Menneske, har du set det?

Menneske, har du set det?

Denne sætning er en del af en historie fra Bibelen, som jeg gerne vil fortælle, for den har været afgørende på min vandring som kristen.

Historien står i Ezekiels bog kapitel 47, og den begynder sådan her:

Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

Profeten Ezekiel får et syn, hvor han møder en mand, der fører ham op til templet i Jerusalem. Den afgørende information i første del af synet her er, at der strømmer vand ud fra templet. En flod af levende vand. Livsvigtigt levende vand for enhver, der tørster. Så langt så godt. Et strøm af levende vand.

Da manden gik ud mod øst, havde han en målesnor i hånden. Han målte 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til anklerne; 

Manden leder Ezekiel ned i vandet. Det er tydeligt, at Ezekiel har været enormt nysgerrig på denne kilde af vand, der strømmede ud fra templet - forståeligt nok! Hvad er der lige med det vand? Ezekiel får lov at soppe lidt og står med anklerne i, imens vandet strømmer hen over hans fødder.

han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til knæene; han målte igen 1.000 alen og lod mig gå gennem vandet, der nåede mig til hofterne;

Nu flyder det levende vand virkelig omkring Ezekiel. Jeg tror, at vandet ikke bare symboliserer liv, men det symboliserer måske et bestemt liv. Et liv med Gud. Vandet er for mig blevet udtryk for et liv i troen på Gud. Det der er tankevækkende i historien er, at selvom Ezekiel er næsten helt omgivet af vand - livet med Gud, så sker der ikke noget afgørende. Interessant.

han målte igen 1.000 alen, og nu var det en strøm, jeg ikke kunne gå igennem, for vandet var så dybt, at man måtte svømme; det var en strøm, man ikke kunne gå igennem. Han sagde til mig: »Menneske, har du set det?«

Manden leder Ezekiel længere og længere ud i strømmen af vand. Pludselig kan han ikke længere bunde. Han må svømme. Vandet omslutter ham så meget, at han må give slip på sit fodfæste. Og dér sker der noget. "Menneske, har du set det?" Hvor har jeg længe tænkt over, hvad "det" er. Hvad er det Ezekiel får lov at se? Man fornemmer, at det er godt. Man fornemmer spændingen og forventningen i spørgsmålet. Det må være godt. Det må være så godt, at det er værd at opgive sit fodfæste for. Det må være værd at kaste sig ud på dybet for. 

Det er tankevækkende, at historien fortæller om, at hvis jeg vil finde "det" i mit liv, så må jeg springe ud i det levende vand. Man kan ikke forstå meningen i et liv med Gud fra vandkanten. Selv med halvdelen af livet engageret i kristendom kan man ikke se det. 

Kun hvis man tør kaste sig ud på dybet, kan man risikere at finde meningen med livet selv - midt i det levende vand.

Jeg tror, at "det" er værd at satse på. Jeg oplever i mit eget liv, at jeg har fundet mening, retning og værdi midt i vandet. Men i stedet for at prædike om, hvad "det" skal være for dig, så vil jeg udfordre dig.

Træd ud på dybt vand. Svøm imod Guds horisont. Træd helt ind i kristendommens dybde og undersøg, hvem Jesus er. Åben tankerne og hjertet for, at "det" måske kan være sandt.

Så vil jeg først derefter spørge dig: Har du set det?

Løst spredte tanker om tro og tvivl for en postmoderne kristen

Tro er fast tillid. En overbevisning om noget, der ikke kan ses.

Det ligger implicit i troen, at den beror på en form for tillidsbeslutning. Et såkaldt trosspring.

     Men samtidig følger der af troen et liv i tillid til en Gud, der skaber, og at den Gud sætter dagsordenen for forståelsen af verden, livet og mig selv. Hvor sikker kan jeg være på min forståelse af Gud og hans vilje for mit liv? Det er straks et sværere spørgsmål. I en postmodernistisk, relativisisk, pluralistisk og generelt "istisk" tid, så kan man jo ikke rigtig stole på folk med absolutte sandheder om livet. Faren for nudging, hjernevaskning, manipulation og sekter er virkelig og velbegrundet.

     Min forståelse af hvem Gud er, og hvordan livet skal leves er uhjælpeligt vævet ind i min barndom, mit fortolkningsfællesskab, min kultur og alt muligt andet. Hvordan skal jeg kunne stå fast på min overbevisning og endda "missionere" med den overfor sagesløse mennesker i Danmark, der ikke deler hverken min barndom eller mit fortolkningsfællesskab? Det giver jo ingen mening. Hvordan skal jeg forsikre mig selv, at jeg forstår verden rigtigt? Hvordan kan jeg forsikre mig selv om, at Gud virkelig er der, når alt virker modsat, hvis den Gud er et produkt af vilkårlige kulturelle påvirkninger af min læsning af Bibelen? Havde Gud ikke set anderledes ud for mig, hvis jeg havde fået en bibel smidt ind i min tipi for 300 år siden i Nordamerika?

     Det er simpelthen bare en masse svære ting at overveje. Den dumme dekonstruktion. Gudsbilleder opstår og nedrives igen og igen, særligt gennem udviklingen fra barn til voksen. Troen på Jesus som Guds tolk kan vel være et forankringspunkt i den postmoderne ødemark. I Jesu selvopofrelse og kærlighed ser jeg Guds kærlige blik og hans kraft. I Jesus møder jeg Guds fulde billede, og det er troen på ham, der giver et evigt liv. Jesus lærer mig, at Gud elsker mig uendeligt højt, og at han gav sig selv til mig for at give mig et nyt liv fyldt med fred, taknemmelighed og håb. Yes. Problem solved. Eller hvad?

     Man skal jo ikke længere tilbage end år 1300-tallet, før folk udryddede muslimer i Mellemøsten i Jesu navn. Mennesker har begået forfærdelige gerninger mod hinanden lige siden Jesus i troen på, at de gjorde hans vilje. Jeg kan jo nemt sige, at deres tolkning bare var dårligere end min, men så bliver jeg selv autoritet over fortolkningen. Hvis jeg er det, så har jeg vel dybest set givet postmodernismen sejren. Enhver er salig i sin tro kan vel så oversættes: Enhver er salig i sin kristendom. Kan jeg skrive under på det? Kan man gå på mission med den forståelse?

     Måske vi bare skal inspirere og invitere. Jeg kan fortælle min troshistorie til mennesker og invitere dem til at "prøve Jesus", så kan de se, om han virker for dem. Men hvad nu hvis de prøver buddismen, og den virker for dem og giver dem en stærk og indlevende troshistorie? Er den så sand? Det tror jeg jo ikke. Hvorfor gør jeg ikke det?

     Dybest set så har jeg måske sikkerheden i troen på grund af min relation til Gud. Jeg stoler på min forståelse af ham, fordi jeg kender ham. Jeg ved, hvordan Gud er, og derfor kan jeg også bedømme, når jeg møder udsagn om ham, der ikke stemmer overens med den Gud, som jeg kender. F.eks. hvis jeg møder en, der siger, at Gud bare er en kraft, der opstår mellem mennesker og bor i alle ting både mennesker, dyr og planter, så kan jeg mærke: "Nej. Det er ikke sandt. Det er ikke den Gud, som jeg kender." Men det er vel lidt et svagt argument. Så står vi igen alle på lige fod. Hvordan er den Gud, som jeg tror på, mere sand end alverdens guder? Relation er måske ikke vejen til sikkerhed så?

     Det er den sikkert ikke, men det er nu engang relationen mellem Gud og mig, der kan bære gennem den postmoderne ødemark. Den lader sig ikke umiddelbart dekonstruere. Jeg kan altid lære Gud endnu bedre at kende, og derfor må jeg engang imellem sige undskyld for, at jeg troede noget forkert om ham, men det betyder ikke, at vores relation ikke var ægte indtil da.

Og dog. Det må jo trods alt være en relation til Jesus eller kan det jo lige så godt være en relation til Allah, Buddha eller en helt tredje. Hmm. Nå men det skal heller ikke blive for langt det her.

Det er simpelthen bare bøvlet at finde sikker grund for tro og overbevisning for et postmoderne menneske som jeg.

Måske er relation vejen frem? Eller kan man klare den med et meget stærkt syn på, at vi kan få den sande forståelse af Gud ud fra vores fortolkning af Bibelen?

Hvad tænker du?