 20. marts 2019

Løst spredte tanker om tro og tvivl for en postmoderne kristen

Tro er fast tillid. En overbevisning om noget, der ikke kan ses.

Det ligger implicit i troen, at den beror på en form for tillidsbeslutning. Et såkaldt trosspring.

     Men samtidig følger der af troen et liv i tillid til en Gud, der skaber, og at den Gud sætter dagsordenen for forståelsen af verden, livet og mig selv. Hvor sikker kan jeg være på min forståelse af Gud og hans vilje for mit liv? Det er straks et sværere spørgsmål. I en postmodernistisk, relativisisk, pluralistisk og generelt "istisk" tid, så kan man jo ikke rigtig stole på folk med absolutte sandheder om livet. Faren for nudging, hjernevaskning, manipulation og sekter er virkelig og velbegrundet.

     Min forståelse af hvem Gud er, og hvordan livet skal leves er uhjælpeligt vævet ind i min barndom, mit fortolkningsfællesskab, min kultur og alt muligt andet. Hvordan skal jeg kunne stå fast på min overbevisning og endda "missionere" med den overfor sagesløse mennesker i Danmark, der ikke deler hverken min barndom eller mit fortolkningsfællesskab? Det giver jo ingen mening. Hvordan skal jeg forsikre mig selv, at jeg forstår verden rigtigt? Hvordan kan jeg forsikre mig selv om, at Gud virkelig er der, når alt virker modsat, hvis den Gud er et produkt af vilkårlige kulturelle påvirkninger af min læsning af Bibelen? Havde Gud ikke set anderledes ud for mig, hvis jeg havde fået en bibel smidt ind i min tipi for 300 år siden i Nordamerika?

     Det er simpelthen bare en masse svære ting at overveje. Den dumme dekonstruktion. Gudsbilleder opstår og nedrives igen og igen, særligt gennem udviklingen fra barn til voksen. Troen på Jesus som Guds tolk kan vel være et forankringspunkt i den postmoderne ødemark. I Jesu selvopofrelse og kærlighed ser jeg Guds kærlige blik og hans kraft. I Jesus møder jeg Guds fulde billede, og det er troen på ham, der giver et evigt liv. Jesus lærer mig, at Gud elsker mig uendeligt højt, og at han gav sig selv til mig for at give mig et nyt liv fyldt med fred, taknemmelighed og håb. Yes. Problem solved. Eller hvad?

     Man skal jo ikke længere tilbage end år 1300-tallet, før folk udryddede muslimer i Mellemøsten i Jesu navn. Mennesker har begået forfærdelige gerninger mod hinanden lige siden Jesus i troen på, at de gjorde hans vilje. Jeg kan jo nemt sige, at deres tolkning bare var dårligere end min, men så bliver jeg selv autoritet over fortolkningen. Hvis jeg er det, så har jeg vel dybest set givet postmodernismen sejren. Enhver er salig i sin tro kan vel så oversættes: Enhver er salig i sin kristendom. Kan jeg skrive under på det? Kan man gå på mission med den forståelse?

     Måske vi bare skal inspirere og invitere. Jeg kan fortælle min troshistorie til mennesker og invitere dem til at "prøve Jesus", så kan de se, om han virker for dem. Men hvad nu hvis de prøver buddismen, og den virker for dem og giver dem en stærk og indlevende troshistorie? Er den så sand? Det tror jeg jo ikke. Hvorfor gør jeg ikke det?



     Dybest set så har jeg måske sikkerheden i troen på grund af min relation til Gud. Jeg stoler på min forståelse af ham, fordi jeg kender ham. Jeg ved, hvordan Gud er, og derfor kan jeg også bedømme, når jeg møder udsagn om ham, der ikke stemmer overens med den Gud, som jeg kender. F.eks. hvis jeg møder en, der siger, at Gud bare er en kraft, der opstår mellem mennesker og bor i alle ting både mennesker, dyr og planter, så kan jeg mærke: "Nej. Det er ikke sandt. Det er ikke den Gud, som jeg kender." Men det er vel lidt et svagt argument. Så står vi igen alle på lige fod. Hvordan er den Gud, som jeg tror på, mere sand end alverdens guder? Relation er måske ikke vejen til sikkerhed så?

     Det er den sikkert ikke, men det er nu engang relationen mellem Gud og mig, der kan bære gennem den postmoderne ødemark. Den lader sig ikke umiddelbart dekonstruere. Jeg kan altid lære Gud endnu bedre at kende, og derfor må jeg engang imellem sige undskyld for, at jeg troede noget forkert om ham, men det betyder ikke, at vores relation ikke var ægte indtil da.

Og dog. Det må jo trods alt være en relation til Jesus eller kan det jo lige så godt være en relation til Allah, Buddha eller en helt tredje. Hmm. Nå men det skal heller ikke blive for langt det her.

Det er simpelthen bare bøvlet at finde sikker grund for tro og overbevisning for et postmoderne menneske som jeg.

Måske er relation vejen frem? Eller kan man klare den med et meget stærkt syn på, at vi kan få den sande forståelse af Gud ud fra vores fortolkning af Bibelen?

Hvad tænker du?