Troens matterede glas

Jeg fik den anden dag denne smukke gave som en forsinket bryllupsgave af en god ven. Et håndlavet glas krucifiks med stærke kunstneriske detaljer. Det var egentlig givet til brug på et husalter, men da jeg ikke har den slags plads, så er den endt på mit skrivebord, som det ses her.

Et fascinerende stykke kunst, der kan sætte gang i refleksioner omkring livet og troen. Dette indlæg har fået titlen "Troens matterede glas" på baggrund af netop denne refleksion. For der er noget uklart over troen. På en eller anden måde så er tro en vedvarende vandring gennem et tåget landskab, hvor man nogen gange mærker en frustration og tvivl over, hvilken vej der leder det rette sted videre.

Paulus siger det sådan her: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." Et spejl på Paulus' tid var ikke som vores i dag. Et spejl på hans tid var et stykke pudset metal, hvor man svagt kunne ane et spejlbillede. Altså meget lig vores matterede glas i dag. Det ligger altså i kristendommen helt tilbage til de første kristne, at der er noget uklart og ufærdigt over troen og vores forståelse af hvem Gud er, og hvem vi er i forhold til ham.

Når jeg som teolog kæmper med forskellige dogmer og teologiske fortolkninger af bibelen, så er der ofte matteret glas foran sandheden. Der er mange forskellige holdninger, tolkninger og forståelser, og hvordan skulle jeg dog kunne stole på det resultat, som jeg kommer frem til? Er kristendommen og troen da en gåde i en sådan grad at alle forståelser er usikre? Nej, aldeles ikke.

For inde bag troens matterede glas skinner en skikkelse igennem. En korsfæstet skikkelse. Gennem gåden og det uklare aner troen en person, nemlig Herren Jesus Kristus. I min vej gennem tågen må jeg igen og igen se op og undersøge, om jeg er på vejen, der leder hen ham. Er jeg på en vej, som virker fjern fra ham, så må jeg anfægte den. Vælger jeg en teologisk holdning, der ikke viser hen til Kristus, hans liv og budskab, så må jeg anfægte den.

Et kristent liv er ikke en lang vandring gennem en uklar virkelighed uden retning, men det er tværtimod en vandring sammen med og hen imod en person, der skinner så klart i tågen, at han bliver et troværdigt fundament for valg, tanker og refleksioner i livet.

Jesus Kristus, Guds søn, har givet sig selv til kende gennem et virkeligt levet liv, og vi har endda bevaret hans ord endnu indtil i dag. Derfor kan vi erkende vores plads i verdenen og vores relation til ham stykkevis gennem livet indtil vi en dag vil se det hele som gennem det klareste glas.

Gud kalder

Midt i en sommerferie, der stille og roligt nærmer sig sin afslutning, sidder jeg tilbage med en masse tanker og refleksioner omkring, hvem Gud er i vores verden. Hvad har sommeren 2018 lært mig om troen? Det kunne du jo selv eventuelt prøve at svare på efter du har læst dette indlæg.

Jeg har kaldt indlægget "Gud kalder". Det har jeg, fordi det er blevet en overskrift for mine refleksioner denne sommer.

Igen og igen denne sommer er jeg blevet ramt af Guds konkrete og virkelige tilstedeværelse menneskers liv. Han er der, når sorgen og mismodet fylder. Han griber ind i håbløsheden. I glæden skaber han taknemmelighed og forundring over tilværelsen. Han kalder mennesker, både børn og voksne, til en relation med ham. Gud kalder virkelig på dem, der ikke kender ham - og det virker! For vores Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; han gennemfører sin vilje i denne verden. Hans ord vender ikke virkningsløst tilbage.

Ofte gribes jeg af modløshed, når jeg ser mig omkring i min by og i mit land. Vinder evangeliet overhovedet frem? Mest af alt virker det som om, at kirken er ved at give op på evangeliets kraft og dets sandhed. 

Men i denne sommer har jeg fået flere små glimt af Guds stadige og stædige arbejde på at kalde mennesker til sig. Hverken sekularisme, ateisme eller nogen anden -isme kan forhindre Gud i at udføre sin plan med vores land. 

Jeg ser, at Gud kalder barnet fra det brudte hjem på en Blå Kors lejr.
Jeg ser, at Gud kalder teenageren på 710-lejr.

Jeg ser, at Gud kalder lektoren på universitetet.

Jeg ser, at Gud kalder folk i mit nære fællesskab.

Han kalder dem med sin overstrømmende rige og uforståelige kærlighed. Han viser dem sin fred. Han bringer dem tilgivelsen. Han skaber håb.

Hvor er det fantastisk at kende ham, der skaber liv og bringer gode nyheder til hele verdenen. Jeg lever med budskabet om frihed og fællesskab i hånden, og det virker! Det er da helt vildt stærkt. 

Gud kalder. Også i dag. Også her i Danmark. Også her i Aarhus.

Vi må være klar til at arbejde med i den vidunderlige opgave det er, at være Guds mund og hænder i vores hverdag. For Gud vil kalde og han vil frelse enhver, der tror på ham.