Troens matterede glas

Jeg fik den anden dag denne smukke gave som en forsinket bryllupsgave af en god ven. Et håndlavet glas krucifiks med stærke kunstneriske detaljer. Det var egentlig givet til brug på et husalter, men da jeg ikke har den slags plads, så er den endt på mit skrivebord, som det ses her.

Et fascinerende stykke kunst, der kan sætte gang i refleksioner omkring livet og troen. Dette indlæg har fået titlen "Troens matterede glas" på baggrund af netop denne refleksion. For der er noget uklart over troen. På en eller anden måde så er tro en vedvarende vandring gennem et tåget landskab, hvor man nogen gange mærker en frustration og tvivl over, hvilken vej der leder det rette sted videre.

Paulus siger det sådan her: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." Et spejl på Paulus' tid var ikke som vores i dag. Et spejl på hans tid var et stykke pudset metal, hvor man svagt kunne ane et spejlbillede. Altså meget lig vores matterede glas i dag. Det ligger altså i kristendommen helt tilbage til de første kristne, at der er noget uklart og ufærdigt over troen og vores forståelse af hvem Gud er, og hvem vi er i forhold til ham.

Når jeg som teolog kæmper med forskellige dogmer og teologiske fortolkninger af bibelen, så er der ofte matteret glas foran sandheden. Der er mange forskellige holdninger, tolkninger og forståelser, og hvordan skulle jeg dog kunne stole på det resultat, som jeg kommer frem til? Er kristendommen og troen da en gåde i en sådan grad at alle forståelser er usikre? Nej, aldeles ikke.

For inde bag troens matterede glas skinner en skikkelse igennem. En korsfæstet skikkelse. Gennem gåden og det uklare aner troen en person, nemlig Herren Jesus Kristus. I min vej gennem tågen må jeg igen og igen se op og undersøge, om jeg er på vejen, der leder hen ham. Er jeg på en vej, som virker fjern fra ham, så må jeg anfægte den. Vælger jeg en teologisk holdning, der ikke viser hen til Kristus, hans liv og budskab, så må jeg anfægte den.

Et kristent liv er ikke en lang vandring gennem en uklar virkelighed uden retning, men det er tværtimod en vandring sammen med og hen imod en person, der skinner så klart i tågen, at han bliver et troværdigt fundament for valg, tanker og refleksioner i livet.

Jesus Kristus, Guds søn, har givet sig selv til kende gennem et virkeligt levet liv, og vi har endda bevaret hans ord endnu indtil i dag. Derfor kan vi erkende vores plads i verdenen og vores relation til ham stykkevis gennem livet indtil vi en dag vil se det hele som gennem det klareste glas.