tirsdag den 16. maj 2017

Dåb - en udfordring til postmodernitet og DK anno 2017


I filmen "In Time" fra 2011 følger man hovedpersonen Will Salas. Will arbejder i en futuristisk fremtidsverden, hvor hans løn er tid, altså helt konkrete timer, minutter og sekunder. I denne verden ældes man ikke længere, når man har fyldt 25 år. I stedet lever man den den resterende tid man ejer. Det betyder for den fattige arbejdsklasse, som Will tilhører, at man må arbejde hver dag for at tjene timer nok til at leve endnu en dag. Will har altså aldrig mere end ca. 24 timer at leve i. Han lever et liv i fastlåsthed og bundethed til fabrikken han arbejder på, da de, som ejere af den livsvigtige tid, holder hans skæbne i deres hænder.

En dag får Will et møde, der vender op og ned på hele hans verden. Gennem en række tilfældigheder møder han tidsmillionæren Henry Hamilton. I dette tidsunivers er det muligt at overføre tid mellem mennesker, hvis man griber om en andens underarm og holder fast. En nat er Will faldet i søvn i Henrys selskab, og da han vågner igen er Henry forsvundet. Senere i filmen indser Will, at Henry har taget sit eget liv efter deres møde. Men Henry har udført en sidste gerning i livet inden han gik i døden, og denne gerning skaber et altomfattende nybrud i Wills liv. Will ser til sin forundring ned på sin arm, da han vågner og indser, at Henry har overført mere end 100 års tid til ham. Will går fra et liv i pendul mellem 2 og 24 timers levetid til nu at eje en "evighed" af tid, næsten 876.000 tusind timer.



I Danmark anno 2017 kan man sige vi også kun har det liv vi selv tjener. Der gives der ikke ved dørene. I Danmark er jeg selv "herre over min egen tid" og "min egen lykkes smed". Hvis man vil frem må man realisere sit fulde potentiale, og livets leves ikke rigtig før, man er i gang med at realisere. Man må finde ind til kernen af sit eget væsen, for derinde og kun derinde kan liv, mening, substans og formål fremarbejdes. Når det brænder på og livet føles mørkt og meningsløst, så leder vi efter svar i vores eget sind og i vores egen bevidsthed. Ligeledes når livet er godt og fantastisk så sendes taknemmeligheden også indad.

Vi har meget lidt sprog i vores kultur for objektiv indflydelse i livet.
Meditation, healing, coaching, selvhjælps-bøger, deltagelse i aktivisme, stræben efter karriere osv. er produkter af en stigende desperation efter at finde fred, fylde og formål i livet for mennesker, der har mistet muligheden for at få det givet ude fra. Mennesker der har mistet forbindelse til en objektiv verden og til et objektivt input ind i hverdagen og i de eksistentielle spørgsmål.

"Vi er et helt samfund af individuelle eksistentialistfabrikker, der arbejder i døgndrift for at producere det bedste og mest og lykkeskabende formål med vores egen eksistens."


Kristendommen tilbyder en radikalt anderledes vej til formål i tilværelsen!
I den kristne dåb modtager man en radikalt ny virkelighed allerede fra barnsben af. Man bliver Guds barn og en del af Guds udvalgte folk her på jord og dermed bliver man arving til hele hans ejendom, endda arving til et virkeligt evigt liv.

I barnedåben forærer Gud det lille barn et livsfundament at bygge på. Et fundament som er spækket med grænseoverskridende løfter og sandheder:
Gud elsker mig
Gud tilgiver mig
Gud holder af mig
Gud ønsker at bruge mig i sit arbejde her på jord
Gud ønsker at være sammen med mig og give mig et evigt liv.

Et fundament som barnet aldrig på nogen måde kan gøres ansvarlig for eller høste anerkendelse for. For på samme måde som med Will, så gives hele det frelsende evigheds fundament til barnet, imens det "sover". Imens det er et lille barn uden mulighed for selv at yde det mindste. Der er ingen sammenhæng mellem barnets ydelse og gaven der foræres til det. Det er alt for intet, en gave uden betingelser, det er nåde.

Derfor kan barnet heller ikke med sine handlinger ødelægge fundamentet, at det er Guds barn. For det er ikke produceret og skabt af barnet selv eller baseret på dets egne meritter og præstationer. Nej det skabt af Ham der i sin kærlighed forærede det til barnet for intet.

Dåbens budskab sætter ethvert menneske fri fra at lede i sig selv efter svar, formål, lykke og fred. I stedet kan mennesket rette sit blik ud imod den objektive kilde til dets livsfundament, Gud. Ligeledes rettes blikket ud imod andre mennesker end mig selv og det skaber hjælpsomhed, venlighed og næstekærlighed.

Hvordan kan Gud tilbyde alt dette?
For at Will kan modtage et evigt liv for intet, måtte det gives af et andet menneske og gennem et andet menneskes død, nemlig tidsmillionæren Henry Hamilton.
Din Henry Hamilton i denne verden er Jesus Kristus. Han valgte at dø og miste alt for at Gud kunne skænke dig alt i dåben.

Dét er gode nyheder!