Midt inde i bønnen Fadervor gemmer sig en linje, som rummer et stærkt budskab ind i mit liv i dag. Fadervor er en bøn, som oftest bedes mere eller mindre på autopilot. Jeg må da i hvert fald indrømme, at jeg mange gange først har opdaget, at vi bad fadervor, da vi næsten var færdige med den. Mange beder den om aftenen inden de skal sove eller i andre sammenhænge, hvor kristne beder sammen. Man kan vel nok sige, at det er den mest benyttede bøn i kristendommen.
Jeg har gået de sidste par dage og tænkt over en sætning i bønnen, nemlig: "Ske din vilje".
Lad Guds vilje ske. Lad Guds vilje ske i mit liv. What? Må Gud bare sådan bestemme over, hvad der skal ske i mit liv? Fuldstændig frivilligt?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så skræmmer det mig at bede den bøn.
Jeg husker flere gange, hvor jeg har bedt: "Gud, lad din vilje ske..." over en bekymring, og i samme sekund fortrudt det. Jeg husker endda en gang, hvor jeg i mit stille sind udbrød: "Ej, det ved jeg ikke helt om jeg mente Gud".
Når jeg kommer til Gud med en bøn, som er et konkret ønske om hjælp i en situation, så har jeg altid min egen dagsorden med ind i bønsrummet. Jeg ved, hvad jeg vil ha', og Gud er min go-to-guy for at få det. Det er måske faktisk ikke kun i bønnen, at jeg har sådan en indstilling. Det er måske faktisk en grundindstilling, som jeg har til de fleste ting i min hverdag.
Jeg ved hvilket arbejde, som jeg drømmer om. Jeg ved, hvem jeg ønsker at leve resten af mit liv sammen med. Jeg ved, hvad jeg skal bruge resten af min uge på. Jeg har styr på det, og jeg har vel egentlig bare brug for, at Gud hjælper det hele på plads.
Hov. Afsnittet ovenfor indeholder 8 "jeg'er". Hmm. Symptomatisk måske.
Måske har jeg, og vi i denne postmoderne præstationskultur, desperat brug for et: "Ske din vilje". For grunden, til at vi bruger bønnen til Gud, er nok en bevidst eller ubevidst erkendelse af vores egen utilstrækkelighed til at krydse alle punkterne af på vores plan for fremtiden.
Jeg vil gerne ha' hjælp fra Gud, og i bønnen fadervor har Han allerede afsløret, hvordan vejen mod hjælpen ser ud. Det virker paradoksalt, men jeg tror det er sandt:
For at bede til Gud om hjælp til livet, så må jeg opgive min ret til selv at vælge vejen.
For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.
(Esajas' bog 55,8)
Min erfaring siger mig faktisk også, at når frygten over den pludselige magtesløshed får lidt tid, så kan den forandre sig til frihed. Frihed fra byrden af, at bære ansvaret for livets udfald på mine egne skuldre.
Samfundet synes, at det er åndssvagt at fralægge sig ansvar for sit eget liv på den måde, men Jesus siger: "Kom til mig, i som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." Det tror jeg, at jeg vil prøve at fortsætte med at stole på, selvom det ofte virker skræmmende at sige: "Lad din vilje ske, Gud".
