Troen på Jesus, som min frelser, er simpel, men livet i troen på ham synes for mig ofte kompliceret og frustrerende - hvordan kan det være?
I den sidste tid har mit liv som kristen nok været mere fyldt med spørgsmål end med svar. Refleksionerne, udfordringerne, længslerne, skuffelserne, bekymringerne, ja listen bliver hurtigt lang. Den umiddelbart simple tro på, at Jesus har frelst mig alene grundet i hans kærlighed til mig. Og at han blot ønsker, at jeg tager imod hans gave med taknemmelighed og tillid til ham. Den kan og bliver nogle gange blive væk i hverdagens tankemylder og gøremål.
I Matthæus 11,13 lover Jesus mig jo hvile og fred hos ham - men hvad betyder det hvis jeg ikke altid oplever ro og hvile i mit liv med ham?
I mit eget liv kan jeg måske bedre genkende Davids poesi i salme 42, når han skriver: "Hvorfor er du fortvivlet min sjæl?" Denne fortvivlelse tror jeg nødvendigvis ikke springer ud af en grundlæggende tvivl på Gud eksistens og kærlighed. Tværtimod ser jeg den som et udtryk for, når livet med Gud er hårdt, kompliceret og frustrerende. Når jeg ikke elsker som jeg gerne vil elske, når jeg ikke finder de svar jeg ønsker, ja når det hele bare på en eller anden måde virker lidt uforløst.
Bekymrer jeg mig overhovedet for folk, der ikke kender Jesus?
Er jeg oprigtig i min bøn og min lovsang til Gud, eller gør jeg det bare fordi det er det man gør?
Hvad er egentlig mit syn på (indsæt teologisk emne), og burde jeg ikke være afklaret med det?
Lever jeg virkelig som om Gud rent faktisk findes og er den han siger han er?
Hvorfor lever jeg ikke op til mine egne drømme for mit liv for og med Gud?
Det kan virke en smule stort og uoverskueligt, når det stilles op som ovenfor, men det er jo lige præcis min pointe! Bør jeg ikke som kristen altid spørge mig selv om disse ting eller andre lignende? Bør jeg ikke dagligt ransage min sjæl og lægge mit liv i Guds hænder?
Min erfaring fortæller mig at livet med Gud bliver aldrig, for mig, simpelt. Det er en daglig kamp, forundring, glæde og udfordring at tro på Jesus og leve mit liv på hans ord. Ofte bliver denne frustration over troen negativ i mit hoved og jeg bliver mismodig i mit forsøg på at leve det liv jeg ønsker i taknemmelighed over, hvem Gud er, og hvad Jesus har gjort for mig. Hvad ville der ske, hvis nu det var positivt at leve et liv i frustrationens dans med Gud? Kan det være at den grundlæggende følelse af mening og formål i tilværelsen springer ud af den konstante, levende og dog frustrerende relation som jeg har indgået med Gud som kristen?
Jeg ved det ikke endnu.
Det jeg ved er at jeg kun har ét sted at bringe min frustration, og det er, paradoksalt nok, til Gud. I Guds nærvær kan jeg få fred og ro fra mine frustrationer i livet med ham. Det kan virke helt ulogisk, når jeg takker Gud for fred fra mine bekymringer. Da disse bekymringer jo tit springer ud af helt konkrete udfordringer af hans eget ord til mig. Dér må jeg altid sætte min lid til, at Gud ønsker en relation med mig hver eneste dag, og at han glæder sig hver eneste gang jeg kommer frem for ham i bøn og i tanke. Den lid og det håb jeg har i Jesus må altid overvinde frustrationens og bekymringens råb i mit liv. På den sandhed kan jeg tro på Jesu ord til mig om fred og hvile i ham, fordi jeg i ham kan komme lige præcis som jeg er. Hos ham kan jeg, ligesom David gjorde det i salmerne, bringe min frustration imod ham, velvidende at han aldrig viser mig bort.
Jeg tror aldrig vi må fremstille livet med Gud som et simpelt og problemfrit liv. Det er for overfladisk. Nej, livet med Gud er fyldt med en uendelig dybde og rigdom. I Romerbrevet skriver Paulus det således:" O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!" Dybden af relationen med Gud må følges af brydninger og spændinger, fordi jeg bare ikke kán rumme hans væsen eller blot hele hans ord til mig. Min erfaring siger mig, at jeg ikke kan forvente en simpel og nem tilværelse i livet med Gud. Og jeg har endnu ikke fundet svaret, nøglen, til at gennemskue det perfekte liv som kristen. Hvem ved om jeg nogensinde finder den?
Det jeg dog ved er:
Jeg vil, gennem alle bekymringer og frustrationer, sætte min lid til ham alle mine dage, for hos ham er der liv, mening og frelse for mig!
Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud.
- Habakkuk 3,18
