Årstidens evangelium

Så er det snart jul...
Duften af risengrønd med kanel... julehygge og æbleskiver... adventstiden og julekalender på julekalender... alt sammen ringer det af noget velkendt og noget rart. Juletiden er dog en sjov størrelse fordi den både rummer det gode og det knap så gode.

Ser på man på juletiden gennem øjnene på en metrolog fra Tv2-nyhederne, så er det mildest talt en knap så spændende tid, vi går i møde. Den mørkeste dag på året kommer cirka d. 20 december, hvor sollyset kun oplyser os i sølle 7 af døgnets 24 timer. Ligeledes er det højst sandsynligt bidende koldt og spejlglat på alle vejene. Alt i alt ikke ligefrem den fedeste årstid for de fleste. Selvfølgelig er sneen og den varme kakao et godt våben mod årstidens trængsler, men ser man helt nøgternt på det, så er det en smule deprimerende med denne mørke årstid. Det er jo også derfor vi har et ord helt specifikt rettet imod det, vinterdepressionen.

Nå, men inden det bliver alt for dramatisk og melankolsk, så retter jeg mig tilbage til formålet med, at jeg skriver dette indlæg:

Jeg tror der er en grund til at vi kristne fejrer fødslen af Jesus lige præcis i denne tid! Ganske vidst har vi overtaget selve datoen fra en anden gammel tradition, men det vi mindes, er det samme, som det har været for alle kristne de sidste 2000 år: At Guds eneste søn, der havde været sammen med ham i al evighed, nedværdigede sig selv og blev født som et ydmygt menneske, som enhver af os. Han blev lige så afhængig af sin mors mælk, varme og omsorg, som vi alle har været det engang. Og den lille dreng ville en dag vokse op og være centrum i den mest kraftfulde og indflydelsesrige handling i hele universets historie! Nemlig Jesu' frelsende død og opstandelse på et kors for at tilgive synden i dit og i mit liv.

I Esajas 9,1 står der således:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

I den her tid er vi i sandhed et folk, der vandrer i mørket. Det må derfor blive endnu stærkere for os, når vi mindes Jesu fødsel, og det lys han er for os hver især i denne mørke verden.
I Johannesevangeliet 1,9 er det ligeledes nævnt (læg lige mærke til en sjov ting, Joh 1,9 og Es 9,1):

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Inden du går ind i den travle, fantastiske og på mange måder geniale juletradition, vi nyder så meget i Danmark i næste uge. Så vil jeg lige være ham, der udfordrer sig selv og dig til at stoppe op...

Stop op og se op på den mørke himmel om morgenen på cyklen eller om aftenen i bilen. I dét mørke og i den mørke tid i verdens historie kom der pludselig et lys med håb om tilgivelse, forsoning og frelse for alle mennesker! Det lys det varmer, og det lys er vores Herre, Jesus Kristus.

God juletid! Nyd alle de lækre sager! Især glæden over igen at mindes at Lyset brød mørket, og at dét lys bærer et håb om evigheden for os alle.

Evigheden er lagt i hjertet

Er religiøsitet et grundvilkår for alle mennesker? Har vi en unik religiøs følelse?

Så langt tilbage, som man har data og informationer om mennesker, finder man udøvelse af religion. Religionen og det åndelige virker altså, i hvert fald indtil videre i vores historie, til at være et grundlæggende fælles træk for alle mennesker til alle tider. Hvordan forholder jeg mig til det fakta som dansker anno 2016?

Som kristen bliver jeg mindet om et sted i prædikerens bog, der diagnosticerer samme tilstand hos mennesket:

"Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af hvad Gud gør."
- Prædikerens bog kapitel 3 vers 11

En, efter min umiddelbare tolkning, bedre oversættelse af det hebraiske findes i udgaven fra 1931, hvor de markerede ord er oversat til det følgende: "...Evigheden har han lagt i deres Hjerte,".

Gud har lagt evigheden i alle menneskers hjerter. Gud har givet os alle en grundlæggende forståelse af evigheden, det overnaturlige og det åndelige. I vores kerne ligger ordene: "Der er mere end det her liv! Der er mening med mig!" De ord skriger i hjerterne på mennesker i dag. I dagens Danmark er der desværre en overvejende ateistisk tendens til at frakende en virkelighed, der er større end hvad jeg kan måle,veje og se. Konsekvensen af denne holdning i det brede samfund, er at de ord og den sandhed dybt i mennesket ikke har mulighed for at møde accept og anerkendelse.

Når jeg som almindelig dansker synes at livet er hårdt og får tanken: "Er det virkelig alt? Skal det hele bare være fyldt med modgang, skuffelser og flygtige øjeblikke af glæde? Og samtidig er det hele fuldstændig meningsløst og tilfældigt?" Så møder hele mit samfund og min verdens mig højst sandsynligt med svaret: JA!

Det er bare ikke tilfredsstillende for mange mennesker. Det svar giver mig ikke fred i hjertet eller mod på tilværelsen. Grunden til at det svar ikke stiller min længsel må være den samme, som prædikeren i sin kamp med livet indser: Der er lagt en længsel efter Evigheden i alle vores hjerter! Der er lagt en grundlæggende følelse af, at der er mere i vente for mig i det her liv. Der er lagt et behov for fuldstændig lykke, fuldstændig kærlighed og fuldstændig fred i alle mennesker, men det behov kan den her verden ikke tilfredsstille!

Derfor flokkes danskere i de her dage til helsemesser, healere, lifecoaches osv. fordi det er mennesker, der tør at tale om evigheden!

Som kristen ønsker at jeg at tale højt og klart omkring vejen mod et svar på alle hjertets længsler og drømme, nemlig sandheden om den historiske Jesus' død og opstandelse på korset for hele verdens frelses skyld! Han banede en vej ind i en evighed sammen med ham i fuldstændig kærlighed, fred og lykke.

"Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."

- Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6

Så mit håb og min drøm er at hver gang et menneske opdager denne længsel efter evigheden i deres hjerter, at de må møde den levende Gud. Ham der har lagt længslen i deres hjerter fra den dag han skabte dem! Når mennesker opdager at de fejler i livet, sårer deres nærmeste og generelt ikke lever "perfekt nok" til at de kan få tilfredsstillet længslen i deres hjerter, så håber jeg, at de må høre om tilgivelsen for alle fejl og mangler gennem Jesus. At de i ham må finde et liv i overflod og et håb. Håbet om en Evighed!

Frihed til at elske

Her den anden dag sad jeg og arbejdede på en forkyndelse og kæmpede lidt med et sted i Kolossenserbrevet. Paulus taler her om det nye liv i Kristus og samtidig formaner han os til at tage afstand fra nogle ting: filosofi, verdens magter, jordiske ting osv. En på mange måder klassisk Paulus forkyndelse, hvor grundtanken er at den troende skal lægge sit gamle liv bag sig og leve det nye liv i Kristus.

Jeg tænker tit på friheden under nåden og sætningen "alt er tilladt, men ikke alt gavner". Paulus understreger flere steder, at som kristen er jeg i min grundform fuldstændig sat fri. Jeg er et frit menneske med frihed til at vælge som jeg vil. Kristus har opfyldt lovens krav og er død for mig, og derfor gælder loven, at jeg skal dømmes efter mine gerninger mod Gud og mennesker, ikke længere for mig, for den er der betalt for, i mit liv.

I lyset af den her tale, hvordan kan Paulus så skrive op og ned ad lange sider om hvordan vi skal leve livet? Hvorfor giver han mig en masse påbud og regler som jeg skal følge, nu hvor jeg er sat fri?

Pludselig slog det mig imens jeg læste følgende i Kolossenserbrevet 3,14:

"Men over alt dette skal i iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd…" 

Paulus har lige skrevet tusind ting om, at vi skal have inderlig barmhjertighed, bære over med hinanden, holde os fra diverse afguder. Klassisk Paulus igen, men her er der måske en nøgle til det hele.

Prøv at overveje denne tanke:

Kan det være muligt at alt Paulus skriver i alle sine breve grundlæggende handler om 2 ting: At vi skal vokse i kærlighed til Gud og til mennesker?

Kan det passe at alt Paulus skriver drejer sig rundt om denne simple sandhed? Har Paulus bare revet totter ud af sit skæg, hver gang han skulle skrive et brev og formulere det hele på en ny måde igen, fordi han bare ikke har kunnet begribe hvorfor de kristne ikke bare ville elske Gud og elske mennesker?

Vi får af vide gentagne gange af Paulus at vi skal holde os fra denne verdens tanker, filosofier og tomme bedragerier? Er det fordi Paulus bare synes at filosofi er træls? Måske fordi der ikke er nogle langsigtede jobmuligheder? Nej! Det er fordi at filosofierne på bibelsk tid såvel som i dag forhindrer bibelsk kærlighed til Gud og til mit medmenneske, næsten.

Epikuræerene, en af de filosofiske strømninger på bibelsk tid, troede ikke der var et liv efter døden. De kunne derfor ikke vokse i kærlighed til Gud. Stoikerne, en anden strømning i tiden, var determinister og fokuserede udelukkende på den fornuftige handling for selvet - dette umuliggøre selvopofrende næstekærlighed. Kan det samme ikke siges i dag med succesbølgen og selviscenesættelsesbølgen? Det hele handler om, at det der holder mig fra at vokse i kærlighed til Gud og til min næste skal der advares imod. Hvor møder du tanker og ideologier i din hverdag, som leder dit fokus væk fra at elske Gud og elske mennesker?

For at provokere her til sidst vil spørge mig selv - hvad vil jeg helst læse i min bibel? At kvinder skal tie i menigheden og at man ikke må danse og drikke alkohol? Eller ønsker jeg at finde et kald til selvopofrende tålmodig kærlighed til Gud og min næste derinde et sted? I frygt for at jeg kan blive nødt til at gøre det?

I Romerbrevet forkynder Paulus Jesu død og opstandelse så stærkt og så klart. Jeg kan, som det fejlfulde og uperfekte menneske jeg er, få del i evigt liv gennem Jesus. Dette fordi hans død har slettet alle mine overtrædelser imod mennesker og imod Gud. Det eneste jeg skal er at tro det er sandt, tage imod det og sætte min tillid til ham så kan jeg stå fuldstændig ren og retfærdig foran Gud en dag. Dette er den gode nyhed, det glade evangelium, som er den grundlæggende sandhed for mig som kristen. Har Paulus også noget at sige om kærligheden i dette brev? Det har han!

I samme brev da Paulus har banket denne gennembrydende skelsættende sandhed ind i hjerterne på dem, der tror, der slutter han af således:

"Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke begære og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør altså ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde!"

Jeg er blevet købt fri fra synden så jeg frivilligt og med glæde kan elske min løskøber og mine medmennesker.

Dagen i morgen

Fald til ro min sjæl, fald til ro igen
Freden vil sænke sig over hver byrde
Kast dig på knæ igen og stol på din hyrde
Fald til ro min sjæl, du er elsket af fredens ven


Hvad med arbejde, familie, penge og krop?
Seriøst Gud talen om denne fred er til at kaste op
Det virker jo ikke i praksis når livet begynder
Herre du ved jo at jeg er en ustoppelig synder
Jeg tager og tager
Jeg ødelægger og sårer
Hvorfor skulle bekymringen stoppe og freden løbe gennem mine åre?

Fald til ro min sjæl, fald til ro igen
Freden vil sænke sig over enhver byrde
Kast dig på knæ igen og stol på din hyrde
Fald til ro min sjæl, du er elsket af fredens ven


Jesus, Jesus, Jesus er manden jeg søger
Se dog på Liljen og fuglen min elskede bror
Er deres rigdom ikke uvurderligt stor?
De har visdommens tillid, den skal du eje
Bekymringer kender de, men denne dag er det eneste de ønsker at pleje
Men Jesus jeg er ikke en del af skaberværket, jeg er forvalter
Liljen bringer ikke sit legeme på dit alter
Hvorfor skal jeg sættes i blomstens og fuglens sted?
De har jo ingen forstand på livet eller på kærlighed


Fald til ro min sjæl, fald til ro igen
Freden vil sænke sig over hver byrde
Kast dig på knæ igen og stol på din hyrde
Fald til ro min sjæl, du er elsket af fredens ven


Ordenes genlyd spiller i mit hjerte
Liljens dragt og fuglenes slid
Salomos pragt og markernes tid
Herre du må være trofast ellers forvolder du mig stor smerte
Kan jeg kun bekymre mig for dagens trængsler
Og ikke ikke tænke på morgendagens problemer og længsler
Herre jeg vil spejde efter det stille vand
I håbet på at blive salighedens ejermand
Herre jeg må klamre mig til det glimt jeg har fra dig
Herre vær nådig og barmhjertig mod mig


Fald til ro min sjæl, fald til ro igen
Freden vil sænke sig over hver byrde
Kast dig på knæ igen og stol på din hyrde
Fald til ro min sjæl, du er elsket af fredens ven

Død, hvor er din sejr?

I den her tid mindes jeg meget stærkt Paulus' ord i 1 Korintherbrev 15, 50-56.

Ordene er så smukke at de nærmest ikke behøver forklaring, derfor må jeg også undskylde for hvis jeg kommer til på nogen måde at distrahere eller fjerne fokus fra det frisættende budskab der er i disse vers. Derfor vil jeg også starte indlægget ud med blot at citere og dvæle ved et af de stærkeste, vigtigste og mest fantastiske udtryk for håbet ligger så dybt gemt i livet i troen på Jesus.

v50 Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. v51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, v52 i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. v53 For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. v54 Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret.
v55 Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
v56 Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. v57 Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!


Jeg har i den sidste tid stået overfor hvordan døden kan vise sit grimme ansigt og kan forvandle ethvert menneske til et meget forgængeligt individ, som det er formuleret i vers 53 ovenfor. Jeg kan som ung nogen gange gå i den naive tro at jeg kan klare verden selv, og jeg kan ofte sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg egentlig har brug for Jesu hjælp og helbredende kraft. Dette er dog ikke vedvarende og er samtidig heller ikke sandheden om det situation vi er i som mennesker i denne brudte verden.


Min krop og min eksistens har ingen "helle" i det her liv. Jeg kan hvert øjeblik blive ramt af sygdom, uheld eller lignende og så er al min styrke væk i et snuptag og tilbage er blot et meget svagt og forgængeligt menneske.

Jeg har brug for hjælp og jeg har brug for frelse!

Døden er ikke noget jeg ofte tænker på, fordi det er så svært at forholde sig til, da det er det ultimative udtryk for og resultat af den synd, der bor i mig og denne verden. Alt er forgængeligt og alle menneskers liv her på denne jord har en ende.

Når jeg reflekterer over tanken ovenfor så bliver jeg nemt modløs og hjælpeløs i mit liv som menneske. Uanset hvad jeg gør i mit liv, uanset hvor godt et menneske jeg er og hvor sundt jeg spiser, så kan jeg aldrig undgå slutresultatet af synden i den her verden, nemlig at jeg skal dø.

Det er ind i den her situation og den her verden at Jesus trådte ind.

Manden, der kom ridende på et ubetydeligt æselføl, han bringer et håb og en livline til mig og til alle der ønsker den.

Jesus er ikke fra denne verden ligesom os andre, han er ikke en del af synden og synden har ikke grebet ham. Han er fuldstændig fejlfri og ren. 100 % kærlighed.

Han valgte, som den eneste der havde myndighed til det, at dø helt frivilligt. Jesus led en frivillig død. Den tanke i sig selv er svær at gribe. For så at gøre det endnu mere fantastisk så gik han ind i døden frivilligt for dig og for mig. Lille mig der ikke ønsker andet end at ophøje mit eget ego, lille mig der ikke engang i mig selv kan tro på Gud, lille mig der gang på gang fejler og sårer andre mennesker, fordi jeg simpelthen ikke kan formå mere end det.

Det er mig som Jesus døde for.

Det er mig som Jesus blev spyttet på for.
Det er mig som Jesus blev pisket, slået og korsfæstet for.
Det er mig som Jesus blev kold og livsløs for.

Og dér, nede i dødsriget, betalte Jesus for alle mine fejl, og betaling var nok! Synden fik sin løn!
Og nu har jeg/vi, der tror på at han gjorde det for os, et håb og en livline ud af denne verden og vi skal ikke smage døden længere.

Døden har ikke længere nogen magt. Jeg må, når jeg en dag ender mit liv her på jorden, se døden i øjnene og så må jeg med fuld frimodighed sige: "Død, hvor er din sejr?" , "Død, hvor er din brod?"

For jeg har i troen på Jesus fået skænket et liv efter dette, et evigt liv sammen med ham. Et evigt liv med ham som er 100% kærlighed og 100% barmhjertighed, hvor jeg kan lovsynge hans navn i glæde over det han har gjort for mig.

Og det eneste jeg skal gøre for at få del i dette håb er at tro på at Jesus er Guds søn og at han, med alt han er, er død og opstået for alle mine synder, fejl og mangler.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal slutte dette indlæg ud over med dette:

Trøsten og roen i troen på Jesus er bare livsnødvendig for mig, især når livets forgængelighed og skrøbelighed brager ind i mit liv og i min bevidsthed.

Jesus er en fantastisk frelser, ven og Herre. Jeg håber aldrig at jeg glemmer taknemmeligheden, glæden og friheden i det han har gjort for mig!

Hvorfor egentlig tro på en Gud? Argumentet om længsler og behov

Der har i disse dage været kampagner fra Ateistisk selskab på busserne i Århus, hvor de ganske klogt stiller spørgsmålet "Hvorfor tro på en Gud?"

Jeg har selv givet dem et svar på video, men jeg har samtidigt fået lyst til at skrive lidt om ét af de argumenter der giver rigtig god mening for mig.

Jeg må indrømme at jeg har tyvstjålet det fra den gode C.S. Lewis som først introducerede mig for denne tanke, som jeg så selv nu vil forsøge at forklare og udvide så den passer ind i vores postmoderne kontekst.

Hvis vi ser på en havskilpaddeunge der klækker ud af sit æg for eksempel:
Lige når skilpadden klækker så graver den sig ud af sin sandhule og spurter ned mod vandet, fordi dens instinkter og behov skriger "Du skal finde vand!" Den har ingen betænkningstid eller lignende, den må bare finde vand.
Et andet eksempel:
Når en baby bliver født så græder den for at signalere at den har brug for varme, omsorg og mad. Ingen har fortalt den om der er varme, mad og omsorg at få, nej, det "regner" babyen så at sige med at det er der, fordi det er det den har behov for.

Argumentet går således på at alle de ting mennesker og dyr har behov for/længsler efter de må eksistere for at de behov kan opfyldes.
Man kan vel ikke forestille sig at en havskilpadde unge spurtede mod vandet, hvis vand ikke eksisterede? Samtidigt kan man vel heller ikke forestille sig at alle mennesker blev født sultne hvis der ikke fandtes mad? Nej der må være noget der kan opfylde de behov vi har!

Så langt så godt.

Alle mennesker har nogle drømme og længsler efter at opnå de vigtigste ting her i livet som ofte beskrives som: Lykke, fred, succes, kærlighed mm.
Der har gennem tiden være mange mennesker der har opfundet 300 forskellige måder at opnå lykke på: Én sagde sex var vejen, en anden penge og en tredje berømmelse, men det er som om at man aldrig bliver færdig med at finde disse former for lykke. Det er som om at selv de absolut rigeste mennesker i verden stadig længes efter at blive endnu rigere, at få endnu mere anerkendelse, at blive endnu "mere" lykkelige.
Den største NFL(amerikansk fodbold) stjerne i USA Tom Brady(Voldsomt populær, gift med en supermodel, en mand med det hele) sagde engang efter han havde vundet sit 4 verdensmesterskab, da han blev spurgt om han ikke var den lykkeligste mand på jorden, følgende: "This is it? I dont hope so, it doesn't feel so great.."
Manden der har vundet alt, har den flotte kone, pengene og det hele, han har ikke engang fundet lykken.

Men nu har vi jo etableret at hvis behovet er der, så må opfyldelsen af det behov også eksistere. Derfor, argumenterer Lewis, og jeg, for at der må eksistere en virkelighed uden for denne verden hvor dette behov kan opfyldes og alle mennesker kan opleve den lykke, fred, succes og kærlighed vi længes efter!

Dette sted må være det som vi kristne kalder Den Nye Jord (Paradis, Himlen, Evigheden..). Her skal enhver tåre tørres bort fra vores kind, der er ikke mere lidelse, smerte eller længsel for vi er hos den skaber eksistens der har skabt lykken og kærligheden og han vil give os den i så rigt et mål at vi aldrig mere skal savne eller mangle noget hverken fysisk eller psykisk. Det vil i sandhed være en evighed i glæde.

Den hurtige vil straks udfordre mig på hvorfor det så lige præcis skulle være kristendommens Paradis der er det rigtige, og det ville han gøre med rette. Det vil jeg rigtig gerne fortælle hvorfor jeg tror det er, men indlægget her omhandler i første omgang selve tanken at tro på en Gud og en større virkelighed end den vi kan se og måle, og der mener jeg at dette argument viser en spændende vinkel på de følelser og tanker der går igennem alle os mennesker. For selv ateisten ønsker jo lykke, kærlighed og fred i hans liv.


Udfordrer mig gerne på denne tanke! Giv ellers kommentarer omkring hvad jeres indtryk af dette er og om det siger noget ind i jeres liv og tankegang.

Når livet er noget rod

Jeg skriver dette indlæg med den erfaring at jeg ofte møder forkyndelse der taler til mig i to forskellige faser af mit liv:

1. Enten når jeg elsker Gud af hele mit hjerte, forstår og griber nåden og bare ønsker at være en discipel af Jesus, og forkyndelsen giver mig derved råd til at søge Åndens frugter, huske ydmygheden, ikke gøre kærligheden til lov i mit liv og ikke at glemme nåden.

2. Eller når jeg er i den situation at jeg tvivler på Gud, tvivler på hans eksistens og generelt hans rolle i mit liv. Når synden fylder så meget i mit liv at jeg ikke tror tilgivelsen er stor nok til også at gælde mig og til sidst når jeg faktisk ikke ønsker Gud i mit liv og er grebet i ligegyldighedens spil og det verdslige liv virker meget mere tiltrækkende end livet med Jesus.

Jeg har flere gange været i begge situationer i mit liv og har fundet trøst og opmuntring i forkyndelserne talt til mig i denne situation og jeg tror vi er meget gode til at tale ind i menneskers liv når de oplever disse udfordringer. Jeg har blot erfaret på egen krop at jeg måske ser er en tredje livssituation hvor jeg har brug for Guds ords rolle ind i den. Det er lidt kringlet, men jeg vil prøve at beskrive den på bedste måde her:

3. Nogle gange kan man være et sted i sit liv hvor det hele bare, på godt dansk, er noget rod. Jeg tvivler ikke på Gud eller den kraft han kan have i mit liv, tværtimod. Jeg går faktisk inderligt og venter på at Gud han bruger noget af den kærlighed og retfærdighed, som han har lovet mig, på at "fikse" mit liv. Det er bare som om at det hele er en mudret affære af nederlag, sejre, dybe oplevelser med Gud, bekymringer og helt generelt en usikkerhed og nervøsitet for fremtiden. En ubehagelig udgave af tilværelsen hvor det synes at livet udspiller sig i Piraten i Djurs Sommerland, hvor ingenting er sikker grund og hvor man aldrig kan se længere frem end til næste sving, fald eller stigning.

Biblen må vel sige noget til mig i den situation?
Jeg har søgt længe efter det, indtil jeg en dag snublede over Salme 77. Lad os se på den:

v2 Jeg råber højt til Gud om hjælp, jeg råber så højt til Gud at han må høre mig!.....

... v5 Jeg er urolig og kan ikke tale,

 v6 jeg mindes fortids dage, jeg husker med ondt i sindet forgange år. 

v7 Om natten grunder jeg på det der skete, jeg tænker efter og ransager mig selv.

v8 Forstøder Herren for al evighed?

Vil han ikke længere vise nåde?

v9 Er hans troskab forbi for evigt?

Lyder hans ord aldrig mere?

v10 Har Gud glemt at være nådig?

Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage?

v11 Jeg siger: Det er mig en smerte, at den Højestes højre hånd ikke er den samme

Forfatteren af denne salme har ikke en situation der minder om hverken 1 eller 2. Han er tydeligvis ikke i 1. livsituationen, da han må råbe til Gud. Livet er ikke bare efterfølgelsens mirakel med nye glæder og oplevelser med Gud hver dag. Samtidig vil jeg hævde at han heller ikke befinder sig i 2. Årsagen til dette er at ligegyldigheden overfor Gud ikke er et tema, og nåden er heller ikke noget han ikke kender til og søger. Jeg tror nøglen til at forstå ham er vers 11, hvor han beklager sig over at Herrens højre hånd ikke er den samme, hvilket vidner om en livsituation hvor det går som i rutschebanen. Herren sender sving og hjørner i livet hver eneste gang man lige troede at nu var der ro på.

Tænk kort over sætningen: "Gud er ikke forvirringens Gud..."

Mærker du altid den sandhed i dit liv?

Nu forventes det nok at jeg kommer med en form for svar på hvordan man løser denne situation, eller en historie om hvordan det hele blev godt igen fx med dette citat fra Jeremias: "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give en fremtid og et håb.." 

Det bliver bare ikke denne gang. For det tror jeg bare ikke er behovet for personen midt i dette.

Rodet er der bare, det er uoverskueligt, giver ikke mening, er ikke fair, og ind i det er Gud er den samme som altid. Det er fakta.

Hvordan kan jeg møde Gud i det?

Min erfaring fortæller mig at det er svært men muligt.

Den vigtigste pointe for mig med dette indlæg er først og fremmest at bringe det frem i lyset at nogen gange så er livet bare kompliceret og ufremkommeligt, men at det ikke betyder at jeg tvivler på Gud eller ikke søger ham! Man kan ikke blot læse de gode bibelvers og synge nogen lovsange og så er det ovre. Uanset hvem der ellers ville hævde det, så må min dyrtkøbte livserfaring være uenig.

Det er en tid, som man er i, indtil man går ind i en ny, og erkendelsen af dette er nok første skridt på vejen mod en større fred med Gud i disse perioder. Når den vigtigste pointe er givet, og ikke kan understreges nok, så vil jeg komme med tre erfaringer hvor freden med Gud kan vokse selv i denne livssituation:

1. Den ærlige bøn alene med Gud.

Her beder jeg fx Salme 77 til Gud og bruger den tid med Gud det tager for mig at forklare ham hele rodet, tænke over det, forklare det igen og bare være med ham i den frustration. Samtidigt med dette bruge tid på at påkalde Helligånden til at virke fred i sindet, tankerne og følelserne i bøn og stole på han kan og vil det.

2. Det er okay at du ikke fester til alle lovsange

Søg altid lovsangen og tilbedelsen af Gud uanset din livssituation, det er vigtigt! I tiden med rod og bekymringer har jeg dog oplevet, at jeg får en fred hvis jeg er ærlig overfor mig selv og erkender at den glæde og fest der er i en specifik lovsang, den kan jeg bare ikke dele med Gud pt. 

Så gå i stedet ud og få noget luft og stilletid, eller luk øjnene i bøn og del hvordan du rent faktisk har det med Gud.

3. Gud sender helte i denne livssituation

I tider hvor livet virker som noget rod, så har jeg igen og igen erfaret at Gud sender kristne brødre og søstre i hans sted med lyttende øre og tålmodige sind. Det er utroligt hvordan Guds ånd kan være til stede og lede en samtale derhen hvor man har brug for det, når man står i rod til halsen som kristen. Søg den gode snak med en kristen bror eller søster, for det råd du måske ikke føler Gud har givet helt konkret i bønnen, kan sagtens komme fra Gud gennem din homie.

Jeg håber det giver mening, og hvis ikke, så er det nok fordi hele emnet kredser omkring når tingene ikke giver mening, så tilgiv mig hvis det er helt uforståeligt.

Jeg tænkt længe over om jeg ikke skulle give et bibelvers til dig i denne situation og ønskede det egentlig ikke, da jeg mest ønsker at du søger nogle af de ovenstående råd, da bibelvers for mig personligt ikke altid har været gode i denne periode. Hvis jeg dog skulle komme med et, der på en eller anden måde kan give en lille smule fred, så tror jeg det skal være dette:

Fil 4,13:

" Jeg glemmer hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til Kristus Jesus."

Der er meget mere at skrive om dette og hvert enkelt punkt kan skrives mere detaljeret, men nu hvor det er et blog indlæg som helst skal være nogenlunde spiseligt, så håber jeg det giver inspiration til selv at arbejde med dette.

Ellers så skriv hvis i er dybt uenige, enige og især hvis der er noget i ønsker forklaret bedre, for jeg vil vildt gerne indgå en dialog omkring dette hvis det rører lige præcis dig!

Har jeg brug for Jesus?

I dag i kirken stod jeg og lovsang og nød den inderlige tilbedelse og den dejlige atmosfære af et kristent kor i fuld dedikation til vores Gud.
Så langt så godt.
Mit i sangen, Fra hjerteslag til hjerteslag, kommer sætningen så pludselig:

"Vi har brug for dig....vi har brug for dig... vi har brug for dig"

Et normalt klimaks i sangen der rammer og rører mit hjerte, men i dag blev jeg ramt af  en underlig fortvivlelse imens jeg sang denne sætning. Fortvivlelsen tog til som et nyt trin på en trappe efter hver gang jeg sang sætningen. Tankerne fløj gennem hovedet på mig og jeg kunne ikke bare feje dem til side med et hurtigt svar, nej, der var noget helt fundamentalt her der har været forsømt i min tankestrøm på det sidste.

Jamen? Har jeg overhovedet brug for Jesus? Ved folk hvad det er de synger, og mener de det oprigtigt? Ofte fungerer mit liv vel også fint hvis jeg kommer til at glemme ham?

Sætningen og tonerne i sangen på dette tidspunkt lægger for mig op til at vi ER i en inderlig afhængighed af guds nærvær i vores hverdag og at vi krænger vores hjerte ud i bøn og taksigelse over denne sandhed.

Jeg hører for mig en snak jeg har stået i utallige gange i den sidste tid. "Jeg vil så gerne bruge mere tid på at læse i biblen..", "jeg får ikke rigtig brugt tid på Gud i min hverdag...", "Hvordan begynder jeg at få Gud mere ind i min hverdag..."

De sætninger står for mig som en skærende kontrast til den sætning jeg lige har sunget til Gud. Der er noget her der ikke stemmer overens i min opfattelse af Guds rolle i mit liv, og helt grundlæggende den værdi han har for mig på et hverdagsplan.

Der er for mig nogle meget svære konsekvenser af denne kontrast, som gør ondt at se i øjnene, både i mit eget liv, og for hele min menighed. Jeg ønsker ikke at dømme andre eller lægge noget ned over dem, og derfor er det vigtigt at understrege at tanken starter hos mig selv, fordi det rør noget i MIT eget liv, og da jeg er et normalt menneske som alle de andre i min menighed, så tror jeg måske der er flere end mig der står med en lignende kontrast i deres liv.

Nu gør det ondt:
Enten synger vi med på sangen i fuld inderlig ærlighed til Gud over vores egen utilstrækkelighed og livets uoverskuelige opbygning, der gør at vi kun kan fungere som mennesker ved hans kærlighed, omsorg og vejledning. Hvis det er tilfældet så Hallelujah! Amen!

Eller også er følgende gældende(og det ser jeg i mit eget liv, og frygter andre også står i!): Jeg har ikke brug for Gud i mit liv! Jeg synger gerne med, men samtidig er Gud ikke den giver mig energi, men derimod ham jeg skal prioritere energi til. Han er ikke den der giver mig vand når jeg tørster, men det er ham jeg giver de sidste dråber der er tilbage i flasken når dagen er gået. Jeg(måske vi?) synger altså med på en sang som decideret modsiger det liv jeg lever.

Jeg bliver mindet om et vers fra Apostlenes Gerninger 17,32:
"Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: "Det vil vi høre dig tale om en anden gang."

Der er jo os? Jeg har ikke brug for Jesus, men jeg kunne da godt synge lidt om ham, og så hører noget spændende en anden gang, hvis det nu er. Og det med et evigt liv og "nåde alene" er da også fedt nok?

Der må simpelthen være mere til troen end som så.

Jesus må aldrig være én jeg ud af mange i mit liv.

Jesus må aldrig blive en fritidsaktivitet.

Troen og bønnen må give mig energi, ikke bruge af min energi.

Jesus må altid hver eneste dag, og hver eneste time, være min bror, min ven, min Herre, min glæde, min styrke og mit håb.

Jeg ønsker inderligt at disse sandheder skal gælde for mig og alle andre der har det kan genkende ovenstående!

Jesus lover os i Joh 10,10 at vi vil få et liv i overflod! Paulus lover os i Efeserbrevet 4,7 at vi skal få del i en fred der overgår al forstand!

Livet som kristent kan være spændende, fyldt af dybe inderlige glæder og utroligt rigt i nåde og omsorg fra vores Gud.

Lad os komme til Gud i bøn, dele tro og liv med vores brødre og søstre, læse i det fantastiske ord så vi næste gang vi synger:
"Vi har brug for dig!"

Kan gøre det med ærlighed, inderlighed og i en dyb afhængighed efter et dagligt liv af Guds nåde og i forventning til hans løfter om et nyt liv med ham her på denne side af himlen.




Er du enig? Uenig? Er jeg bare helt alene i verden om de tanker jeg har gjort mig? Fortæl endelig, og jeg vil gerne uddybe min frustration og tanker omkring dette og vandre med dig i det her spørgsmål og ønsker at vi sammen kan genfinde den dybe afhængighed af Guds nåde og relationen til Jesus.