Hvordan skal man bede som kristen? Hvilken bøn er mest tro imod Gud og hans ord? Det er vigtige spørgsmål for en kristen.
Må man bede den samme bøn igen og igen, selvom svaret udebliver de første gange - f.eks. for helbredelse eller omvendelse?
Hvilket billede giver jeg Gud, når jeg "undskylder" for ham, hvis bønnesvaret udebliver?
Er det bibelsk at tænke: "Jeg behøver ikke at bede mere end én gang for dette, for hvis Gud vil helbrede eller omvende, så skal han nok gøre det"?
Stoler man ikke nok på Gud, hvis man beder igen og igen for det samme?
Der er to specielle historier i Lukasevangeliet, som har åbnet mine øjne for en ny måde at forstå bøn på ud fra Jesu ord. De er forholdsvis korte, så jeg har valgt at gengive dem her med mine egne understregninger:
Luk 11, 5-8:
Han sagde også til dem: »Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for. Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.
Luk 18,1-8:
Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
Sandheden er, at jeg ofte har irriteret mig over dem, der altid vil bede igen og igen for den samme ting. Jeg havde for eksempel en oplevelse på en lejr for et par år siden, hvor en af mine venner ville bede gentagne gange for, at Gud måtte helbrede forstuvede tommelfinger. Jeg gad det ikke, og jeg tænkte ved mig selv: "Hvis Gud ville helbrede den, så havde han gjort det nu - stop". Så jeg har været meget imod idéen om at bede den samme bøn igen og igen, men tænker nu: Stemmer det egentlig overens med det Jesus lærer mig om bøn?
Læg mærke til, at enken kom "gang på gang" med den samme bøn. Jesus går ud fra, at de udvalgte "råber til ham dag og nat". Enkens påtrængende og gentagne bøn er forbilledet for disciplene. Det må det også være for mig. Ønsker jeg virkelig, at Gud må gribe ind overfor ondskaben (vantroen, sygdommen, fristelsen), så har jeg tilladelse fra Herren til at bede gang på gang, dag og nat for at han må gribe ind! Jeg må så at sige altid banke på hos Herren midt om natten og bede om brød. Gør det så Gud mindre? Stoler jeg ikke nok på Gud så? Ikke ifølge Herren selv.
Kan jeg være i bøn en hel aften for helbredelse uden at acceptere et nej fra Gud? Ja! Han kalder mig til at udøse mit hjerte som vand for hans ansigt (Klagesangene 2,19). Han kalder mig til at bede uophørligt og til at være udholdende i bøn. Jeg behøver ikke være bange for, at Gud ikke kan opfylde min bøn. Jeg behøver ikke undskylde for Gud og sige f.eks.:"Og hvis ikke, så lad din vilje ske...Dine tanker er ikke mine tanker, dine veje er ikke mine veje..." Det er ikke forkerte bønner, men de kan desværre afmontere min nød og mit anråb til Gud i en sådan grad, at jeg mister forventningen til at Gud rent faktisk kan og vil svare bøn. Jeg må gerne komme som et barn til sin Far med et uafvigeligt ønske, som han bare må opfylde.
Herren har selv sagt: Bed, så skal der gives jer. Og: Beder i Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.
Det må vi frimodigt stole på, og så må vi bede - og vi må bede i ALLE forhold (Fil 4,6-7).
Jeg hørte fornyligt et rørende vidnesbyrd om en ny kristen, der kom i tvivl. Han var bange for at miste troen. Den eneste bøn han kunne få sig selv til at bede var: "Gud giv mig frelsesvished". Han bad den første aften - ingenting. Han bad den anden aften - ingenting. Igen og igen bad han bønnen uden, at visheden kom. Den 31. aften han bad bønnen, da blev han ramt af Guds ord om vished, og han mærkede på mirakuløs vis, at troen og visheden om Jesu kærlighed strømmede ind i ham. Fantastisk!
Gud svarede først efter gentagne bønner. Hvorfor? Det gives der ikke svar på, men tænk hvis manden var stoppet med at bede første aften, for nu havde Gud jo hørt bønnen? Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvad der så var sket, men det er tankevækkende, at han skulle være udholdende i bønnen så længe. Det stemmer dog påfaldende godt sammen med ordet fra Luk 11: "vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.".
Sker det at Gud ikke svarer vores bøn? Ja.
Er Gud nogen gange i tilværelse stille og skjult? Ja.
Er der lidelse og meningsløshed i denne verden, som bøn ikke giver svar på? Ja.
Skal det gøre, at vi "overser" bibelens radikale opfordring til udholdende bøn? Nej. Det må ikke fjerne vores frimodighed i bønnen. Det må ikke gøre os undskyldende overfor Gud. Det må ikke gøre, at vi må "forsvare" Gud, hvis han ikke svarer på bønnen.
Hvis mit gudsbillede ikke kan rumme et "ikke-svar" eller et "nej", så er det ikke Guds skyld, men en skævvridning i mit gudsbillede. Den skævvridning handler ikke om, at jeg beder forkert. Det handler om noget meget dybere end det. Jeg kan ikke beskytte mig selv mod stilheden og afmagten ved ikke at bede om noget eller ved at reducere bønnens frimodighed og forventning.
Bed uophørligt. Forvent, at Faderen giver, hvad i beder om i Jesu navn. Sådan er vejledningen. Jakob siger, at en "retfærdig bøn formår meget, stærk som den er" (Jak 5,16).
