torsdag den 10. august 2017

Dåb 2.0 - En gratis genfødsel til et nyt liv

Hvad betyder dåben egentlig for mig som ung kristen i dag? Hvorfor ser jeg tit på dåben, som noget tørt og livløst teologi, der alligevel ikke vedkommer mig personligt i mit liv med Gud? Flere af disse spørgsmål rumsterer tit i mit hoved. Tidligere på bloggen her har jeg skrevet dette indlæg omkring dåb: Dåb - en udfordring til postmodernitet og DK anno 2017. Mit nye indlæg nummer to kan ses som en opfølgning og videre refleksion over samme grundtanke: "Ligger der en skat gemt i dåben, som er guld værd for kristne i dag?" I en prædiken skriver den tidligere formand for Indre Mission Vilhelm Beck følgende:

"thi sådan som man ser på sin Dåb, sådan ser man på hele Kristendommen..."

Dette citat har generet mig længe. Hvis Beck har ret, så er det pludselig aldeles afgørende, hvad dåb betyder for mig. Derfor følger nu den første i en af række refleksioner og tanker omkring et muligt syn på dåben, der kan give klarhed, frihed og styrke ind i hverdagen som kristen.


Dåben er en genfødsel
I Tit 3,5 står der således "frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden". I dåben modtager det lille barn hele Guds fulde nåde og tilgivelse. Barnet nedsænkes i al sin syndighed sammen med Jesus ned i vandet og opstår igen sammen med ham som et nyt menneske med muligheden for, ved Helligånden, at stå ren og retfærdig foran Gud (Jf. Rom 6,4-5). Alle døbte mennesker er genfødte skabninger for Gud. Alle døbte mennesker er blevet givet Helligånden og Guds fulde tilgivelse som gave. Og de fik det hele fuldstændig gratis: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af."(Efeserbrevet 2,8-9).
Påstand:
Hvis du er kristen, så er du det alene på grund af Guds indgriben i dit liv! For at du kunne være i stand til at træffe det valg at begynde troen på Jesus så skulle Gud gribe ind i dit liv, genføde dig gennem dåbsbadet og give dig Helligånden. For Han er den eneste person, der kan skabe troen i dit hjerte.

Hvordan kan denne første grundsten i dåbsfundamentet styrke dig og mig i vores hverdag som kristne?

Futurisk frelse kontra historisk frelse
Som kristne tror vi ikke på en futurisk frelse! Vi tror ikke på en frelse, der ligger et sted derude i den slørede horisont af livets udfordringer. Vi skal ikke kæmpe os vej gennem livet, for så en dag at måles på, om vi har bevaret vores tro gennem det hele. Nej! Du og jeg, som nu tror på Jesus, vi tror på en historisk frelse. Vi er allerede frelst! I dåben blev vi givet alle Guds gaver inklusiv den fulde tilgivelse og forsoning for al vores utilstrækkelighed overfor Gud. Derfor kan vi leve et liv som frelste mennesker allerede nu! Dette skaber frihed og frimodighed til at møde livet "head-on" og gå ind i tjenesten for Gud hver eneste dag.
Hver gang vi, i dette liv som historisk frelste kristne, møder tvivlen, så kan vi se den i øjnene og råbe til den: Dåben gælder for mig hver eneste dag af mit liv, og har gjort det siden jeg modtog den fuldstændig gratis. Derfor vil jeg sætte min lid til, at Gud også igen en dag vil skænke mig troen og visheden igen. Indtil da kan jeg hvile i, at jeg er frelst, og at jeg er et genfødt Guds barn hver eneste dag. Det kan tvivlen aldrig fjerne fra du og jeg!

Dåben giver os endnu flere gaver ind i vores liv som kristne, men dem kommer jeg nærmere ind på i den følgende indlæg her på bloggen. Til sidst vil jeg slutte, hvor jeg startede, med et Vilhelm Beck citat omkring dåbens styrke ind i livet som kristen:

"Og vil du være et troende menneske, ven, så gælder det om, at du vil begynde der, hvor Jesus begyndte med dig, at du vil begynde med at tage, hvad Jesus har givet dig i din dåb, begynde med at tage mod den nye fødsel og det nye liv, begynde med at tage imod hele den Nåde, at du må være af nåde, hvad Jesus er med rette, at du må være af nåde hellig, at du må være af nåde et skyldfrit menneske, et Guds barn, alt dette, som Jesus er den eneste, der er med rette. Det er vores dåbs nåde."