tirsdag den 11. september 2018

Bed, så skal der gives jer


Hvordan skal man bede som kristen? Hvilken bøn er mest tro imod Gud og hans ord? Det er vigtige spørgsmål for en kristen.

Må man bede den samme bøn igen og igen, selvom svaret udebliver de første gange - f.eks. for helbredelse eller omvendelse?

Hvilket billede giver jeg Gud, når jeg "undskylder" for ham, hvis bønnesvaret udebliver?

Er det bibelsk at tænke: "Jeg behøver ikke at bede mere end én gang for dette, for hvis Gud vil helbrede eller omvende, så skal han nok gøre det"?

Stoler man ikke nok på Gud, hvis man beder igen og igen for det samme?



Der er to specielle historier i Lukasevangeliet, som har åbnet mine øjne for en ny måde at forstå bøn på ud fra Jesu ord. De er forholdsvis korte, så jeg har valgt at gengive dem her med mine egne understregninger:

Luk 11, 5-8:
Han sagde også til dem: »Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for. Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.

Luk 18,1-8:
Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

Sandheden er, at jeg ofte har irriteret mig over dem, der altid vil bede igen og igen for den samme ting. Jeg havde for eksempel en oplevelse på en lejr for et par år siden, hvor en af mine venner ville bede gentagne gange for, at Gud måtte helbrede forstuvede tommelfinger. Jeg gad det ikke, og jeg tænkte ved mig selv: "Hvis Gud ville helbrede den, så havde han gjort det nu - stop". Så jeg har været meget imod idéen om at bede den samme bøn igen og igen, men tænker nu: Stemmer det egentlig overens med det Jesus lærer mig om bøn? 

Læg mærke til, at enken kom "gang på gang" med den samme bøn. Jesus går ud fra, at de udvalgte "råber til ham dag og nat". Enkens påtrængende og gentagne bøn er forbilledet for disciplene. Det må det også være for mig. Ønsker jeg virkelig, at Gud må gribe ind overfor ondskaben (vantroen, sygdommen, fristelsen), så har jeg tilladelse fra Herren til at bede gang på gang, dag og nat for at han må gribe ind! Jeg må så at sige altid banke på hos Herren midt om natten og bede om brød. Gør det så Gud mindre? Stoler jeg ikke nok på Gud så? Ikke ifølge Herren selv.

Kan jeg være i bøn en hel aften for helbredelse uden at acceptere et nej fra Gud? Ja! Han kalder mig til at udøse mit hjerte som vand for hans ansigt (Klagesangene 2,19). Han kalder mig til at bede uophørligt og til at være udholdende i bøn. Jeg behøver ikke være bange for, at Gud ikke kan opfylde min bøn. Jeg behøver ikke undskylde for Gud og sige f.eks.:"Og hvis ikke, så lad din vilje ske...Dine tanker er ikke mine tanker, dine veje er ikke mine veje..." Det er ikke forkerte bønner, men de kan desværre afmontere min nød og mit anråb til Gud i en sådan grad, at jeg mister forventningen til at Gud rent faktisk kan og vil svare bøn. Jeg må gerne komme som et barn til sin Far med et uafvigeligt ønske, som han bare  opfylde.

Herren har selv sagt: Bed, så skal der gives jer. Og: Beder i Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.

Det må vi frimodigt stole på, og så må vi bede - og vi må bede i ALLE forhold (Fil 4,6-7).

Jeg hørte fornyligt et rørende vidnesbyrd om en ny kristen, der kom i tvivl. Han var bange for at miste troen. Den eneste bøn han kunne få sig selv til at bede var: "Gud giv mig frelsesvished". Han bad den første aften - ingenting. Han bad den anden aften - ingenting. Igen og igen bad han bønnen uden, at visheden kom. Den 31. aften han bad bønnen, da blev han ramt af Guds ord om vished, og han mærkede på mirakuløs vis, at troen og visheden om Jesu kærlighed strømmede ind i ham. Fantastisk! 

Gud svarede først efter gentagne bønner. Hvorfor? Det gives der ikke svar på, men tænk hvis manden var stoppet med at bede første aften, for nu havde Gud jo hørt bønnen? Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvad der så var sket, men det er tankevækkende, at han skulle være udholdende i bønnen så længe. Det stemmer dog påfaldende godt sammen med ordet fra Luk 11: "vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.".

Sker det at Gud ikke svarer vores bøn? Ja.
Er Gud nogen gange i tilværelse stille og skjult? Ja.
Er der lidelse og meningsløshed i denne verden, som bøn ikke giver svar på? Ja.

Skal det gøre, at vi "overser" bibelens radikale opfordring til udholdende bøn? Nej. Det må ikke fjerne vores frimodighed i bønnen. Det må ikke gøre os undskyldende overfor Gud. Det må ikke gøre, at vi må "forsvare" Gud, hvis han ikke svarer på bønnen.

Hvis mit gudsbillede ikke kan rumme et "ikke-svar" eller et "nej", så er det ikke Guds skyld, men en skævvridning i mit gudsbillede. Den skævvridning handler ikke om, at jeg beder forkert. Det handler om noget meget dybere end det. Jeg kan ikke beskytte mig selv mod stilheden og afmagten ved ikke at bede om noget eller ved at reducere bønnens frimodighed og forventning.

Bed uophørligt. Forvent, at Faderen giver, hvad i beder om i Jesu navn. Sådan er vejledningen. Jakob siger, at en "retfærdig bøn formår meget, stærk som den er" (Jak 5,16).








mandag den 27. august 2018

Troens matterede glas

Jeg fik den anden dag denne smukke gave som en forsinket bryllupsgave af en god ven. Et håndlavet glas krucifiks med stærke kunstneriske detaljer. Det var egentlig givet til brug på et husalter, men da jeg ikke har den slags plads, så er den endt på mit skrivebord, som det ses her.


Et fascinerende stykke kunst, der kan sætte gang i refleksioner omkring livet og troen. Dette indlæg har fået titlen "Troens matterede glas" på baggrund af netop denne refleksion. For der er noget uklart over troen. På en eller anden måde så er tro en vedvarende vandring gennem et tåget landskab, hvor man nogen gange mærker en frustration og tvivl over, hvilken vej der leder det rette sted videre.

Paulus siger det sådan her: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." Et spejl på Paulus' tid var ikke som vores i dag. Et spejl på hans tid var et stykke pudset metal, hvor man svagt kunne ane et spejlbillede. Altså meget lig vores matterede glas i dag. Det ligger altså i kristendommen helt tilbage til de første kristne, at der er noget uklart og ufærdigt over troen og vores forståelse af hvem Gud er, og hvem vi er i forhold til ham.

Når jeg som teolog kæmper med forskellige dogmer og teologiske fortolkninger af bibelen, så er der ofte matteret glas foran sandheden. Der er mange forskellige holdninger, tolkninger og forståelser, og hvordan skulle jeg dog kunne stole på det resultat, som jeg kommer frem til? Er kristendommen og troen da en gåde i en sådan grad at alle forståelser er usikre? Nej, aldeles ikke.



For inde bag troens matterede glas skinner en skikkelse igennem. En korsfæstet skikkelse. Gennem gåden og det uklare aner troen en person, nemlig Herren Jesus Kristus. I min vej gennem tågen må jeg igen og igen se op og undersøge, om jeg er på vejen, der leder hen ham. Er jeg på en vej, som virker fjern fra ham, så må jeg anfægte den. Vælger jeg en teologisk holdning, der ikke viser hen til Kristus, hans liv og budskab, så må jeg anfægte den.

Et kristent liv er ikke en lang vandring gennem en uklar virkelighed uden retning, men det er tværtimod en vandring sammen med og hen imod en person, der skinner så klart i tågen, at han bliver et troværdigt fundament for valg, tanker og refleksioner i livet.

Jesus Kristus, Guds søn, har givet sig selv til kende gennem et virkeligt levet liv, og vi har endda bevaret hans ord endnu indtil i dag. Derfor kan vi erkende vores plads i verdenen og vores relation til ham stykkevis gennem livet indtil vi en dag vil se det hele som gennem det klareste glas.

fredag den 10. august 2018

Gud kalder

Midt i en sommerferie, der stille og roligt nærmer sig sin afslutning, sidder jeg tilbage med en masse tanker og refleksioner omkring, hvem Gud er i vores verden. Hvad har sommeren 2018 lært mig om troen? Det kunne du jo selv eventuelt prøve at svare på efter du har læst dette indlæg.

Jeg har kaldt indlægget "Gud kalder". Det har jeg, fordi det er blevet en overskrift for mine refleksioner denne sommer.

Igen og igen denne sommer er jeg blevet ramt af Guds konkrete og virkelige tilstedeværelse menneskers liv. Han er der, når sorgen og mismodet fylder. Han griber ind i håbløsheden. I glæden skaber han taknemmelighed og forundring over tilværelsen. Han kalder mennesker, både børn og voksne, til en relation med ham. Gud kalder virkelig på dem, der ikke kender ham - og det virker! For vores Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; han gennemfører sin vilje i denne verden. Hans ord vender ikke virkningsløst tilbage.

Ofte gribes jeg af modløshed, når jeg ser mig omkring i min by og i mit land. Vinder evangeliet overhovedet frem? Mest af alt virker det som om, at kirken er ved at give op på evangeliets kraft og dets sandhed. 

Men i denne sommer har jeg fået flere små glimt af Guds stadige og stædige arbejde på at kalde mennesker til sig. Hverken sekularisme, ateisme eller nogen anden -isme kan forhindre Gud i at udføre sin plan med vores land. 

Jeg ser, at Gud kalder barnet fra det brudte hjem på en Blå Kors lejr.
Jeg ser, at Gud kalder teenageren på 710-lejr.
Jeg ser, at Gud kalder lektoren på universitetet.
Jeg ser, at Gud kalder folk i mit nære fællesskab.

Han kalder dem med sin overstrømmende rige og uforståelige kærlighed. Han viser dem sin fred. Han bringer dem tilgivelsen. Han skaber håb.



Hvor er det fantastisk at kende ham, der skaber liv og bringer gode nyheder til hele verdenen. Jeg lever med budskabet om frihed og fællesskab i hånden, og det virker! Det er da helt vildt stærkt. 

Gud kalder. Også i dag. Også her i Danmark. Også her i Aarhus.

Vi må være klar til at arbejde med i den vidunderlige opgave det er, at være Guds mund og hænder i vores hverdag. For Gud vil kalde og han vil frelse enhver, der tror på ham.

mandag den 4. juni 2018

Sådan kan du erfare den levende Gud 1.0

Jeg skrev for noget tid siden et indlæg omkring gudserfaring på denne blog. Det hed "Kan jeg virkelig tro på en Gud, som jeg ikke erfarer i mit liv?" (Læs her). Jeg blev efterfølgende udfordret på, hvilken erfaring jeg talte om. Jeg blev udfordret til at svare på, hvad en gyldig gudserfaring er. Det vil jeg gerne forsøge at svare på. Selvom jeg samtidig må indrømme, at det kommer til at være en serie af indlæg, der beskriver nogle af de måder, hvorpå man kan erfare Gud. Det vil på ingen måde være en udtømmende beskrivelse af gyldige gudserfaringer.

Jeg vil starte denne serie af indlæg med at tage udgangspunkt i den, for mig, sikreste gyldige gudserfaring i en kristens liv: Nadveren.


Bibelen lærer os, at Herren Jesus kommer med sit nærvær hver eneste gang, vi bryder brødet og drikker vinen efter hans forskrifter. Derfor kan Paulus skrive at: "Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod (1 Kor 11,27). På en mystisk og fascinerede måde, så fylder Jesus brødet og vinen med sig selv på en sådan måde, at vi kan stole på, at vi rent faktisk se, røre og indtage Jesus i nadveren. Det er super mærkeligt, men samtidig smukt, uudgrundeligt og trosstyrkende. Lukas beretter om, at Jesus lover os, at han vil give sig selv til os, når vi fejrer nadveren sammen (Luk 22,19). Så hver eneste gang vi deltager i nadveren så får vi altså Jesus! Helt virkeligt og med fuld sikkerhed. Det er altså, ved Jesu sande og evige løfte, en fuldstændig "bullet-proof" gudserfaring.

Hver eneste søndag kulminerer kirkens gudstjenestefejring i nadverliturgiens erfaringsoverflod. Hele nadverritualet i folkekirkens klassiske højmesse er fyldt af flere konkrete gudserfaringer:

Når præsten siger ordene over brødet og vinen og løfter det op, så vi i menigheden kan se det, så får vi lov til at se Herren Jesu' legeme og blod.

Når jeg får brødet lagt i hænderne, så kan jeg mærke legemet. Det er ikke en "ud-af-kroppen oplevelse" eller en "overåndelig manipulation". Nej, det er brød i mine hænder, som jeg kan røre og føle på.

Når jeg så engang er færdig med at røre ved brødet, så kan jeg endda få lov til at smage Jesu herlighed og nærvær. Der står i Salme 34,19 at vi kan "smage og se at Herren er god". Det løfte opfyldes hver eneste gang, vi spiser brødet til nadveren.

Når jeg får vinen hældt i mit bæger så kan jeg dufte den, og duften kan minde mig om vinunderet i Kana, hvor Jesus åbenbarede, at han er Herre og Gud. Duften kan ligeledes minde mig om det særlige måltid på første sal et sted i Jerusalem, hvor Jesus delte ud af sin kærlighed til sine elskede disciple ved at give dem et fællesskabsmåltid, hvor de kunne møde og erfare ham efter hans himmelfart.

Alle disse forskellige erfaringer: synet, følelsen, smage og duften kan give mig nye erfaringer af Gud hver eneste søndag gennem hele mit liv.

Hvis jeg siger, at jeg aldrig har mærket Gud, eller at jeg aldrig har følt Guds nærvær, så har jeg ikke grebet nadverens utrolige løfte om gudserfaring. For har du indtaget Jesus legeme og blod ved brødet og vinens måltid, så har du erfaret Gud.

Er det en lige stor følelsesmæssig oplevelse hver gang? Nej selvfølgelig er det ikke det. Nadverens virkelighed og virkning er et guddommeligt mysterium. Lad os ikke kræve noget af nadveren, som den ikke har lovet os.

Men lige præcis nadveren er faktisk så vild og derfor afgørende vigtig, fordi den netop giver mig gudserfaring, hver eneste gang jeg deltager i den. Jeg kan se, røre, smage og dufte Jesus hver søndag. Dét er da utroligt. Et dybtfølt tak må lyde i mit liv, hver gang jeg indser det. Jeg må prise Gud i respons på nadveren, når jeg endnu engang griber, at jeg i nadveren får levende åndelig mad og drikke til livet (1 Kor 10,1-4).

Nadveren fylder mit liv med et stort og rungende JA til gudserfaring.
Ja, jeg kan vide mig sikker på gyldig gudserfaring i mit liv.
Ja, jeg kan se, mærke, røre, smage og dufte Jesus i mit liv.
Ja, Jesus har givet sig selv til mig gennem nadveren og forkynder mig hver eneste gang sin død og opstandelse for mig konkret og erfarbart.


torsdag den 17. maj 2018

Identitet og autoritet

Det er egentlig utroligt, at der er så mange forskellige stemmer i vores liv, der ønsker at påvirke os. Reklamer, relationer, religioner og realiseringsprojekter. Alt sammen er stemmer, der forsøger at lede os i en bestemt retning og til en bestemt konklusion i livet. Men hvad skal egentlig bestemme min retning, og hvad må få lov til at bestemme min værdi?

Paulus beskrev engang sig selv således:

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. 
Gal 2,20

Det er et omkvæd i meget kristen oplæring, at vores identitet skal være i Kristus. D.v.s. grundlagdet for vores værdi skal være det, som Kristus kan give os. Det er en udfordrende del af livet i troen, og jeg må indrømme, at jeg selv flere gange har fundet en identitet i mig selv, der byggede mindst lige så meget, hvis ikke mere, på andre ting end Kristus. Det gør desværre ofte ondt, før det bliver synligt, at mit grundlag har rykket sig væk fra Kristi kærlighed. Intellekt, udseende, alkohol, at få en kæreste, social status og succes. Mange stemmer kan tage pladsen fra ham. Hvad er den største "identitetstyv" i dit liv? Altså den stemme i din tilværelse, der oftest får lov at bestemme din værdi som menneske, på en anden måde end Jesus ville ha' gjort det. Det kan man skrive meget mere om, men for korthedens skyld vil jeg vende mig mod indlæggets egentlige anliggende:

Direkte ud af identiteten springer nemlig autoriteten i mit liv. 

Hvis jeg giver nogen eller noget uden for mig selv ret til at korrigere og retlede mine tanker og handlinger i en anden retning, end jeg selv umiddelbart foretrækker, så får det autoritet i mit liv. Derfor gælder det modsatte også, at hvis intet får den ret i mit liv, så har jeg intet værn imod min egen fejlfuldhed. Fundamentet for min identitet er den "nogen" eller det "noget", der har autoritet over mig.


Er min identitet f.eks. rodfæstet i at være den kloge i mine sociale relationer, så styrer det både mine tanker og handlinger. Hver gang en anden udviser større klogskab end mig f.eks. gennem en højere karakter, så vil jeg få dårlige tanker om mig selv og mit eget værd. Samtidig vil mine handlinger præges heraf, for jeg vil begynde at læse endnu hårdere og blive mere konkurrencemindet og en dårligere taber. Simpelt eksempel måske, men pointen er tydelig. Identitet = autoritet i mit liv.

Derfor er det i en kristens liv altafgørende at blive i Kristus og modtage værdi fra ham alene. For så bliver også han alene autoritet i livet. Er Kristus nummer et i mit liv, så vil alle tanker og beslutninger gå forbi Ham for korrigering, retledning og vejledning. Inden jeg banker mig selv i hovedet over ikke at være god nok, så kan Kristus råbe i mit øre: "Du er højt agtet og jeg elsker dig!". Inden jeg bliver vred og skaber splid mellem mennesker, så kan Kristus sige: "Salige er de, der stifter fred". Selv lige inden fristelsen til at [Indsæt selv], så kan Kristus og hans ord minde mig om en bedre vej, der ikke umiddelbart er tydelig for mig selv i øjeblikket.

Men for at Kristus kan få lov at tale ind i mit liv som kristen, så må han først blive det eneste urokkelige grundlag for min identitet og heraf min værdi. Mit eneste værn imod min egen menneskelige tåbelighed og fejlfuldhed bliver da Kristi autoritet i mit liv på baggrund af mit identitet i Ham.

tirsdag den 17. april 2018

Æstetisk teologi


Kan man finde Gud i den her verden? Er det muligt at genkende Guds egenskaber ved at se sig omkring i vores verden? Kan denne verdens skønhed, æstetik, drive teologien?

Det er tankerne bag dette lille indlæg. Hvordan ser en teologi ud, som inddrager skønheden og denne verdens vidnesbyrd om, hvem Gud er.

Salme 8,2
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pagt ud på himlen!

Salme 19,2:
Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk.

Rom 1,19-20:
Det man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.

Dette er blot et lille udpluk af de bibelske steder, der beretter om muligheden for at begrunde tanker om Gud ud fra erfaringen af verden omkring os. De bibelske forfattere er længder bedre end os intellektuelt skadede vesterlændinge til at beskrive Gud og hans relation til verden gennem æstetikken og erfaringen.

Gud beskrives som en hønemor, en løve, et cedertræ, en klippe, dug for Israel, en hyrde, en ild, et utilgængeligt lys og endda et enebærtræ. Hoseas ser på noget så ordinært som enebærtræet, og det sætter ord på Guds natur for ham.

Hvad ser du i din verden, som fortæller dig om Ham?



Benævner æstetikken sandhederne om Gud, så vi kan gribe dem og forstå dem på et dybere eksistentielt plan?

De gamle salmer i folkekirken rummer stærke og rammende fortællinger, hvor skønheden i denne verden sættes i relation til Skaberen.

Solopgangen fra det høje
Floden som kan isbjerge smelte
Den yndigste rose

Billederne er smukke og rummer en dybde, der giver langt større plads til eftertænksomhed og refleksion end rationelle og sterile læresætninger.

Kan man beskrive retfærdiggørelsen med kunsten? Kan man se den i Guds smukke natur? God udfordring tænker jeg!

Det kan være der er en grund til at folk kalder Gud for Far langt oftere end de kalder ham for Den Hellige? Muligvis fordi "Far" er forbundet med en konkret erfaring i menneskelivet. En synlig virkelighed i den her verden, som jeg kan relatere til som menneske. Gud han er også hellig, ja! Men hvis jeg ikke på en måde kan sætte det begreb i relation til det enorme lærred, som er denne verden, så bliver det upersonligt og måske også overfladisk i mit indre. Det når ikke ned i dybden af min sjæl.

Måske skriver jeg mest af alt til mig selv, som fremtidig teolog. Jeg drømmer om, at få lov til at gribe skønheden og uudgrundeligheden i denne verdens strukturer og omgivelser på en sådan måde, at jeg kan sætte teologiens læresætninger i spil sammen med æstetikken og erfaringen, hver eneste gang jeg forkynder og taler med mennesker.

Alt for ofte er største delen af vores forkyndelse, min forkyndelse, og ord generelt i vores fællesskaber præget af propositionelle, logiske, argumentsrækker.

Hvis a så b, og ved b forstår jeg følgende definition...

Tænk hvis man kunne forkynde evangeliet som Esajas eller som hyrden David. Fyldt med billeder, historier, poesi, kunst og metaforer.

Tænk hvis vi som hverdagskristne kunne dele store tanker om Gud ved at undersøge verdenen sammen? I stedet for at dele et bibelvers, så kunne vi nogle gange dele smuk musik eller digte med hinanden.

Det er meget rodet det her, men jeg håber det kan starte en refleksion om, hvordan vi taler om Gud, mennesker og verdenen. Hvordan kommunikerer vi vores budskab? Bruger vi den kæmpe store skat, som Gud har lagt ned i selve grundstrukturerne i denne verdens opbygning og udfoldelse, eller er vi begrænset af en fastlåst måde at beskrive Gud og troen på?

Alt universet fra DNA-molekylets kompleksitet til blåhvalens storhed vidner om Gud, der har skabt og udtænkt hele denne verdens opbygning, udvikling og fremtræden.

Så måske vi skulle til at bruge det noget mere?








fredag den 2. marts 2018

Kan jeg virkelig tro på en Gud, som jeg ikke erfarer i mit liv?

Kan jeg virkelig tro på en Gud, som jeg ikke erfarer i mit liv?

Det er godt nok et svært og vigtigt spørgsmål at svare på. Jeg hørte en lignende formulering for noget tid siden, og jeg har tænkt længe over konsekvenserne af svaret. Fordi det rummer så mange komplekse nuancer af den kristne erfaring. Skal man overhovedet erfare Gud? Hvad er en gudserfaring? Har jeg haft sådan én? Det tror jeg da. Men flere har også sagt til mig, at det har de ikke. Mange kristne føler tværtimod, at Gud er stille og langt væk. Den levende Gud virker ikke så levende i hverdagslivet. Han er måske ligefrem ikke rigtig nødvendig i hverdagen.

Så hvad sker der egentlig, hvis man svarer ja til det første spørgsmål. Ja til at man godt kan tro på en Gud, som man ikke erfarer. Giver det så overhovedet mening at tro på en sådan Gud? Jeg tror ikke det er så ofte, at vi tænker tanken til ende som kristne, når vi siger: "Jeg oplever bare ikke Gud konkret i mit liv." Eller: "Tro er ikke så konkret for mig, at jeg sådan føler eller mærker Gud.".

Jeg har prøvet at reflektere over den tanke og gå i dybden med den. Og jeg kan bare ikke acceptere en sådan Gud, der ikke er virkeligt til stede i mit liv.

En klog mand sagde engang til mig: "En levende Gud  erfares". Et provokerende statement. Men efter længere eftertanke så må jeg tilslutte mig det. Min Gud er en levende og nærværende Gud, som er virkeligt og radikalt til stede i den her verden, ja som kristen tror jeg faktisk at hans kærligheds Ånd bor i hjertet på mig lige nu.

Så vil jeg også erfare ham. Føle, mærke, opleve og høre ham helt konkret i min hverdag.

Men hvorfor har du dog brug for at erfare Gud David? Kunne man spørge. Det er jeg da også blevet spurgt om før. Man kan da sagtens leve et liv som kristen uden af erfare Gud på sådan en åndelig måde. Leve efter bibelens retningslinjer, få familie og børn, komme i kirken om søndagen og så ellers blive frelst engang, når livet slutter.

Ja det kan man helt sikkert. Men er en Gud, der ikke ønsker mere af mit liv end det, virkelig en som jeg vil følge? Nej. Det er han simpelthen bare ikke. Dem er der mange af i den her verden. Det er måske mit foreløbige svar på spørgsmålet. Nej.

Jesus sagde engang til én der hed Thomas: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Så måske er det mig der tager fejl? Jeg er langt fra færdig med det her spørgsmål.

Jeg kan bare sige dette: Jeg tror på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. En Gud der har grebet ind igennem hele menneskets historie. En Gud der har vandret sammen med sit udvalgte folk. En Gud der ønskede så inderligt komme til os med sin nærhed at han sendte sin egen søn til at gå iblandt os.

Den Gud kan jeg kun tro på, hvis han også i dag griber ind. Griber ind helt konkret i mit personlige liv. Han  erfares.

tirsdag den 6. februar 2018

Ske din vilje Gud, hvis altså du liiiige hjælper mig med...

"Lad din vilje ske" eller "ske din vilje som i himlen, således også på jorden"

Midt inde i bønnen Fadervor gemmer sig en linje, som rummer et stærkt budskab ind i mit liv i dag. Fadervor er en bøn, som oftest bedes mere eller mindre på autopilot. Jeg må da i hvert fald indrømme, at jeg mange gange først har opdaget, at vi bad fadervor, da vi næsten var færdige med den. Mange beder den om aftenen inden de skal sove eller i andre sammenhænge, hvor kristne beder sammen. Man kan vel nok sige, at det er den mest benyttede bøn i kristendommen.

Jeg har gået de sidste par dage og tænkt over en sætning i bønnen, nemlig: "Ske din vilje".

Lad Guds vilje ske. Lad Guds vilje ske i mit liv. What? Må Gud bare sådan bestemme over, hvad der skal ske i mit liv? Fuldstændig frivilligt?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så skræmmer det mig at bede den bøn.

Jeg husker flere gange, hvor jeg har bedt: "Gud, lad din vilje ske..." over en bekymring, og i samme sekund fortrudt det. Jeg husker endda en gang, hvor jeg i mit stille sind udbrød: "Ej, det ved jeg ikke helt om jeg mente Gud".

Når jeg kommer til Gud med en bøn, som er et konkret ønske om hjælp i en situation, så har jeg altid min egen dagsorden med ind i bønsrummet. Jeg ved, hvad jeg vil ha', og Gud er min go-to-guy for at få det. Det er måske faktisk ikke kun i bønnen, at jeg har sådan en indstilling. Det er måske faktisk en grundindstilling, som jeg har til de fleste ting i min hverdag.

Jeg ved hvilket arbejde, som jeg drømmer om. Jeg ved, hvem jeg ønsker at leve resten af mit liv sammen med. Jeg ved, hvad jeg skal bruge resten af min uge på. Jeg har styr på det, og jeg har vel egentlig bare brug for, at Gud hjælper det hele på plads.

Hov. Afsnittet ovenfor indeholder 8 "jeg'er". Hmm. Symptomatisk måske.

Måske har jeg, og vi i denne postmoderne præstationskultur, desperat brug for et: "Ske din vilje". For grunden, til at vi bruger bønnen til Gud, er nok en bevidst eller ubevidst erkendelse af vores egen utilstrækkelighed til at krydse alle punkterne af på vores plan for fremtiden.

Jeg vil gerne ha' hjælp fra Gud, og i bønnen fadervor har Han allerede afsløret, hvordan vejen mod hjælpen ser ud. Det virker paradoksalt, men jeg tror det er sandt:

For at bede til Gud om hjælp til livet, så må jeg opgive min ret til selv at vælge vejen.

For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.
(Esajas' bog 55,8)


Min erfaring siger mig faktisk også, at når frygten over den pludselige magtesløshed får lidt tid, så kan den forandre sig til frihed. Frihed fra byrden af, at bære ansvaret for livets udfald på mine egne skuldre.

Samfundet synes, at det er åndssvagt at fralægge sig ansvar for sit eget liv på den måde, men Jesus siger: "Kom til mig, i som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." Det tror jeg, at jeg vil prøve at fortsætte med at stole på, selvom det ofte virker skræmmende at sige: "Lad din vilje ske, Gud".

tirsdag den 2. januar 2018

Den ydmygende kristendom


"Det var bare så pinligt!"

"Hvorfor skal du altid ydmyge mig foran de andre?"

"De andre driller mig, fordi jeg er kristen"

Måske kender du det? Erfaringen af ydmygelsen. Hvorfor giver Gud os ikke nogle beviser, så vi kan ydmyge dem for deres mangel på tro? Tænker jeg ind i mellem.

Som kristen har jeg haft min del af ydmygende oplevelser. Den rungende stilhed efter svaret: "Ja, jeg er kristen". De skæve blikke eller den drillende latter efter jeg tog til KFS første gang på gymnasiet. Det er ydmygende at kæmpe for at leve efter bibelens foreskrifter for det gode liv. Det er ydmygende at tro på overnaturlige ting. Måske er det i virkeligheden også ydmygende at lederen af min tro døde på et kors?

Jeg ser et samfund omkring mig, hvor det er underligt at være kristen. Det er ikke ligefrem i tidens ånd at tro på en personlig Gud. At selvsamme Gud også skulle have en mening om den måde, jeg lever mit liv på. Ja mere mærkeligt kan det vel næsten ikke blive. Og mærkelig må man jo ikke være i vores samfund. De skæve eksistenser er i stigende grad en belastning for vores samfund. I et befolkning hvor frihed er så vigtigt, der er det foruroligende så mange friheder, der berøves i disse år. Om det er burkaer eller bederum eller noget helt tredje.

Tilbage til os mærkelige kristne. Kan vi ikke bare assimilere med samfundet og falde i et med den grå masse? Nej desværre. 

Det ligger faktisk i kernen af kristendommen, at kirken vil opleve ydmygelse og forfølgelse. Grundlæggerne af kirken var endda "det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er..." Prostituerede, bedragere, løgnere og brudte mennesker var de første som råbte kristendommens fortælling på alle gadehjørner. Mennesker som havde oplevet deres del af ydmygelse i dette liv. Men lige præcis det, at kristendommen er åben for selv de ydmygede rummer en stærk udfordring til tidsånden i dag!

Nogle gange drømmer jeg om anerkendelse og ære til kirken. Jeg drømmer om, at vi kristne kan få lov til at udøve vores tro uden restriktioner og måske endda også at samfundet vil begynde at holde af os. Det ville faktisk ikke gøre noget, hvis folk synes det var lidt sejt, at jeg tror på Jesus. Det er bare ikke sandheden om en kristen eller om kirken. 

For kristendommen er grundlagt af en ydmyget mand. En hånet og latterliggjort mand, der ydmygede sig selv for at give mennesker et håb om en ny tidsalder. 



En tidsalder hvor de sidste bliver de første. 
Et sted hvor jeg ikke længere skal kæmpe for at blive den største.
Et fortælling om en mand, der blev gjort stille.
Ja, en historie om en Gud, der blev den lille.


Jeg tror at Jesus virkelig skabte en vej mod denne tidsalder gennem sin ydmygelse for hele verdens skyld.

Derfor vil jeg glæde mig over min ydmygende kristendom. For min Herre er ikke en tyran eller en livsdiktator. 

Tværtimod.

Min Gud og min Herre er så stor, at han blev lille for min skyld.