Jeg sidder i skrivende stund hjemme i Danmark igen efter en fantastisk ferie i Italien. Dette indlæg er et forsøg på at samle en masse tanker, som opstod under mit besøg i Peterskirken i Rom.
Denne fuldstændigt enormt store katedral trodser min forestillingsevne og udfordrer mit verdensbillede. Hvad siger denne katolske overdrevenhed om troen og om Gud? Det knirker i mit sind, når jeg prøver at gribe hvilke følelser, der var på spil for almindelige mennesker, da de så Peterskirken for 500 år siden. Jeg tror et besøg i Peterskirken har været den største oplevelse i deres liv. Måske endda også den største oplevelse med Gud?
Peterskirkens ufattelige storhed viser mig en Gud, som er større end noget jeg kan forstå. Kirkerummet leder mig ind i en anden virkelighed end min egen. En virkelighed, hvor Helligånden velsigner så voldsomt, at en flod af guld helt konkret vælter ned over alteret og ud på menigheden. En virkelighed, hvor den gyldne vinranke på alteret viser mig et glimt af Paradis.
I Peterskirken møder jeg det berømte "der må være noget mere mellem himmel og jord".
Man kunne overveje: Hvilket billede viser en moderne luthersk kirkebygning af Gud?
Det kan være du er ved at flyde over med indvendinger imod min "dyrkelse" af en gammel katolsk kirkebygning, men sådan må det så være. For da jeg stod derinde, der blev jeg dybt rørt. Rørt af en tid, hvor Gud fik alt. En tid hvor Guds rige var afbillededet på en så smuk og storstålet måde, at jeg også som lille menneske kunne tro på, at det også kunne nå helt hen til mig, i al min syndighed.
Den enorme katedral sprænger ind i mit sekulariserede verdensbillede og smadrer det synder og sammen. Jeg er vokset op i en verden med forsvindende lidt plads til Gud. En verden, hvor alt skal måles og vejes. En verden hvor alle omkostninger, selv i Kirken, skal bruges "effektivt" og målrettet. Derfor bliver der nok aldrig bygget en katedral som Peterskirken igen.
Er det et tab? You decide.
Jeg ved bare, at Peterskirken viser mig en storslået Gud. En Gud som fortjener hele mit liv, alt hvad jeg ejer, og alt hvad Kirken ejer. Peterskirken er en fuldstændig overdrevet kærlighedserklæring til den levende Gud, hærskarers Herre.
Samtidig fortæller den, at jeg ikke er alene i mit liv som kristen. Jeg er ikke den eneste, som har satset alt på Jesus. Nej, før mig ligger en kæmpe historie af mennesker, menigheder og hele lande som gav sig hen til Gud og gjorde Hans navn stort blandt folkene.
