fredag den 10. august 2018

Gud kalder

Midt i en sommerferie, der stille og roligt nærmer sig sin afslutning, sidder jeg tilbage med en masse tanker og refleksioner omkring, hvem Gud er i vores verden. Hvad har sommeren 2018 lært mig om troen? Det kunne du jo selv eventuelt prøve at svare på efter du har læst dette indlæg.

Jeg har kaldt indlægget "Gud kalder". Det har jeg, fordi det er blevet en overskrift for mine refleksioner denne sommer.

Igen og igen denne sommer er jeg blevet ramt af Guds konkrete og virkelige tilstedeværelse menneskers liv. Han er der, når sorgen og mismodet fylder. Han griber ind i håbløsheden. I glæden skaber han taknemmelighed og forundring over tilværelsen. Han kalder mennesker, både børn og voksne, til en relation med ham. Gud kalder virkelig på dem, der ikke kender ham - og det virker! For vores Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; han gennemfører sin vilje i denne verden. Hans ord vender ikke virkningsløst tilbage.

Ofte gribes jeg af modløshed, når jeg ser mig omkring i min by og i mit land. Vinder evangeliet overhovedet frem? Mest af alt virker det som om, at kirken er ved at give op på evangeliets kraft og dets sandhed. 

Men i denne sommer har jeg fået flere små glimt af Guds stadige og stædige arbejde på at kalde mennesker til sig. Hverken sekularisme, ateisme eller nogen anden -isme kan forhindre Gud i at udføre sin plan med vores land. 

Jeg ser, at Gud kalder barnet fra det brudte hjem på en Blå Kors lejr.
Jeg ser, at Gud kalder teenageren på 710-lejr.
Jeg ser, at Gud kalder lektoren på universitetet.
Jeg ser, at Gud kalder folk i mit nære fællesskab.

Han kalder dem med sin overstrømmende rige og uforståelige kærlighed. Han viser dem sin fred. Han bringer dem tilgivelsen. Han skaber håb.



Hvor er det fantastisk at kende ham, der skaber liv og bringer gode nyheder til hele verdenen. Jeg lever med budskabet om frihed og fællesskab i hånden, og det virker! Det er da helt vildt stærkt. 

Gud kalder. Også i dag. Også her i Danmark. Også her i Aarhus.

Vi må være klar til at arbejde med i den vidunderlige opgave det er, at være Guds mund og hænder i vores hverdag. For Gud vil kalde og han vil frelse enhver, der tror på ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar