Kan man finde Gud i den her verden? Er det muligt at genkende Guds egenskaber ved at se sig omkring i vores verden? Kan denne verdens skønhed, æstetik, drive teologien?
Det er tankerne bag dette lille indlæg. Hvordan ser en teologi ud, som inddrager skønheden og denne verdens vidnesbyrd om, hvem Gud er.
Salme 8,2
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pagt ud på himlen!
Salme 19,2:
Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk.
Rom 1,19-20:
Det man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.
Dette er blot et lille udpluk af de bibelske steder, der beretter om muligheden for at begrunde tanker om Gud ud fra erfaringen af verden omkring os. De bibelske forfattere er længder bedre end os intellektuelt skadede vesterlændinge til at beskrive Gud og hans relation til verden gennem æstetikken og erfaringen.
Gud beskrives som en hønemor, en løve, et cedertræ, en klippe, dug for Israel, en hyrde, en ild, et utilgængeligt lys og endda et enebærtræ. Hoseas ser på noget så ordinært som enebærtræet, og det sætter ord på Guds natur for ham.
Hvad ser du i din verden, som fortæller dig om Ham?
Benævner æstetikken sandhederne om Gud, så vi kan gribe dem og forstå dem på et dybere eksistentielt plan?
De gamle salmer i folkekirken rummer stærke og rammende fortællinger, hvor skønheden i denne verden sættes i relation til Skaberen.
Solopgangen fra det høje
Floden som kan isbjerge smelte
Den yndigste rose
Billederne er smukke og rummer en dybde, der giver langt større plads til eftertænksomhed og refleksion end rationelle og sterile læresætninger.
Kan man beskrive retfærdiggørelsen med kunsten? Kan man se den i Guds smukke natur? God udfordring tænker jeg!
Det kan være der er en grund til at folk kalder Gud for Far langt oftere end de kalder ham for Den Hellige? Muligvis fordi "Far" er forbundet med en konkret erfaring i menneskelivet. En synlig virkelighed i den her verden, som jeg kan relatere til som menneske. Gud han er også hellig, ja! Men hvis jeg ikke på en måde kan sætte det begreb i relation til det enorme lærred, som er denne verden, så bliver det upersonligt og måske også overfladisk i mit indre. Det når ikke ned i dybden af min sjæl.
Måske skriver jeg mest af alt til mig selv, som fremtidig teolog. Jeg drømmer om, at få lov til at gribe skønheden og uudgrundeligheden i denne verdens strukturer og omgivelser på en sådan måde, at jeg kan sætte teologiens læresætninger i spil sammen med æstetikken og erfaringen, hver eneste gang jeg forkynder og taler med mennesker.
Alt for ofte er største delen af vores forkyndelse, min forkyndelse, og ord generelt i vores fællesskaber præget af propositionelle, logiske, argumentsrækker.
Hvis a så b, og ved b forstår jeg følgende definition...
Tænk hvis man kunne forkynde evangeliet som Esajas eller som hyrden David. Fyldt med billeder, historier, poesi, kunst og metaforer.
Tænk hvis vi som hverdagskristne kunne dele store tanker om Gud ved at undersøge verdenen sammen? I stedet for at dele et bibelvers, så kunne vi nogle gange dele smuk musik eller digte med hinanden.
Det er meget rodet det her, men jeg håber det kan starte en refleksion om, hvordan vi taler om Gud, mennesker og verdenen. Hvordan kommunikerer vi vores budskab? Bruger vi den kæmpe store skat, som Gud har lagt ned i selve grundstrukturerne i denne verdens opbygning og udfoldelse, eller er vi begrænset af en fastlåst måde at beskrive Gud og troen på?
Alt universet fra DNA-molekylets kompleksitet til blåhvalens storhed vidner om Gud, der har skabt og udtænkt hele denne verdens opbygning, udvikling og fremtræden.
Så måske vi skulle til at bruge det noget mere?
